Røde Njal - kapitel 1

Her er første kapitel af vikingehistorien Røde Njal af Tore Wanscher og Maria Rørbæk. Historien er målrettet lidt ældre børn mellem 6 og 10 år.
Find indholdsfortegnelsen her:

http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2015/02/rde-njal-indholdsfortegnelse.html

Njal betyder kæmpe, og Njal var en kæmpe.

Han var kun 12 år, men han var høj som en mand. Bred som en mand.

Nu stod han foran langhuset sammen med sin herre, Orm. En fremmed kom ridende imod dem. Han havde kun én arm.

”Vær hilset,” sagde den fremmede.

”Vær hilset,” sagde Orm. ”Kommer du med fred?”

Den fremmede nikkede.

”I hvert fald nu. Jeg er på vej mod Harald Blåtands hær. Jeg skal træne hans mænd. Hvis I giver mig mad og husly, vil jeg træne jeres drenge.”

Orm spyttede i græsset.

”Kan du træne dem med sværd? Du har kun en arm.”

”Jeg har kun en arm, fordi jeg mistede den anden i kamp. Derfor er jeg ikke længere den bedste kriger. Men jeg er den bedste træner. Mit navn er Karl. Jeg kommer fra syd.”

Orm så op og ned ad den fremmede. Han var senet og stærk. Hans ansigt var fyldt med ar.

”Du kan sove og spise her. Og træne vores drenge i morgen,” sagde han.

Njal så på Orm.

”Må han så ikke også træne mig,” spurgte han.

Orm lo højt.

”Ved alle Thors geder, du må være blevet vanvittig. En træl er en slave. En træl skal ikke lære at slås med sværd. Og slet ikke dig! Du er den mest hidsige træl, jeg har.”

Næste dag stillede Njal sig op på bakken bag langhuset. Derfra kunne han se kamppladsen. De frie mænds sønner kæmpede med træsværd og runde træ-skjolde. Karl stod i midten og viste, hvordan de skulle gøre.

Njal sukkede dybt.

”Jeg vil være viking,” sagde han. ”Det er det det eneste, jeg vil.”

Hans mor rystede på hovedet, så hendes lange sorte hår svingede fra side til side.

”Glem det Njal! Du er trællesøn,” sagde hun.

Så fyldte hun brød i en kurv.

”Gå nu. Orm skal have de brød, jeg har bagt. Og Orm skal ikke vente.”

Njal tog kurven og gik på bare fødder hen mod marken, hvor Orm arbejdede. Han havde samlet sit røde hår i en hestehale.

Da han kom forbi kamppladsen, hørte han Karls råb.

”Nu skal I løbetræne. Hvem kommer først ud på stien, rundt om langhuset og tilbage igen?”

Njal satte farten op. Orm hadede sult.

I det samme kom en dreng farende i mod ham.

Det var Orms søn. Stein. Den eneste dreng i landsbyen, der kunne måle sig med Njal. Han var kun et halvt hoved mindre.

”Væk! Væk med dig træl,” råbte Stein uden at sagtne farten.

”Giv plads til den sande kriger!”

”Løb uden om,” sagde Njal.

Og bump!

Stein hamrede lige ind i Njal.

Madkurven fløj ud af Njals hånd. Et brød landede i en vandpyt. Et andet oven på en ko-lort.

”Dit fjols,” sagde Stein. ”Du har ødelagt maden. Flyt dig, når jeg siger det.”

”Hold mund! Det var dig, der løb ind i mig!”

Njals ord fik Steins ansigt til at blusse af vrede.

”Ti stille træl. Jeg vil bede min far piske dig. Nej, jeg vil bede ham lade mig piske dig! Mens alle kigger på. Din hud skal blive lige så rød som dit hår.”

Njal mærkede vreden. Stein skulle bare lukke sin store fede kæft.

”Du skal ikke løbe ind i mig,” sagde han. Så roligt han kunne.

”Hvis jeg vil løbe ind i dig, løber jeg ind i dig. Du er kun en træl,” sagde Stein. ”Du er ingenting værd. Som jeg siger: Du er et skvat.”

Nu boblede vreden. Njal mærkede, hvordan den voksede og ligesom eksploderede i kroppen på ham.

Så sprang han frem.

Uden at tænke begyndte han at sparke, slå og bide. Han bare slog og slog og slog.  

Først da han mærkede en hånd i nakken, holdt han inde.

Vredt snurrede Njal rundt, parat til at kæmpe videre.

Så stivnede han.

Karl gennemborede ham med sit blik.

”Hvis du nogensinde vil være en fri mand og en viking, så stopper du nu!”

Aldrig havde Njal set så fast et blik.

Han så ned på Stein, der lå på jorden. Hans næse blødte.  

”Hold da op,” sagde Karl. ”En kriger du er! Men du kan ikke slippe for pisk. En træl kan ikke slå en fri dreng uden at få pisk.”
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com