fredag den 21. juni 2013

Heksehjerte - kapitel 5

Her kommer femte kapitel i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her: http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html

Aben i hulen præsenterede sig som Abos.
”I må undskylde, hvis mine mænd har bragt jer hertil på en lidt uhyggelig måde, men det var nødt til at gå hurtigt. Og jeg er nødt til at være sikre på, at I er dem, jeg tror I er. Hvad hedder jeres farfar?”
”Oscar,” svarede Jonas.
”Og hvad mere,” spurgte aben.
”Oscar Jønsson,” sagde Julie.
”Godt. Og hvad har Oscar i sin entré?”
”Masker,” svarede Julie. ”Masker fra hele verden.”
Aben smilede.
”Tænkte det nok. I er virkelig Jonas og Julie. Åh, hvor har vi længtes efter jer. Oscar sagde, at han ville sende jer, men det tog så lang tid. Hvordan har han det? Er han… Lever han endnu?”
Julie mærkede klumpen i halsen.
”Nej, han er død.”
En tåre krøb frem i øjenkrogen på Abos, og trillede langsomt ned af hans pels.
”Oscar var min gode ven. Han har været her mange gange. Og hjulpet mig. Sidst var han syg, og han sagde, han ikke kunne mere. Han kunne ikke klare missionen denne gang, men han var sikker på, at I kunne hjælpe. Og at I ville hjælpe. Og han fortalte mig, hvordan der ser ud i hans hus, så jeg kunne være sikre på, at det var jer, der kom. Men lad os nu få noget te, så skal jeg fortælle, hvad det drejer sig om.”
Abos klappede i hænderne og en af de andre aber kom springende med en kedel. En anden løb hen med tre kopper.
”Tag det varme tøj af! Og sæt jer her,” sagde Abos og pegede på nogle klippestykker om bålet. Så skænkede han te op.
”Har Oskar fortalt jer om stenheksen,” spurgte han.
Julie nikkede.
En morgen havde farfar fortalt den mest uhyggelige historie, hun nogensinde havde hørt. Om en ond heks, der havde fået magten i en hel eventyrverden og forvandlet alting til sand og sten. Hun havde haft mareridt i flere dage.
”Stenheksen er her. Og hun er stærkere end nogensinde før,” sagde Abos.
”Engang havde stenheksen kun magten mod syd, i ørkenlandet, men nu er hun også kommet hertil. Til Abeskoven. Eller det, der engang var Abeskoven. For nu kan vi aber ikke længere leve dér, der er alt for varmt. Ingenting kan gro, og vi kan ikke få noget mad. Derfor er vi nødt til at leve herinde i drypstenhulen. Vi har mel nok, så vi kan bage brød, men grøntsager og kød kan vi ikke få. Snart slipper vores forråd op, og så er det slut med abefolket.”
Abos tav lidt og kiggede ind i ilden.
”Vi har kun en redning. Og det er jer. Menneskebørnene. I skal have Alliandra til at give jer heksehjertet. Ellers er det forbi.”
”Heksehjertet? Hvad er heksehjertet,” spurgte Jonas.
”Ja, egentlig er det bare et smykke, der hænger om halsen på en pige. Men da pigen fik det, sagde hun de magiske ord: ’Jeg er en heks,’ og så blev smykket fortryllet. Så længe, det hænger om hendes hals, hersker stenheksen.”
”Men hvorfor sagde hun, at hun var en heks. Er hun en heks,” spurgte Julie.
Abos rystede på hovedet.
”Alliandra tror, at hun er en heks, fordi hun er vokset op hos stenheksen. Men det er hun ikke. Hun er et menneske som jer.”
”Og hvordan skal vi så få hende til at give os heksehjertet,” spurgte Julie.
Jonas ansigt lyste op.
”Skal vi kæmpe? Jeg kan kæmpe. Hvis jeg får et sværd, kan jeg kæmpe. Jeg kan true hende til at give mig smykket, ligesom jeg har set folk true andre på film.”
Abos rystede på hovedet.
”Nej, Jonas. Hvis det drejede sig om at kæmpe, kunne mine mænd gøre det bedre end dig. Alliandra skal give jer smykket frivilligt. Og det er derfor, det er så svært. Hvis hun giver jer heksehjertet, falder regnen igen i abeskoven, og stenheksen må rejse tilbage til ørkenlandet, som hun kommer fra. Men det bliver ikke nemt at få hende til at give jer det.”
Julie sukkede.
”Hvorfor skal det overhovedet være os? Hvorfor kan du ikke gøre det selv?”
Abos rystede på hovedet.
”Jeg er ikke et menneske. Kun et menneske kan få Alliandra til at forstå, at hun også er et menneske.”
”Nå,” sagde Julie stridslystent, ”men hvorfor er der så ikke et andet menneske, der kan gøre det? Alliandras forældre. Eller hendes søskende?”
Abos rystede sørgmodigt på hovedet.
”Jeg skal vise jer hvorfor. Og så vil I forstå, at I er vores eneste chance.”


Ingen kommentarer:

Send en kommentar