Røde Njal - Kapitel 3

Her er tredje kapitel af vikingehistorien Røde Njal af Tore Wanscher og Maria Rørbæk. Historien er målrettet større børn mellem 7 og 10 år.
Find indholdsfortegnelsen her:

http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2015/02/rde-njal-indholdsfortegnelse.html

Njals mor krammede Njal.

”Min søn! Min søn,” sagde hun.

Så så hun på Karl.

”Ser jeg ham igen?,” spurgte hun.

Karl rystede på hovedet.

”Nu drager vi til Harald Blåtands hær. Njal skal lære at kæmpe, og så skal han på togt. Du skal være meget heldig, hvis du skal se ham igen.”

Tårerne løb ned ad kinderne på Njals mor.

Njal græd ikke.

Men han mærkede en kæmpe knude i maven.                         

Karl så op mod himlen.

En flok fugle fløj forbi. De lignede en pil.

”Det er et tegn,” sagde han.

”Fuglene flyver som en pil. Vi må af sted nu.”

Njal samlede sine ting. Han havde ikke så mange. Et par sko. Nogle skind.

Njals mor løb ind i langhuset. Hun kom ud med et smykke. En dyretand i en lædersnor.

”Her Njal! Den vil bringe dig held,” sagde hun og bandt lædersnoren om hans hals.

Da Njals mor havde omfavnet ham en sidste gang, viste Karl Njal, hvordan han skulle komme op på hesten.

Der var langt ned.

”Du skal ikke være bange,” sagde Karl.

”Du skal være viking nu.”

Karl sparkede hesten i siden, og den begyndte at gå. Først langsomt. Så hurtigere og hurtigere.

Mens de red væk, kiggede Njal tilbage.

Han så alt det, han kendte så godt. Langhusene. Bålpladsen. Tørrestativet til skind. Stein og Orm, der stod og kiggede efter ham sammen med en flok mænd. Hans mor. Hun græd som var det hende, der var blevet pisket.

Da de kom over på den anden side af bakken, kunne Njal ikke længere se langhusene.

I stedet så han ud over landskabet. Ud over Orms marker. Og skoven bag.

Njals krop gjorde ondt. Alting gjorde ondt.

”Hvorfor gjorde du det,” spurgte han.

”Hvorfor købte du mig?”

Karl tøvede et øjeblik. Så talte han med en dyb, rolig stemme.

”Jeg så det med det samme,” sagde han.

”Du har evner. Særlige evner. Du er stærk. Og du var frygtløs. To gange sprang du frem. Helt uden at tænke på, hvad der ville ske bagefter. Du var som en vanvittig…”

Karl red lidt videre uden at tale.

Så lød han meget alvorlig:

”Du har vilde kræfter, dreng. Du lever op til dit navn. Njal. Kæmpe. Men jeg siger dig: Du skal lære at tøjle dit raseri!  Så kan du blive en af de bedste i Harald Blåtands hær.”
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com