mandag den 8. april 2013

Overnatningen

Hvis der var noget, Pelle havde glædet sig til, så var det at sove i børnehaven.
At overnatte, som det hed.
Sidste gang havde han været for lille. Når man kun var tre år, måtte man ikke være med, og Pelle havde bare hørt de andre fortælle om, hvor spændende det var. Om hvordan de fik popcorn efter aftensmaden og hvordan de blev puttet i puderummet.
Nu var Pelle fem år, og en af de store drenge, og nu skulle der alligevel ikke være overnatning.
”Desværre børn. Børnehaven har ikke råd i år,” havde Pædagog-Søren sagt.
Og Pelle var blevet så ked af det.
Han havde grædt og sparket efter Pædagog-Søren, men ingenting hjalp.
”Jeg er ked af det, du, men der bliver ingen overnatning i år. Måske til næste år,” havde Søren sagt. Men til næste år ville Pelle jo gå i skole.
”Så kommer jeg jo aldrig til at overnatte i børnehaven,” havde han sagt, og Søren nikkede.
”Nej, Pelle, du kommer nok aldrig til at overnatte i børnehaven.”
Men sådan skulle det ikke blive. Hvis Pelle ville overnatte i børnehaven, skulle han nok komme til det. Lige meget hvad de voksne sagde!
Og nu havde Pelle lagt en plan. En fantastisk plan…
*
Pelles far og mor var skilt, og Pelle skiftedes til at bo en uge hos den ene, og en uge hos den anden. Det var fint nok, for så slap han for at høre dem skændes, eller, det vil sige, de skændtes stadig, men mest når hans far havde glemt et eller andet.
”Troels! Pelle har jo ikke fået gummistøvler med i børnehaven,” kunne hans mor finde på at sige.
Eller:
”Troels! Hvordan kan det være, at Pelle siger, I skal i cirkus på lørdag. Pelle skal jo være hos mig, når min søster kommer fra Tyskland! Det aftalte vi for flere uger siden.”
Pelles far var ret glemsom, men han ville aldrig indrømme det, og det var den vigtigste brik i Pelles plan.
”Godnat min skat. I morgen er sidste dag, inden du skal over til mor, så i morgen laver vi pandekager,” sagde Pelles far, da han havde sunget elefantens vuggevise.
”Nej, da, far, det er da i morgen, jeg skal over til mor,” sagde Pelle. ”Det hørte jeg I aftalte. Jeg skulle komme en dag før til mor i denne uge.”
”Nå, ja,” sagde far og stoppede dynen tæt rundt om Pelle, ”det skal du da selvfølgelig. Så laver vi bare pandekager i næste uge.”
Da far havde slukket lyset lå Pelle og godtede sig.
Ha! I morgen ville hans mor tro, at han var hos hans far, og hans far ville tro, at han var hos sin mor. Og så ville han bare overnatte i børnehaven.
*
Om eftermiddagen kom det sværeste punkt i planen.
Pelle kredsede omkring det bord, hvor Pædagog-Søren sad med protokollen. Hver gang et barn blev hentet, satte han et stort kryds.
”Vi ses i morgen,” sagde Pædagog-Søren, da Sarah havde sagt farvel.
’Åh, Søren, du kan ikke blive siddende dér hele dagen,’ tænkte Pelle, for han vidste, at han skulle slå til, mens der stadig var mange børn.
Så længe det myldrede med drenge og piger i flyverdragter, ville pædagogerne ikke så nemt lægge mærke til en enkelt.
Endelig rejste Søren sig fra bænken. Med hurtige skridt gik han over mod toilet.
Pelle spejdede rundt på legepladsen. Pædagog-Pia stod med ryggen til og snakkede med nogle børn. Pædagog-Lars var slet ikke at se.
Lynhurtigt satte Pelle et stort kryds ud for hans eget navn. Det var nemt at finde, for han hedder Andersen til efternavn, og stod som det allerførste barn på listen.
Så strøg hen ned i den anden ende af legepladsen og kravlede ind under shelteret bag børnehave-huset. Det var det absolut bedste gemmested, vidste han, her blev han næsten aldrig fundet, når der var Kroneskjul.
Længe lå han på jorden og lyttede til de andre børn, der blev hentet.
”Hej, hej, Eskild. Ses i morgen,” sagde Pædagog-Søren.
”Tak for i dag Uzair.”
Til sidst var det Pædagog-Søren, der sagde farvel til Pædagog-Pia.
”Ha´ det godt. Vi ses i morgen.”
Så blev der helt stille på legepladsen. Ingen børnestemmer. Kun et par fugle, der fløjtede.
Pelle krøb ud af shelteret. Han havde aldrig før været alene på legepladsen.  
*
Pelle tog i døren til børnehaven.
Låst.
Selvfølgelig.
Pelle huskede tydeligt den morgen, hans var skulle med toget til Jylland, og de var mødt op i børnehaven før åbningstid.
”Måske kommer der en pædagog lidt før normaltid,” havde far sagt, da de stod ude foran porten og ventede. Og ganske rigtigt. Lidt efter kom Pædagog-Pia.
”Hvad Søren, I er godt nok tidligt på den,” sagde hun.
”Ja, og ved du hvad, jeg skal nå et tog, så må Pelle ikke være med til at åbne,” bad Pelles far, og jo, den var Pia med på.
”Jeg er ellers ikke meget for, at nogen skal se indgangskoden, men en fire-årig… Det går nok,” sagde hun med et smil, og så var Pelle fulgt med hen til døren, hvor Pia havde tastet en kode for at komme ind.
2-2-3-5
’Bare den stadig virker,’ tænkte Pelle, ellers ville han have et problem.
Med let rystende hænder trykkede han koden.
2-2-5-3
Der skete ikke noget.
Åh. Måske var det omvendt, tænkte Pelle og prøvede igen.
2-2-3-5
Døren gik op.
’Yes,’ tænkte Pelle. ’Yes! Jeg overnatter i børnehaven.’
*
De næste timer var ret fantastiske.
Der plejede altid at være kø til kuglebanen, og Pelle kunne aldrig få lov til at lege med den i mere end et kvarter, men nu, nu, var der ingen andre end ham. Han kunne køre kuglen igennem igen og igen og igen uden, at nogen blandede sig. Og dragterne. Løvedragten, batmandragten og brandmandsdragten. Alle sammen kunne han tage på uden, at der var nogen, der sagde: ”Hvornår er det min tur?”
Pelle hev også bilbanen ned for at lege med den, men det var blevet en lille smule kedeligt, syntes han. Det var faktisk sjovere, når der var nogen andre at lege med.
Da der var gået et stykke tid, kunne Pelle mærke maven rumle.
Derhjemme lavede hans far eller mor altid aftensmad til ham, og henne i børnehaven plejede Connie altid at stå for frokosten. Men nu var der hverken en far, en mor eller en Connie.
’Ha! Jeg kan da bare gøre det selv,’ tænkte han, og gik ud i køkkenet.
I køleskabet fandt han mel og æg, og i skabet lå nogle tomater.
’Omelet, jeg laver en omelet. Det må da være let,’ tænkte han, og gik i gang. Men lidt efter stank der brændt, og det hele var helt sort.
’Æv, så smører jeg mig bare en leverpostejsmad,’ tænkte Pelle, og det kunne han heldigvis godt finde ud af.
Nu var han træt, men det var ikke særlig sjovt at skulle i seng uden nogen til at putte. I stedet for at få kram og historier af far eller mor, lagde han sig mellem puderne, hvor han sang for sig selv.
’Nu tændes der stjerner på himlens blå, halvmånen løfter sin sabel…’

*
Pelle måtte være faldet i søvn, for pludselig vågnede han ved en lyd.
Der var nogen, der gik rundt ude på legepladsen.
’Åh, nej,’ tænkte Pelle. ’Er det røvere?’
Hans hjerte bankede.
’Og låsen. Jeg har jo ikke slået låsen til!’
Pelle gemte sig under puderne. Hvis bare han lå helt bomstille, ville de nok ikke opdage ham…
Så hørte han en stemme.
”Pelle, Pelle, er du her?”
Det var far.
Pelle skubbede puderne til side og fløj op.
”Far,” råbte han, ”far!”
Pelles far bredte armene ud.
”Lille skat, hvad i alverden laver du her,” spurgte far.
”Jeg ville bare overnatte i børnehaven. Det ville jeg så gerne,” sagde Pelle.
Far rystede på hovedet.
”Lille skat, du gav os et chok. Mor ringede for at spørge om, jeg kunne bytte på fredag, og så fandt vi ud af, at mor troede, du var hos mig, og jeg troede jo, at du var hos mor.”
Pelles far så indtrængende på Pelle.
”Jeg er så glad for at se dig, at jeg slet ikke kan skælde dig ud. Tænk hvis der var sket dig noget! Men det må du altså aldrig, aldrig gøre igen!”
”Nej,” sagde Pelle, ”det lover jeg dig. Men far? Kan jeg så alligevel ikke overnatte i børnehaven?”
Far strøg ham over håret og smilede.
”Ved du hvad, skat, vi sætter uret til klokken fem. Så overnatter vi her sammen, og smutter inden nogen ser os.”
Pelle smilede bredt.
”Åh, tak, far.”
Og sådan gik det til, at Pelle alligevel prøvede at overnatte i børnehaven. Selv om han var alt for lille første gang – og ville blive alt for stor den næste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar