onsdag den 30. november 2011

Da julemanden fik julestress i juli

Det var en lys sommeraften, og hele huset duftede af æbleskiver. Eva og Antons farmor stod i køkkenet med sit røde juleforklæde om maven.
”I år skal det lykkes. I år skal det blive den perfekte juleaften,” sagde hun og vendte en æbleskive på panden.
Lige så længe Eva og Anton kunne huske, havde farmor snakket om den perfekte jul. Julen, hvor alle var glade og såvel maden som gaverne og pynten var i top. Og lige så længe var noget gået galt.
”Kan I huske dengang du hakkede mandlerne så dårligt, at der kom seks hele i ris á la manden,” spurgte Anton.
Eva nikkede. Hun var blevet så glad, da hun mærkede mandlen i munden, og havde længe skjult den i en serviet. Men så fik hun en hel mandel mere, og de opdagede, at de alle sammen sad og skjulte en mandel for hinanden.
”Ja, og hvad med dengang juleanden brændte på, så vi fik havregryn til aftensmad?”
Anton grinede, men farmor så sur ud.
”Ja, men det vil jeg slet ikke tænke på. Og vi skal heller ikke snakke om dengang, da juletræet væltede.””Eller dengang du væltede en hel kande saft ud over juledugen,” foreslog Anton.
”Nej, netop. Det skal vi ikke snakke om. Og i øvrigt bliver det helt anderledes i år.  Det gælder bare om at gå i gang i god tid. I hele denne her uge øver jeg mig på at bage æbleskiver. I næste uge gælder det pebernødderne, og så er det vaniljekranse, klejner og brunkagernes tur. Og så skal jeg selvfølgelig lære at spille alle julesangene på klaveret.”
”Fint nok,” sagde Anton, ”men nu går vi ud i haven. Så kan vi komme ind og spise æbleskiver bagefter.
*
”Hun er skør hende farmor,” sagde Anton, da de stod ved grantræet. ”Kom, når farmor kan bage æbleskiver i juli, kan vi også danse om juletræet.”Han tog Evas hånd.”Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske,” sang de.
 Og så begyndte det pludselig at sne.
”Hvad sker der?” spurgte Eva. Og opdagede så noget, der var endnu mere mærkeligt end sommersne.
Oppe på himlen kom en stor kane flyvende. Trukket af seks rensdyr.
”Holdt! Og halløj,” sagde den lille nisse, der sad på kanen.
”Jeg hørte jeres sang og tænkte, at I måske kunne hjælpe.”
”Hvad er der galt,” spurgte Eva.
”Det er julemanden,” sagde nissen. ”Den er helt gal med julemanden, så jeg er fløjet ud for at hente hjælp. Vi nisser kan i hvert fald ikke gøre mere.”
Anton og Eva så på hinanden.
 ”Hop op,” sagde nissen.
*

Det gav et lille ryk, da rensdyrene lettede fra jorden. Under dem blev haven og huset mindre og snart kunne Eva se hele Bjørnsonsvej.
”Der er Toftegårds Plads,” sagde hun og pegede.
"Og se! Stationen! Og Spinderiet! Og det derovre må være Zoologisk Have.”
Overalt hvor kanen kom frem, faldt sneen.
”Tag tæpperne om jer, hvis I fryser,” sagde nissen, ”vi skal helt til Grønland, men det går stærkt, for det er nogle racerrensdyr.”
”I ved godt, hvordan julemanden får fat i julegaverne, ikke,” spurgte han, men det vidste Anton og Eva ikke.
Jo, julemanden får penge, hver gang der er nogle andre, der får penge. Når nogen fx får penge for deres arbejde, bliver der taget en usynlig og hemmelig kopi af mønter og sedler, der så suser op til julemanden i nogle hemmelige og usynlige rør. Derfor har julemanden en stor tank med penge, som han bruger til at købe julegaver for. Men nu er der desværre sket det, at folk i verden ikke længere tjener så mange penge. Der er mange, der slet ikke har noget arbejde, og derfor får julemanden heller ikke så mange penge længere.”
Efterhånden som kanen kom længere og længere væk fra Valby, faldt der mere og mere sne. Nu var det ikke kun lige rundt omkring kanen, men så langt Eva og Anton kunne se.
”Så er vi her,” sagde nissen.
*
Udefra lignede julemandens hjem en snehytte, men så snart Eva og Anton var krøbet ind af hullet, åbnede der sig en hel sal.
I det ene hjørne sad julemanden og græd. Hans store krop rystede, og det lange hvide skæg var vådt af tårer.
”Åh, nej, nej. Hvad skal jeg gøre. Nintendoer, racerbaner og sminkedukker. Jeg får aldrig råd,” hulkede han.
Nissen slog ud med armene.
”Sådan har han siddet den sidste måned.”
Eva lagde en hånd på julemandens skulder.
”Så, så. Hvad er der galt?” sagde hun.
"Det er børnene,” græd julemanden.
”De bliver så skuffede. De får ikke det, de ønsker sig for jeg har ikke råd til at købe det.”
”Så må du jo give dem noget andet,” sagde Anton.
”Give dem noget andet?”
Julemanden så forundret på Anton.
”Ja, hvis du ikke kan give dem nintendoer, racerbaner og sminkedukker, så må du jo give dem noget andet.”
Julemandens læbe begyndte at bæve igen. ”Men hvis jeg giver dem computerspil eller dukker, så koster det også penge,” sagde han.
”Ja, men så må du jo give dem noget, der ikke koster penge. Eller i hvert fald ikke så mange. Giv dem historier. Eller julekager. Giv dem lege,” foreslog Anton.
Nu holdt julemanden op med at græde.
Et øjeblik så han på Eva og Anton. Så klappede han i hænderne.
”Det gør vi. Vi bager kager. Og samler på lege. Sjove lege, man har glemt at lege. Og nye lege, vi selv finder på. Ståtrold, vinkeskjul, præstens gris. Antonius, sænke-slag-skibe og gulerodsstafet. Hviskeleg, konkylieleg og ”Hund, der er en, der har taget dit kødben.” Og så skriver vi hvordan, man leger legen, og lægger legeopskriften ind i kagen. Så børnene får en kage med en leg i. Og vi sørger selvfølgelig for, at hvert barn får en leg, de ikke kender i forvejen.”

*
Da Eva og Anton lidt efter vinkede farvel til julemanden, var der vild aktivitet i salen. Nogle nisser var allerede gået i gang med at finde nødder frem fra køkkenskabene. Andre var begyndt at prøvelege.
”Gad vide, hvad for en leg, vi får,” sagde Eva, da de igen sad i kanen med tæpper over sig.
”Måske Julemandens-kane-leg hvor man leger, at man flyver hen over byen,” foreslog Anton. Men den leg kendte de jo allerede, selv om det slet ikke var en leg, men virkelighed, da de lidt efter igen fløj hen over Valbys tage.
”Farvel og tak,” sagde nissen, da han havde sat dem af i haven. ”Skønt at I kunne hjælpe julemanden.”
Med armene om hinanden gik Eva og Anton ind i huset, og her ventede der et syn, der var næsten lige så slemt som den grædende julemand. Hen over køkkenbordet lå farmor og hulkede. Nu duftede der ikke længere af æbleskiver, men af brændte æbleskiver. Og på panden lå nogle kolde, sorte klumper.
”Det lykkes aldrig. Det lykkes aldrig at få en perfekt jul,” sagde farmor.
”Nej,” sagde Anton, ”det har du ret i. Det lykkes aldrig at få en perfekt jul. Men se her.”
Han tog det krus ned fra hylden, som han sidste år malede til farmor. Hanken var lidt skåret, og det havde den allerede været, da farmor pakkede den ud af papiret.
”Er denne her perfekt,” spurgte han.
”Nej,” sagde farmor, ”men jeg elsker den kop. Det er altid den, jeg drikker min morgenkaffe af.”
”Der kan du bare se,” sagde Anton. ”Det behøver ikke at være perfekt for at være godt. Så slap af, farmor. Selv om julen aldrig bliver helt, som du planlægger den, bliver den alligevel god. Og vi elsker at holde den sammen med dig.”

Baggrunden for historien
Giv dit bud på en julehistorie, så sammensætter forfatter Maria Rørbæk ideerne til én fortælling. Sådan lød opfordringen for nogle uger siden til Valby-bladets læsere. Her følger de tre input fra Valby-børn, der er kogt sammen til julehistorien:
Kristoffer, 10 år: Der skal være en klodset person med i historien, som vil have en perfekt julestemning, hvor alt bare er helt fint og fungerer.
Alberte, 5 år: Der skal være noget om nogle børn, der danser rundt om et juletræ. Da de går udenfor i sneen begynder de at fryse, fordi de troede, at det var sommer.
Maja, 5 år vil gerne høre en historie om, hvordan julemanden får gaverne. Hver gang folk får penge på arbejdet kommer der en kopi af pengene til julemanden, der så køber gaver for pengene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar