lørdag den 2. marts 2013

Red dinosaurerne

Min papbror Uzair græd, da vi var på eksperimentariet og se dinosaurusudstillingen.
”Døde de så? Døde de så alle sammen, da den der meteor faldt,” spurgte han.
Hans far, der altså er min papfar, nikkede.
”Ja, min dreng, det gjorde de.”
Min mor fandt en pakke med papirlommetørklæder frem fra tasken.
”Så, så, Uzair,” sagde hun, ”det er jo så længe siden. Flere millioner år.”
”Ja og hvad så,” sagde Uzair, ”de var så søde. Langhalsene. Og svømmerne. Og skarptænderne.”
Her brød min lillesøster Grethe ind.
”Ikke skarptænderne, Uzair. De var ikke spor søde. De åd alt, hvad de kunne komme til at æde.”
”Ja,” sagde jeg, ”og nu kunne jeg altså også godt æde noget. Skal vi ikke gå op i cafeteriet?”
Jeg tror, vi alle sammen syntes, det var spændende at se de der dinosaurusser på eksperimentariet. Selv om vi selvfølgelig godt vidste, at det ikke var rigtige dyr, men maskiner, var det næsten som om, vi havde set nogle ægte dinosaurusser. Og den store film på det runde lærred viste, hvordan det hele blev ødelagt, da en kæmpestor ildsprudende meteor faldt ned fra himlen. Men Uzair syntes ikke bare, det var spændende. Han syntes, det var ekstremt spændende.
Og sørgeligt.
”Det er bare så trist, at de alle sammen døde,” sagde han, da vi sad og spiste aftensmad.
”Jeg ville bare så gerne have set en langhals. Eller en svømmer. Eller en skarptand.”
Grethe vendte øjne af ham.
”Ikke en skarptand, Uzair. Så fat det dog. En skarptand havde gjort en ende på dig. Den er meget større og stærkere end dig. Og den har meget skarpere tænder.”
Hendes ord lød ikke til at gøre indtryk. Uzair sad bare med et drømmende udtryk i øjnene. Og næste dag skrev han uden på sin mappe til skolen:
’Red dinosaurerne.’
”Hvordan har du tænkt dig at gøre det,” spurgte jeg. ”Dinosaurusserne uddøde jo for flere millioner år siden.”
Uzair smilede bare hemmelighedsfuldt.
”En tidsmaskine, Nikolaj, en tidsmaskine.”
”Og hvordan har du så tænkt dig at bygge en tidsmaskine, Uzair. Du kan ikke engang finde ud af at lappe en cykel.”
”For det første kan jeg godt finde ud af at lappe en cykel. For det andet har jeg jo min onkel. Min onkel Umair.”
Uzairs onkel Umair boede i en lejlighed tæt på os. Han havde sin egen taxa, men han var ikke nogen helt almindelig taxachauffør. Umair var videnskabsmand, men ikke nogen helt almindelig videnskabsmand. Fordi han ikke kunne få arbejde på noget universitet i Danmark, havde han i stedet indrettet hele sin lejlighed til et videnskabeligt laboratorium. Der var en seng og et køleskab ligesom i de fleste andre lejligheder, men ellers lignede Umairs lejlighed ikke nogen anden lejlighed, jeg havde været i. Overalt var der ledninger og skruer og jernpigge og metaldele og urer og tandhjul og alt muligt andet, som onkel Umair brugte til at bygge med.
”Har Umair bygget en tidsmaskine,” spurgte jeg. ”En ægte tidsmaskine?”
”Jep,” sagde Uzair, ”og mere end det. Han har bygget det, vi skal bruge for at redde dinosaurusserne. Kom så skal du se.”
Grethe kiggede op fra det blad, hun sad med.
”Jeg vil også med.”
Det var søndag, så ingen af os skulle i skole.
Vi sagde farvel til vores forældre og cyklede over til Umair.
”Jeg tror ikke på det,” sagde jeg, mens vi løb op af trapperne. To trin for hvert skridt. ”Man kan ikke bygge en tidsmaskine.”
”Umair kan,” sagde Uzair.
”Kom ind, kom ind,” sagde Umair, da han åbnede døren.
”I kommer lige i rette tid. Alt er klar.”
Midt på stuegulvet stod den mærkeligste maskine, jeg nogensinde havde set.
Den var firkantet, og lignede nærmest en kæmpestor jernkasse med hundrede ure på siden og en blinkende lampe i toppen. På den ene side var en lang metalarm med jernpigge for enden, og på en anden et tykt rør, der mindede om noget på en kanon. Bag på hang en lang krog, som man nok kunne hænge noget fast på.
”Vil I med ind og prøve,” spurgte Umair.
Jeg mærkede et sug i maven.
Var det nu klogt?
Men da de andre begyndte at råbe, råbte jeg også med:
”Ja-a-a-a-a!”
Umair åbnede døren til kassen. Der var fire sæder med et sikkerhedsbælte til hver.
”Hvad for en tid skal vi tilbage til,” spurgte Umair.
”Dinosaurus-tiden, selvfølgelig,” svarede Uzair, ”og husk nu det, vi havde aftalt. Er det klar?”
”Ja, ja,” sagde Umair med et bredt grin, ”jeg har sørget for det hele. Den kan det hele. Og se der: Jeg har også en kasse med ekstra udstyr.”
Umair sad på forsædet ved siden af en lang række knapper i forskellige farver. Der var også et stort rat.
”Klar, parat til start,” sagde Umair og trykkede på den røde knap. 
DYYYYYYTTTTTT, sagde det med en lyd, der var så høj, at alle måtte holde sig for ørerne. Maskinen rystede frem og tilbage. Jeg er ellers ikke nogen pivskid, men uden at tænke over det, greb jeg Grethes hånd og holdt godt fast. For hendes skyld, selvfølgelig.
Efter nogle minutter stod maskinen stille.
”Så er vi fremme,” sagde Umair og åbnede døren.
Vi var ikke længere i Umairs lejlighed, men oppe på en grøn bakketop med udsigt til flere bakker, en skov og en stor stenborg. I skovbrynet kom en mand ridende med rustning og sværd.
”Ups,” sagde Umair, ”vi er vist kommet det forkerte sted hen.”
Han lukkede døren og trykkede på den orange knap.
BÅÅÅÅÅTTTTTT, sagde det. Igen holdt alle sig for ørerne, mens maskinen rystede, og denne gang var det Grethe, der fangede min hånd.
Da maskinen stod stille, åbnede Umair døren.
En iskold vind slog imod os. Uden for maskinen var alt dækket af is og sne.
”Ups,” sagde Grethe, ”vi er gået forkert igen. Det her må være istiden.”
”Bare rolig,” sagde Umair, ”det er en del af planen.”
Op fra udstyrskassen tog han en kæmpestor motorsav.
”Det er en issav,” sagde han og tændte.
BRRRRRRRRRRRRDDDDDDRRRRRRRRRR
Mens saven brummede udskar han noget, der nok må være verdens største isterning: En isblok på størrelse med et hus.
Bagefter hægtede han den fast bag på maskinen.
”Sådan! Og så til dinosaurus-tiden!”
Umair trykkede på den lyserøde knap.
FAAAANIIIIIOOOOONIIIIAAAAANIIIIIAAAAAANIIIII!!!
Denne gang var det en varm vind, der slog os i møde, da Umair åbnede døren. Ude foran var der helt grønt. Vi var omgivet af grønne planter, der voksede højt og lavt. Mellem alt det grønne, var der kun en lille klat himmel at se, og midt på den så jeg en sort plet.
”Hvad i alverden… Har I set, det der,” spurgte jeg.
Grethe nikkede alvorligt.
”Meteoren,” sagde hun, ”Det må være meteoren.”
Uzair nikkede og så på Umair.
”Har du så det, vi skal bruge?”
”Næsten. Vi mangler bare lige dem her.”
Umair fiskede et par brede metalvinger frem fra udstyrskassen.
”Hjælp mig lige med at skrue dem på. Men hurtigt. Før isen smelter.”
”Hvad skal de bruges til,” spurgte jeg.
”Det får du at se. Vi skal jo redde dinosaurerne,” svarede Umair.
Vi stod med hver vores skruetrækker og baksede, da Grethe pludselig begyndte at skrige.
”Skarptænder.”
Så opdagede jeg dem også.
Nu så det nu ud som om, det var os, der havde brug for at blive reddet. Fra dinosaurerne.
De var store som elefanter. Og de kom lige imod os.
”Jeg har våben med,” råbte Umair og løb hen til udstyrskassen i maskinen.
”Her! Grethe, du tager spyddet. Vi andre tager sværdene.”
Han kastede et blankslebent sværd til mig. Det lignede mere noget, man kunne have brugt i riddertiden.
Skarptænderne kom tættere og tættere på. De dundrede lige imod os med blottede tænder.
Den første åbnede sit gab.
Hakkede hovedet lige ned mod Uzair.
”Pas på,” skreg jeg.
Så svingede Uzair sit sværd.
Med en klirren faldt hele rækken af tænder ud.
Uzair skulle lige til at hugge hovedet af den.
”Nej,” skreg Umair, ”lad ham leve. Han kan ikke gøre noget uden tænder.”
Så kom den næste skarptand. Også lige hen mod Uzair. Det var en tyrano med kæmpe kløer.
”Hak tænderne igen,” skreg Umair.
Men denne gang var Uzair ikke lige så hurtig.
Skarptanden fik fat i hans tå.
”Uaaaarrhhhh,” skreg Uzair. Nu havde han kun ni tæer tilbage.
Grethe kastede spyddet. Det ramte skarptanden i ryggen. Den brøllede og stak af.
”Skrid dino´er,” råbte jeg og svingede med mit sværd.
Måske forstod de, hvad jeg sagde. I hvert fald løb de.
”Hurra, så klarede vi den. Men se, vi har ikke lang tid tilbage,” sagde Umair.
Han pegede op på himlen. Den sorte plet var blevet meget større.
”Okay, har du skruet din vinge ordentlig fast, Uzair? Og har I styr på jeres?”
Vi nikkede alle sammen.
Så smilede Umair det bredeste smil, jeg havde set ham smile.
”Okay, venner,” sagde han. ”Nu er det ikke længere en tidsmaskine. Nu er det et rumskib. Ind med jer.”
Da vi havde spændt sikkerhedsbælterne og sat en forbinding om Uzairs tå, trykkede Umair på den grønne knap.
BUUUUNNIIIIIANNNNGGGGGG!!!!
Maskinen lettede med fuld fart.
Noget knagede.
”Er det her sikkert,” spurgte Grethe.
”Ja, bare rolig,” svarede Umair.
Et jernstykke gled til side, så et vindue kom frem. Jeg kiggede ud og så hvordan skarptænderne under os blev mindre og mindre. Det mindede lidt om dengang, hele familien fløj til Spanien. Da kom vi også op i luften, men nu gik det hurtigere. Meget hurtigere.
”Vi er allerede oppe ved skyerne,” sagde Grethe.
Men rumskibet fortsatte. Højere og højere op.
”Se meteoren,” råbte Umair og pegede.
Nu var der ikke længere tale om en sort plet på himlen.
Nu kunne jeg se, at meteoren var lavet af ild.
Og den kom lige imod os.
Umairs ansigt glinsede.
”Nu kører det, børn. Nu kører det,” råbte han.
Så trykkede han på endnu en knap og drejede samtidig på rattet. Ud af ruden kunne jeg se, hvordan metalarmen bevægede sig. Med sine lange fangarme hakkede den isstykker af isblokken og proppede dem ned i kanonen.
”Og nu! Fyr,” råbte Umair.
Han trykkede på en rød knap.
BOOOOIIINNNNGGGGGG!!!!
En stor iskugle fór afsted og ramte meteoren.
”Og igen,” råbte Umair.
BOOOOIIINNNNGGGGGG!!!!
”Og nu!”
BOOOOIIINNNNGGGGGG!!!!
”Og så!”
BOOOOIIINNNNGGGGGG!!!!
Iskugle efter iskugle strøg gennem luften.
En efter en ramte de meteoren og blev opslugt af ilden.
”Det virker ikke. Der er alt for lidt is. Ilden er alt for kraftig,” skreg Grethe.
”Fyr det hele af sted på én gang,” foreslog Uzair.
”Det kan jeg ikke,” sagde Umair. ”Kanonkuglen kan kun have en lille klump af gangen.”
”Hvad gør vi så,” sagde Grethe. Hendes stemme lød bange. ”Hvad hvis meteoren rammer os?”
”Fyr dem hurtigere af sted,” sagde Uzair. ”Hvis det vælter ind med is, kan meteoren ikke smelte dem alle sammen.”
”Okay,” sagde Umair med en stemme, der også lød lidt skræmt. 
”Men så skal jeg have hjælp. Hjælp mig, Uzair.”
Det behøvede Umair ikke sige to gange. Med et sammenbidt udtryk sprang Uzair hen til instrumentbrættet.
”Jep,” sagde han, ”for vi skal jo redde dinosaurerne.”
Jeg har tit set Uzair være hurtig. Når han spiser sit yndlingsslik, for eksempel. Eller når han spiller computerspil. Men nu var han ikke hurtig, han var lynhurtig.
Hans fingre strøg hen over knapperne, mens Umair koncentrerede sig om rattet.
Og nu strøg iskuglerne af sted i en tæt strøm. En-efter-en-efter-en-efter-en.
”Se,” råbte Grethe, ”ilden går ud. Isen bremser ilden.”
Og ganske rigtigt.
De mange isklumper, der var hentet i den kolde istid, fik langsomt ilden i meteoren til at dø ud.
Til sidst var der ikke så meget som en glød tilbage.
Meteoren var bare en mørk sten, der strøg gennem universet.
”Hold jer for ørerne. Det giver et ordentligt bragt, når den rammer jorden,” sagde Umair, og lidt efter mærkede vi alle, hvordan rumskibet dirrede.
”Sådan! Den laver et ordentligt hul, der nok bliver til en kæmpe sø, men uden ild gør den ikke så meget skade. Og så overlever dinosaurerne,” sagde Umair.
Vi klappede alle sammen, men den, der klappede allermest var Uzair.
”Hurra! Hurra for dinosaurerne,” jublede han.
Jeg dunkede Uzair på ryggen.
”Sådan Uzair! Det lykkedes. Vi reddede dino´erne.”
Umair smilede.
”Jeps! Og nu er det vist tid at komme hjem!”
Vi spændte alle sammen sikkerhedsbælterne godt fast, og så trykkede Umair på den knap, der havde bragt os til dinosaurus-tiden.
Denne gang sagde det:
GNNNNNAIIIIIINNNNNNUUUB!!!!
Da maskinen stoppede, lukkede Umair os ud.
”Fantastisk! Vi er tilbage i din lejlighed,” sagde Grethe.
Et kort øjeblik troede jeg, at alt var som det plejede at være.
Så kiggede jeg ud af vinduet.
En kæmpestor langhals gik forbi.
Tak til 5-årige Emil Rørbæk Wanscher og 7-årige Maja Rørbæk Wanscher, der begge har været en stor inspiration til denne historie.  

3 kommentarer:

  1. Endnu engang tak for en spændende historie!
    - Du helt klart en af mine børns ynglings forfatter! Tak for det! :-)

    SvarSlet