”Hvem er egentlig din bedste ven, Mia-Lucca?”
Mormor stod ved køkkenbordet og havde hænderne fulde af bolledej.
”Det ved jeg ikke,” svarede Mia-Lucca. ”Jeg har mange venner. Mille, Sine, Sofie og Sofie B. Vi går alle sammen i den samme børnehave. Vi har alle sammen den samme gård at lege i. Vi er alle sammen fem år. Og vi er alle sammen venner.”
Mormor hældte mere mel ud på køkkenbordet.
”Fortæl om dem,” sagde hun.
Og så begyndte Mia-Lucca:
Mormor stod ved køkkenbordet og havde hænderne fulde af bolledej.
”Det ved jeg ikke,” svarede Mia-Lucca. ”Jeg har mange venner. Mille, Sine, Sofie og Sofie B. Vi går alle sammen i den samme børnehave. Vi har alle sammen den samme gård at lege i. Vi er alle sammen fem år. Og vi er alle sammen venner.”
Mormor hældte mere mel ud på køkkenbordet.
”Fortæl om dem,” sagde hun.
Og så begyndte Mia-Lucca:
”Mille er min sjove ven, Sine er min seje ven, Sofie er min søde ven og Sofie B… Sofie B er bare min gode ven.”
”Fortæl mig om Mille,” sagde mormor.
”Fortæl mig om Mille,” sagde mormor.
*
Mille boede i en lejlighed, der på en måde var magen til Mia-Luccas, og så var den alligevel helt anderledes. Den var fuld af mærkelige ting. På væggene var der masker fra fremmede lande, og i stuen stod et kæmpe dukketeater. I stedet for en seng sov Mille i en gammel robåd med en madras i bunden.
”Ship O´høj! Lad os tage på eventyr,” sagde Mille altid, når børnehavevennerne var på besøg, og så sejlede de til fremmede lande. Sri Lanka, for eksempel. Og Cuba og Marokko.
”Pas på! Der kommer sørøvere,” kunne Mille finde på at råbe, og selv om der ikke var nogen, var det alligevel som om, der var.
”Ro til! Ro, ro, alt hvad du kan. Ellers indhenter de os,” skreg Mille, og så roede Mia-Lucca alt hvad hun kunne med åren, der var en stor grydeske.
”Ro til! Ro, ro, alt hvad du kan. Ellers indhenter de os,” skreg Mille, og så roede Mia-Lucca alt hvad hun kunne med åren, der var en stor grydeske.
”Når vi er hjemme ved Mille, ved vi aldrig, hvad der sker. Hun finder på alt muligt skørt,” fortalte Mia-Lucca.
”Sidste gang fandt hun for eksempel på, at vi skulle spise pizza ude på badeværelset. Så fik vi lov til at tage et bord derud, og sidde med lommelygter. Og så var det ligesom om, at vi var nogle rigtige voksne, der havde middagsselskab.”
Mormor smilede til Mia-Lucca.
”Hun lyder sjov, hende Mille, hvad så med Sine?”
”Sidste gang fandt hun for eksempel på, at vi skulle spise pizza ude på badeværelset. Så fik vi lov til at tage et bord derud, og sidde med lommelygter. Og så var det ligesom om, at vi var nogle rigtige voksne, der havde middagsselskab.”
Mormor smilede til Mia-Lucca.
”Hun lyder sjov, hende Mille, hvad så med Sine?”
*
Sine var hurtig. Den hurtigste i børnehaven. Og modig. Hun var den, der turde klatre allerhøjest op i træerne.
”Og engang var der lige ved at ske noget rigtig slemt for mig, men så redede Sine mig,” fortalte Mia-Lucca.
Det var engang, hvor hun havde fået lov til at lege nede i gården. Det var efterår, og ret mørkt, og der var nogle store drenge, der kiggede på Mia-Lucca på sådan en mærkelig måde.
Det var engang, hvor hun havde fået lov til at lege nede i gården. Det var efterår, og ret mørkt, og der var nogle store drenge, der kiggede på Mia-Lucca på sådan en mærkelig måde.
Sine var lige gået ind i lejligheden for at tisse, så Mia-Lucca sad alene tilbage på gyngen.”
”Har du nogen sinde set en rotte,” spurgte en af de store drenge pludselig. ”Har du nogensinde set en stor fed, klam rotte med en ulækker lang rottehale?”
”Nej,” sagde Mia-Lucca, ”og det har jeg heller ikke lyst til.”
”Nå, men der er en stor fed klam rotte i cykelskuret. Og nu fanger vi dig, og putter dig derind,” sagde drengen.
Mia-Lucca så på mormor.
”Du kan nok gætte, at jeg blev bange, mormor, for det var nogle store drenge. Meget større end mig. Så jeg begyndte at løbe. Over mod den dør, der fører lige op til Sines lejlighed. Jeg skreg: ’Hjælp! Hjælp, Sine,’ men jeg vidste ikke rigtig, hvordan Sine skulle kunne hjælpe mig, for hun er jo også kun fem år, og de drenge dér, de var nok ti… Men så gik døren pludselig op. Ud kom et monster. Med det klammeste, uhyggeligste ansigt. Monstret skreg og løb hen imod drengene, og så var det dem, der blev bange. De flygtede ud af vores gård. Jeg blev også bange, men så tog monstret hovedet af. Det var en monstermaske, og inde bag den var Sines ansigt. Der grinede.”
Mormor smilede.
”Det må jeg sige. Så Sine er sej. Og hvad så med Sofie?”
”Nej,” sagde Mia-Lucca, ”og det har jeg heller ikke lyst til.”
”Nå, men der er en stor fed klam rotte i cykelskuret. Og nu fanger vi dig, og putter dig derind,” sagde drengen.
Mia-Lucca så på mormor.
”Du kan nok gætte, at jeg blev bange, mormor, for det var nogle store drenge. Meget større end mig. Så jeg begyndte at løbe. Over mod den dør, der fører lige op til Sines lejlighed. Jeg skreg: ’Hjælp! Hjælp, Sine,’ men jeg vidste ikke rigtig, hvordan Sine skulle kunne hjælpe mig, for hun er jo også kun fem år, og de drenge dér, de var nok ti… Men så gik døren pludselig op. Ud kom et monster. Med det klammeste, uhyggeligste ansigt. Monstret skreg og løb hen imod drengene, og så var det dem, der blev bange. De flygtede ud af vores gård. Jeg blev også bange, men så tog monstret hovedet af. Det var en monstermaske, og inde bag den var Sines ansigt. Der grinede.”
Mormor smilede.
”Det må jeg sige. Så Sine er sej. Og hvad så med Sofie?”
*
”Sofie er den mest hjælpsomme ven, du kan forestille dig,” sagde Mia-Lucca.
Dengang Mia-Lucca ikke kunne finde den dukke, hun havde taget med til legetøjsdag i børnehaven, var det Sofie, der hjalp med at lede – og fandt den bag den store pude i puderummet. Og da Mille faldt ned fra rustchebanen, var det Sofie, der pustede på hende, indtil der kom en voksen. Og da Sine græd fordi, hun havde tabt et smykkeskrin, der gik i stykker med et ordentligt klir, ja, så var det Sine, der fik hende til at smile igen.
Mia-Lucca smilede til mormor.
”Sine fortalte nemlig en rigtig god vittighed, vil du også høre den?”
Det ville mormor gerne.
Mia-Lucca smilede til mormor.
”Sine fortalte nemlig en rigtig god vittighed, vil du også høre den?”
Det ville mormor gerne.
”Hvad kommer efter tyve,” spurgte Mia-Lucca.
”Enogtyve,” svarede mormor.
”Nej,” sagde Mia-Lucca og grinede over hele hovedet. ”Politiet!”
”Enogtyve,” svarede mormor.
”Nej,” sagde Mia-Lucca og grinede over hele hovedet. ”Politiet!”
*
Mormor formede dejen til boller og satte dem på en plade.
”Og Sofie B? Hvad så med Sofie B,” spurgte hun.
Mia-Lucca smilede hemmelighedsfyldt.
Mia-Lucca smilede hemmelighedsfyldt.
”Sofie B er god at snakke med,” sagde hun.
”Jeg kan fortælle alt til Sofie B. I går fortalte jeg Sofie B noget, der er en stor, stor hemmelighed, og jeg er sikker på, at hun ikke fortæller det til nogen.”
”Hvad var det,” spurgte mormor.
Mia-Lucca grinede.
”Åh, altså mormor. Det er jo en hemmelighed, så det kan jeg da ikke sige.”
Mormor satte pladen med boller ind i ovnen.
Mormor satte pladen med boller ind i ovnen.
”Du er heldig, Mia-Lucca, du har både en sjov ven, og en sej ven, og en sød ven, og en ven, du altid kan stole på. Og ved du hvad? Der er 16 boller i ovnen, og vi er jo kun to, så skal vi ikke ringe til alle dine venner og spørge om, de vil komme og spise boller?”
Det ville vennerne gerne, og lidt efter sad de alle sammen rundt om køkkenbordet og spiste boller med enten syltetøj eller nutella.
”Ved I hvad,” sagde Mia-Lucca.
”I er mine bedste venner. Mine allerbedste venner.”
Tak til Mia-Lucca på fem år, der gerne ville høre en historie om Mia-Lucca, Sine, Mille, Sofie og Sofie B. Historien skulle handle om, at de er venner.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Jeg har også mange venner❤
SvarSlet