Her kommer fjerde kapitel i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her: http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html
Foran dem stod en kæmpestor abe, men ikke sådan en, Julie havde set i Zoologisk Have. Det var en abe, der stod på begge sine to ben, og den ragede højt op i vejret. Aben måtte mindst være tre gange så høj som Julie.
I hånden havde den et langt spyd og om halsen et smykke med dyretænder i en snor.
Aben bankede tre gange i jorden med spyddet. Fra hver en klippe dukkede andre aber op.
Alle med spyd i hænderne.
Alle med dyretænder om halsen.
”Hvad sker der, Jonas,” spurgte Julie.
”Jeg ved det ikke,” svarede han, og hun kunne høre, at også han var bange.
Aberne slog en kreds rundt om begge børn. Den høje bankede igen tre gange i jorden.
”Kom med os,” sagde han med en meget dyb stemme.
”Kan du tale, ” spurgte Julie.
”Selvfølgelig kan jeg tale. Kom med os,” gentog aben.
Så begyndte han at gå gennem sandet.
Jonas og Julie stod rådvilde. Hvad skulle de gøre nu?
En af de andre aber puffede Julie i ryggen, og hun begyndte at gå.
”Jeg er bange, Jonas,” sagde Julie.
”Slap af. Abos er jo god nok. Det ved vi fra farfars historier,” svarede Jonas, men han så også selv lidt betænkelig ud.
De gik og de gik.
Julie var ved at dø i sin varme flyverdragt.
Bare hun dog kunne få noget at drikke.
Aberne holdt sig i en kreds rundt om Jonas og Julie. Af og til kiggede de sig over skuldrene eller op i luften.
Da de nåede til et ekstra stort klippestykke, stod den største abe stille.
Lod øjnene glide rundt. Bag sig, foran sig og op i luften. Så skubbede han stenen til side og pegede på et hul i jorden.
”Kom med! Hurtigt!”
En af de andre aber puffede først til Julie, så til Jonas.
”Nu,” sagde den store abe.
Da de kom ned i hullet, lyste Jonas med sin lygte.
Først var der mørke, mudder og sten. Nærmest ligesom i den tunnel, de lige var kravlet igennem.
Kommer vi nu ud i endnu en anden verden, nåede Julie at tænke.
Så åbenbarede Jonas lyskegle et vildt syn.
De var i en form for hule, og oppe fra loftet hang noget, der lignede istapper. Men de var lavet af sten. Og nede fra jorden, strakte lange, slanke tapper sig op mod loftet.
”Drypsten,” sagde Jonas. ”Det er drypsten. Kan du ikke huske farfar engang fortalte om en drypstenshule, det må være sådan en her.”
Julie nikkede.
Hulen lignede ikke noget sted, hun havde været før.
I midten var der en kæmpestor søjle, bred som otte mand, og ned langs siderne hang de istappeagtige sten. Bag søjlen skimtede Julie noget gult, der blafrede.
”Ild. De har ild herinde.”
Aberne fulgte Jonas og Julie hen til bålet.
En endnu højere abe end den store abe kom imod dem.
Han rakte begge hænder ud og greb Julie i den ene og Jonas i den anden.
”Jonas og Julie. Er det jer,” spurgte han.
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.comForan dem stod en kæmpestor abe, men ikke sådan en, Julie havde set i Zoologisk Have. Det var en abe, der stod på begge sine to ben, og den ragede højt op i vejret. Aben måtte mindst være tre gange så høj som Julie.
I hånden havde den et langt spyd og om halsen et smykke med dyretænder i en snor.
Aben bankede tre gange i jorden med spyddet. Fra hver en klippe dukkede andre aber op.
Alle med spyd i hænderne.
Alle med dyretænder om halsen.
”Hvad sker der, Jonas,” spurgte Julie.
”Jeg ved det ikke,” svarede han, og hun kunne høre, at også han var bange.
Aberne slog en kreds rundt om begge børn. Den høje bankede igen tre gange i jorden.
”Kom med os,” sagde han med en meget dyb stemme.
”Kan du tale, ” spurgte Julie.
”Selvfølgelig kan jeg tale. Kom med os,” gentog aben.
Så begyndte han at gå gennem sandet.
Jonas og Julie stod rådvilde. Hvad skulle de gøre nu?
En af de andre aber puffede Julie i ryggen, og hun begyndte at gå.
”Jeg er bange, Jonas,” sagde Julie.
”Slap af. Abos er jo god nok. Det ved vi fra farfars historier,” svarede Jonas, men han så også selv lidt betænkelig ud.
De gik og de gik.
Julie var ved at dø i sin varme flyverdragt.
Bare hun dog kunne få noget at drikke.
Aberne holdt sig i en kreds rundt om Jonas og Julie. Af og til kiggede de sig over skuldrene eller op i luften.
Da de nåede til et ekstra stort klippestykke, stod den største abe stille.
Lod øjnene glide rundt. Bag sig, foran sig og op i luften. Så skubbede han stenen til side og pegede på et hul i jorden.
”Kom med! Hurtigt!”
En af de andre aber puffede først til Julie, så til Jonas.
”Nu,” sagde den store abe.
Da de kom ned i hullet, lyste Jonas med sin lygte.
Først var der mørke, mudder og sten. Nærmest ligesom i den tunnel, de lige var kravlet igennem.
Kommer vi nu ud i endnu en anden verden, nåede Julie at tænke.
Så åbenbarede Jonas lyskegle et vildt syn.
De var i en form for hule, og oppe fra loftet hang noget, der lignede istapper. Men de var lavet af sten. Og nede fra jorden, strakte lange, slanke tapper sig op mod loftet.
”Drypsten,” sagde Jonas. ”Det er drypsten. Kan du ikke huske farfar engang fortalte om en drypstenshule, det må være sådan en her.”
Julie nikkede.
Hulen lignede ikke noget sted, hun havde været før.
I midten var der en kæmpestor søjle, bred som otte mand, og ned langs siderne hang de istappeagtige sten. Bag søjlen skimtede Julie noget gult, der blafrede.
”Ild. De har ild herinde.”
Aberne fulgte Jonas og Julie hen til bålet.
En endnu højere abe end den store abe kom imod dem.
Han rakte begge hænder ud og greb Julie i den ene og Jonas i den anden.
”Jonas og Julie. Er det jer,” spurgte han.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar