fredag den 7. februar 2014

Da Kanin snød Giraf og Elefant


”Fortæl et eventyr, farfar. Et eventyr fra Afrika.”

Sofie sad på dækket af farfars båd.

Solen skinnede og farfar havde lavet rødt saftevand.

”Okay,” sagde farfar, ”men så skal du hente Kalle K.”

”Skal jeg hente Kalle K,” sagde Sofie forundret.

Kalle K var hendes lille sorte kanin, der lige nu sad i buret ved siden af køjen. Farfar passede både ham og hende.

”Ja,” sagde farfar, ”for historien handler om en kanin, og jeg tror godt, Kalle K vil høre med.”

Lidt efter sad Sofie med Kalle K på skødet. Hun strøg ham og op ned af pelsen, mens farfar begyndte at fortælle. Kalle K sad helt stille og mimrede med næsen.  

”Der var engang en kanin, der var så doven, så doven,” begyndte farfar.

”Han elskede det, du gør nu, Kalle K: At ligge helt stille uden at lave noget. Men selv en doven kanin, bliver sulten, og der skal arbejdes for at skaffe mad. Kanin ville frygtelig gerne have noget mad. Især hans yndlingsspise, majs, men for at få majs, skulle han først have en majsmark. Der er frygtelig meget mas med at lave sådan en mark, og Kanin blev helt træt ved tanken.”

Sofie kløede Kalle K bag øret.

”Det ville du også blive, ikke Kalle K. Men du behøver ikke arbejde for at få dine gulerødder og kaninpiller.”

Farfar fortsatte:

”Men så fik Kanin en ide. Han hoppede hen til Elefant.

”Dav elefant. Vi bør hjælpe hinanden, synes du ikke,” spurgte Kanin.

Elefant nikkede.

”Hvis du fælder træerne, Elefant, så brænder jeg dem. Og så kan vi lave en majsmark,” sagde Kanin.

Den var elefant med på. Med sin lange snabel fældede han træerne i skoven, så der blev plads til en mark.

Da Elefant var færdig, gik Kanin hen til Giraf.

”Dav Giraf,” sagde Kanin. ”Vi bør hjælpe hinanden, synes du ikke?”

Giraf nikkede med sin lange hals..

”Nu har jeg fældet træerne, så vi kan lave en mark, brænder du så ikke træerne,” spurgte Kanin.

Sofie så forundret på farfar.

”Brænder træerne. Hvorfor skulle de brænde træerne?”

”Så jorden bliver god til at dyrke. Det gjorde man også herhjemme i Danmark i gamle, gamle dage, og det gør man stadig nogle steder i Afrika,” sagde farfar.

”Men hør nu videre på historien. Giraf gik med på Kanins forslag og brændte træerne. Så gik Kanin

tilbage til Elefant.

”Dav Elefant,” sagde Kanin, ”nu har jeg brændt træerne, så skal jorden bare vendes, så jord og aske bliver blandet sammen. Klarer du den, så sår jeg majsen.”

”God ide,” sagde Elefant og blandede jord og aske.

Farfar smilede til Sofie.

”Kan du regne ud, hvad der så skete?”

Sofie nikkede.

”Ja. Kanin gik hen til giraf og fortalte, at han havde blandet jorden og spurgte om, giraf så ikke ville så majsen.”

Farfar lo.

”Nemlig, Sofie. Og da majsen nogle måneder senere var vokset op på marken, gik Kanin tilbage til Elefant, og fik ham til at høste. For, som Kanin sagde, nu har jeg jo sået.”

”Han var fræk, ham Kanin,” sagde Sofie og gav Kalle K et kys på snuden.

”Heldigvis er du ikke lige så fræk.”

Farfar smilede.

Men Kanin blev mæt. Helt mæt, for der var masser af majs.

Og da Kanin sad og gumlede, tænkte han over tre ting:

Hvorfor er elefanter så store? Hvorfor har giraffer så lang en hals? Og hvorfor er kaniner så umådeligt kloge.

 

Fortællingen bygger på en afrikansk myte, der er overleveret fra mund til mund gennem generationer og gengivet i ’Afrikanske myter’ af Neil Morris, Flachs 2009.

Historien er – sammen med en række journalistiske artikler til Fagbladet Socialpædagogen - skrevet på en rejse til Vestafrika, hvortil jeg har modtaget støtte fra Danidas Oplysningsbevilling. Jeg takker for støtten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar