torsdag den 17. november 2011

Fødselsdagsgaven

”Til din fødselsdag får du den mest fantastiske gave.”
Onkel Ulf smilede hemmelighedsfyldt.
Han var den mærkeligste mand i Emils familie. For det første fordi han havde et kæmpestort viltert hår, der stod ud til alle sider. For det andet fordi han altid tog på lange rejser og gravede i jorden for at finde ting fra fortiden.
”Hvad er det,” spurgte Emil.
”Vent at se. Du bliver glad for det.”
*
Aftenen før fødselsdagen kunne Emil ikke sove. Han lå og vendte og drejede sig i sengen. Ville han mon få den dinosaurus-plakat, han ønskede sig? Og dinosaurus-duplo´et og dinosaurus-spillet?
”Ding, dong, dinosaurus. Kan du ikke ønske dig andet end dinosaurusser,” havde hans storesøster Maja spurgt, da hun så hans ønskeliste.
Men nej, Emil ønskede sig faktisk ikke andet end dinosaurusser. Dinosaurusserne var de sejeste, fedeste, mest fantastiske dyr, og det var bare ærgerligt, at de var uddøde for mange millioner af år siden. Ellers ville han have ønsket sig en rigtig levende én, som han kunne have som kæledyr.
’Åh, nej jeg falder aldrig i søvn. Det bliver aldrig morgen,’ tænkte Emil – og så hørte han fødselsdagssangen: ”I dag er det Emils fødselsdag, hurra, hurra, hurra.”
Han åbnede øjnene og så mor, og far og Maja stå med hver sit flag. Og bag dem stod også hans storebror Gustav og onkel Ulf med et listigt smil om munden.
Far og mor og Maja og Gustav holdt hver en gave i hånden. Onkel Ulf viftede bare med sine tomme hænder.
”Har du ikke nogen gave til mig,” spurgte Emil skuffet.
”Jo,” sagde onkel Ulf. ”Men den er hemmelig. Top hemmelig.”
*
Først om aftenen fik Emil gaven fra onkel Ulf. Det var da han var blevet puttet og lå i sengen og tænkte på, hvor dejlig dagen havde været.
”Bank, bank,” sagde onkel Ulf, inden han åbnede døren og kom ind. I hånden holdt han en gave i grønt papir med sølvstjerner på.
”Luk op,” sagde han. ”Men forsigtig.”
Emil tog gaven og mærkede, at den var kold som is. Han lirkede papiret af og så lige ned på… En skotøjsæske. Med et billede af et par vinterstøvler.
”Det er da ikke spændende,” udbrød Emil. ”Et par vinterstøvler.”
”Luk op. Helt op,” sagde Ulf og så løftede Emil låget af. Skotøjsæsken var fyldt med vat, og midt i vattet lå et stort, hvidt æg.
”Et æg?! Hvad skal jeg med et æg,” spurgte Emil.
”Det er et dinosaurus-æg. Et vaskeægte dinosaurus-æg,” svarede onkel Ulf. ”Det har været frosset ned i mange millioner år. Jeg fandt det på Grønland. I isen, og så har jeg haft det i en frostboks lige siden.”
”Men, men, hvad skal jeg med et dinosaurus-æg,” spurgte Emil.
”Klække det ud, selvfølgelig. Der kommer en rigtig dinosaurus ud af ægget, når bare det bliver varmt. Og det er jo allerede i gang med at tø op. Bare vent et par dage. Men du må ikke fortælle det til nogen, for faktisk måtte jeg ikke tage ægget. Jeg skulle have afleveret det til min chef, så han kunne have givet det til Zoologisk Museum, men jeg ved jo hvor højt du elsker dinosaurusser.”
Ulf skubbede skotøjsæsken med ægget ind under sengen.
”Sådan. Her ligger det fint. Og husk: Fortæl det ikke til nogen.”
*
De næste par dage løb Emil op af trapperne, så snart han kom hjem fra børnehaven. Så flåede han døren op til værelset, hev skotøjsæsken ud fra sengen og kiggede ned på ægget.
Der skete ikke noget.
Ægget blev bare ved med at ligge i vattet. Helt og fint og hvidt.
Men en dag så det alligevel anderledes ud.
Der var kommet en lang, sort revne i toppen af ægget.
Emil blev så ivrig, at han lige var ved at kalde på Maja. Så huskede han, hvad onkel Ulf havde sagt: ”Fortæl det ikke til nogen.”
Den sorte revne i ægget blev længere. Og så kom der en sprække mere på den anden led. Og en til. Emil kæmpede for at holde et brøl tilbage. Så gik der hul på ægget, og en lillebitte dinosaurus kom til syne. Med en lang hals og et lille hoved på toppen. Den virrede med hovedet, så æggeskallen dryssede ned i vattet.
Nu kunne Emil ikke længere holde begejstringen tilbage.
”En langhals! Hej langhals,” råbte han.
”Hvad sker der?”
Emil kunne høre Maja råbe nede fra stuen. Hendes fødder løb hurtigt op af trappen, og Emil skyndte sig at skubbe æsken tilbage under sengen.
”Hvad sker der? Hvorfor råbte du langhals,” spurgte Maja, da hun var kommet ind på værelset.
”Jeg råbte da ikke langhals. Jeg råbte… jeg råbte… jeg råbte sanghans,” sagde Emil. ”Jeg råbte sanghans, fordi jeg fik øje på en fugl ude i haven. En fugl, der har så lang en hals og så smuk en sang, at jeg kalder den sanghans.”
Maja stirrede mistroisk på Emil. ”Jeg synes nu, du sagde langhals,” sagde hun.
*
Da Maja var gået, hev Emil skotøjsæsken ud.
Denne gang hviskede han:
”Hej langhals.”
Den lille dinosaur virrede med hovedet. Frem og tilbage. Den havde små sorte øjne, der kiggede på Emil.
”Er du mon sulten, lille ven,” spurgte Emil. Der lå en pose lakridser på bordet, og han rakte den ene til langhalsen. Forsigtig tog den en lille bid, og spyttede det så ud med et hvæs.
Så gik døren op. Ind kom Maja.
”Ha! Jeg vidste du sagde langhals,” sagde hun. Et kort øjeblik lyste triumfen i hendes øjne. Så ændrede blikket sig til ømhed.
”Nej, hvor er den bare sød. Og den er levende,” sagde hun.
”Ja, men du må altså ikke fortælle det til nogen. Ikke til nogen som helst, for så går det galt for onkel Ulf. Han måtte slet ikke tage den til mig,” fortalte Emil.
”Sådan nogen dinosaurusser spiser planter. Det har jeg lært i skolen,” sagde Maja. Hun gik og kom lidt efter tilbage med gulerødder, agurk og salatblade.
”Vi må se, hvad den bedst kan lide,” sagde hun – og det var ikke svært at gætte. Langhalsen gnaskede løs af salaten, men rørte hverken gulerødder eller agurk. Da den var færdig, kravlede den ud af skotøjsæsken og begyndte at spise af Emils potteplante.
”Hov, hov, stop. Det er ikke meningen,” sagde Emil, men dinosaurussen forstod jo ikke et ord af, hvad han sagde.
Gumle, gumle, gnaske, gnaske. Snart var der ikke mere potteplante tilbage, og i stedet begyndte dinosaurussen at bide i Emils grønne lagen og hans grønne strømper, der lå smidt i et hjørne på gulvet.
”Nej, nej, stop, stop,” sagde Emil og prøvede at hive fat i dinosarussen, men så begyndte den bare at æde ærmet på hans grønne bluse.
”Hent noget mere salat, Maja,” sagde Emil desperat, men Maja rystede bare på hovedet.
”Der er ikke mere. Jeg har allerede taget det hele. ”
”Så køb noget mere. Her. Tag min lommepenge.” Emil kastede en lille pung til Maja, og så løb hun af sted. Imens begyndte dinosaurussen at gnaske i alle de grønne bøger, der stod på reolen. Heldigvis var Maja lynhurtig, og lidt efter kom hun tilbage med et bjerg af salat. Og så faldt dinosaurussen endelig til ro og nøjedes med at æde af det.
*
Lidt efter kaldte Maja og Emils mor nede fra køkkenet.
”Maaaaa-aaaaa-aaaaaa-dddddd! Kom nu børn!”
Emil klappede langhalsen på hovedet.
”Bliv her lille ven. Og spis nu ikke andet end salaten.”
Nede i køkkenet spiste begge børn lynhurtig aftensmad.
”Man skulle tro I var i gang med computerspil og ville spille videre,  men I har jo ikke noget computerspil oppe på værelset,” sagde deres mor forundret.
”Nej, vi er bare i gang med en sjov leg. Og mor? Må jeg prøve noget sjovt i aften. Må jeg prøve at Maja putter mig,” spurgte Emil, for han var kommet i tanker om, at det ikke var særlig smart, at hans mor puttede og opdagede dinosaurussen.
Da de havde spist gik de op igen.
”Åh, nej,” sagde Emil, da han havde åbnet døren og kigget ind på værelset. For overalt lå små sorte, runde kugler. På gulvtæppet, i sengen og oven i legetøjet.
”Lort. Den har lavet lort,” sagde han fortvivlet.
Og så måtte han og Maja i gang med at fjerne de små kugler. Salatbjerget var svundet ind til ingenting, og dinosaurussen begyndte igen at gumle på Emils grønne sokker.
”Vi må have fat i noget mere salat til den,” sagde Emil.
”Ja, men har du flere penge,” spurgte Maja.
”Næh,” sagde Emil. Nu begyndte dinosaurussen at æde hans grønstribede dynebetræk.
”Så må vi bruge mine lommepenge,” sagde Maja og strøg afsted igen. Lidt efter lå der endnu en dynge salat på gulvet, og dinosaurussen faldt igen til ro.
”Det går ikke,” sagde Maja. ”Du kan altså ikke have en hemmelig dinosaurus på værelset.”
Emil nikkede. ”Du har ret, men hvordan kommer jeg af med den?”
*
Lidt efter faldt dinosarussen heldigvis i søvn. Maja og Emil lagde den tilbage i skotøjsæsken, som de skubbede ind under sengen.
”Vi må have fat i onkel Ulf,” sagde Maja. ”Når far og mor sover, må vi stå op og ringe til ham.”
Og sådan blev det. Da hele huset var mørkt og stille, stod de op og listede ned i stuen. Ved telefonen havde mor en bog med telefonnumre, og Maja bladrede den igennem.
”Her er det! Onkel Ulf,” sagde hun og tastede nummeret ind på telefonen. Der var bare ingen, der svarede.
”Åh, nej,” sagde Maja, ”han skulle jo til Afrika og arbejde. Det fortalte han til din fødselsdag.”
*
De næste par dage var rent kaos. Maja og Emil brugte al deres tid på at skaffe salat til langhalsen. Da de havde brugt alle lommepengene, måtte de skaffe flere penge, og de skiftedes til at finde flasker og til at holde øje med langhalsen og forhindre den i at spise alle Emils grønne ting. De havde også travlt med at fjerne små lorte og hælde dem ud i toilettet.
”Sikke I leger inde på det værelse. Måske skulle jeg være med,” sagde mor.
”Nej, nej, mor. Du skal bare læse avis. Det er jo vigtigt, så du kan følge med i, hvad der sker i verden,” sagde Emil. Mor så forundret på ham. Det plejede hun altid selv at sige, når Emil og Maja spurgte om, hun ikke ville være med til at spille spil eller læse historier.
”Nå, men så putter jeg dig i hvert fald i aften. Og synger sange for dig.”
”Nej, nej, mor. Det skal du ikke. Mig og Søren henne i børnehaven har en konkurrence om, hvem der kan blive puttet flest gange af deres storesøster, og jeg vinder, hvis bare du giver Maja lov til at putte,” sagde Emil. Mor måtte for alt i verden ikke komme ind på værelset og opdage dinosaurussen.
*
Først når dinosaurussen endelig faldt i søvn, kunne Emil slappe af. Men så var han selv så træt, at han faldt i søvn med det samme.
En nat vækkede Maja ham.
”Emil, du skal vågne. Jeg har en ide,” sagde hun.
Emil tvang sig til at åbne øjnene, sel v om han var træt og hellere ville sove.
”Zoologisk Have. Vi må have dinosaurussen over i Zoologisk Have. Så er der nogen andre, der kan tage sig af den, og ingen behøver at få at vide, at onkel Ulf tog ægget.”
Nu var Emil lysvågen.
”God ide.”
*
Heldigvis sov dinosaurussen i skotøjsæsken, og Emil vidste, at det var det helt rigtige tidspunkt at tage af sted. Uden for var der buldrende mørket, men Maja tog en lommelygte.
”Der er jo heldigvis ikke særlig langt til Zoologisk Have herfra hvor vi bor,” sagde hun.
 Maja og Emil småløb ned af villavejen og over den store gade, der førte hen til Zoologisk Have. Da de nåede til porten ind til haven, stoppede de.
”Så, Emil, sig farvel til langhals,” sagde Maja, og så gav Emil den lille dinosaurus-unge et ordentligt smækkys. Den virrede med hovedet og så på ham med sin små, plirrende øjne.
”Og så får den en ordentlig dynge salat, så den ikke bliver sulten.” Maja hældte salatbladene ned i skotøjsæsken, mens hun snakkede. Så kiggede hun sig for. Til højre og til venstre. Der var ikke et menneske og ikke en bil.
”Farvel langhals,” sagde Maja og begyndte at gå.
Emil fik en klump i halsen.
”Farvel langhals,” sagde han.
Da de kom hjem ringede Maja på telefonen.
”Hvem ringer du til,” spurgte Emil.
”Til direktøren for Zoologisk Have. Så han kan hente langhals,” svarede Maja.
*
Næste morgen var historien om dinosaurussen i alle medier.
”Verdenssensation i Valby. En levende dinosaurus blev fundet uden for Zoologisk Have i nat. Den lever i bedste velgående og er nu flyttet ind i Zoologisk Have, hvor den spiser enorme mængder af salat,” sagde en mand i tv´et.
Maja og Emil så på hinanden og smilede. 
”Pyha,” sagde Maja, ”vi klarede det. Langhals har det godt. Onkel Ulf får ikke ballade, og vi slipper for at skulle skaffe enorme mængder salat og fjerne lort i lange baner.”
*
Da onkel Ulf kom hjem fra Afrika, fortalte de ham hele historien.
”Pyha, det var noget værre noget, men I klarede det da meget godt,” sagde han. Og så gav han Emil en ny gave.
”Det er en fantastisk gave.  Du bliver glad for den,” sagde han – og det gjorde Emil lidt nervøs. For hvad kunne det mon være?
Da han havde flået papiret af, smilede onkel Ulf bredt.
”Værsgo! Et årskort til Zoologisk Have. Så kan du besøge Langhals lige så tit du vil.”
Og det gjorde Emil. Han besøgte Langhals hver uge, og han så, hvordan han voksede og voksede og til sidst blev en kæmpestor dinosaurus.
”Pyha, langhals, du kunne altså ikke have boet under min seng altid. Men det er godt at se, at du har det godt,” sagde Emil.
Og så kiggede langhalsen på ham. Virrede med hovedet og plirrede med øjnene, som om han ville sige:
”Nej, du har ret. Jeg kunne ikke bo under din seng. Men du har ret. Det er godt, at jeg har det godt.”


Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar