onsdag den 18. februar 2015

Røde Njal - kapitel 2

Her er andet kapitel af vikingehistorien Røde Njal af Tore Wanscher og Maria Rørbæk. Historien er målrettet større børn mellem 7 og 10 år.
Find indholdsfortegnelsen her:

http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2015/02/rde-njal-indholdsfortegnelse.html



Om eftermiddagen var der fyldt med folk foran langhuset.
Børnene råbte i kor.
”Pisk! Pisk! Pisk til Njal!”
”Pisk! Pisk! Pisk til Njal!”
Stein havde vasket alt blodet af.
Nu stod han med sin fars pisk i hånden.
”Nå, Njal,” sagde han og svirpede den i luften.
”Er du klar?”
Njal sagde ikke noget.
Han var bundet til en pæl. Med flere læderbånd.
Pludselig så han sin mor mase sig igennem menneskemængden.
”Nej,” råbte hun.
”I må ikke skade min søn! Lad ham gå! Pisk mig i stedet!”
Stein lo en høj latter.
”Og hvad skulle vi så få ud af det,” spurgte han.
”Næh, du. Njal skal piskes! Njal skal lære at opføre sig ordentligt!”
Så kom det først slag.
”Uh!”
Njal stønnede.
Og så et til.
”Uh!”
Hver gang pisken ramte, bed han tænderne sammen.
Ikke græde! Ikke græde!
”Din nidding,” råbte Stein.
Det var noget af det værste, man kunne sige til Njal.
”Din usle nidding!”
Stein lo og svingede pisken i luften.
”Så kan du lære at flytte dig! Tumpede træl!”
Igen mærkede Njal vreden.
Så brølede han.
”AAAARRRRGGGGGGHHHHHHH!!!!”
Og løftede pælen op af jorden.
”Pas på,” skreg Stein. ”Han er løs!”
Stein begyndte at løbe.
Njal løb efter ham.
”Du kan selv være en nidding.”
Njal løftede pælen op over hovedet.
Han så ikke de fem stærke mænd, der løb over mod ham.
Orm var forrest.
”Nu får du, Stein,” sagde Njal.
”Nu får du med denne her.”
Njal gjorde klar til at kaste pælen efter Stein.
I det samme mærkede han et hårdt slag på skulderen.
”Læg ham ned,” sagde Orm.
”Nu!”
Én mand kunne aldrig have klaret Njal. Heller ikke to. Tre. Eller fire. Men de var fem. To lagde sig oven på hans ryg. To holdt hans ben. En pressede hans hoved ned i jorden.
”Så,” sagde Orm. ”Bind ham til den anden pæl. Han skal have sine pisk nu!”
Njal blev bundet fast med fem læderbånd.
Stein havde tisset i bukserne.
Nu stod han og kiggede på.
”Ved Odins øje, vi kan ikke have sådan en træl,” sagde Orm.
”En træl, der ikke lystrer. En træl, der slår på sin herre. Denne gang må du piske ham til døde!”
”Nej,” skreg Njals mor.
”Nej, nej, nej.”
”Giv mig pisken,” sagde Orm. ”Det er en voksen mands job.”
Denne gang sagde Njal ikke ’Uh!’
Han skreg, da Orm slog til.
Og han græd.
Det her klarer jeg aldrig, tænkte han.
I det samme hørte han et brøl.
”Holdt! Hold inde!”
Det var Karl.
”Hold inde! Den dreng er noget særligt. Den dreng skal i Harald Blåtands hær.”
Karl løftede sin eneste hånd. Han havde fem armringe af guld og én af sølv.
”Se her, Orm,” sagde Karl.
”Giv mig Njal, og jeg giver dig min sølvring.”
”Vil du købe ham fri,” spurgte Orm overrasket.
”Ved halen på ormen i Midgård: Vil du købe en træl, der ikke gør, som han skal?”
Karl nikkede.
”Ja! Njal skal i Harald Blåtands hær!”
Karl tog armringen af og rakte den frem mod Orm.
Orm så på sølvet.
Og så på Njal.
Og så på sølvet.
Så nikkede han.
”Én armring i bytte. Men kommer Njal her igen, slår vi ham ihjel.”
Orm tog sit sværd og skar båndene i stykker.
Njal tumlede over mod Karl. Det gjorde ondt i hele kroppen. 
Orm grinede og så på Karl.
”Om nogle måneder drager jeg selv til Harald Blåtands hær. Og så vil du sige, at du har fortrudt dit køb. Ved alle Thors geder, du vil fortryde dit køb.”
Karl smilede ikke.
”Vi får se,” sagde han. ”Vi får se.”
Karl så bestemt på Njal:

”Sig farvel til din mor!”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar