onsdag den 18. februar 2015

Røde Njal - kapitel 6

Her er sjette kapitel af vikingehistorien Røde Njal af Tore Wanscher og Maria Rørbæk. Historien er målrettet større børn mellem 7 og 10 år.
Find indholdsfortegnelsen her:




Næste morgen red Njal, Ødger og Karl videre.
Ødger havde sin egen hvide hest. Njal sad stadig bag på Karls.
Ødger så stolt ud.
”Jeg bliver den vildeste viking,” sagde han.
Om natten tændte de bål og sov tæt ved det. Om morgenen fortsatte de.
Efter nogle dage kom de til en høj bakke. Da de red over den, så Njal byen. Roskilde. Han havde aldrig set så mange huse samlet på et sted.
”Nu kommer vi til Harald Blåtands hær,” sagde Karl.
Hæren holdt til lidt uden for byen. Det var en helt by af telte. I midten var et stort bål. Rundt om det sad mændene. Stærke mænd med store muskler og bredde rygge.
En af dem havde et stort, hvidt skæg og en hjelm, der skinnede af guld. Alt andet var blåt. Selv hans fortænder havde et blåligt skær.
Manden rejste sig op.
”Vær hilset, Karl. Kommer du med fred? sagde han.
”Jeg kommer med fred, Harald,” sagde Karl.
”Jeg kommer med fred og med to ungersvende. To ungersvende, der vil tjene i din hær. De skal nok blive gode vikinger.”
”Godt Karl! I aften skal vi æde og feste. I morgen kan du træne mine mænd. Ingen er så god med et sværd som du.”
”Tak, ærede Harald.”
Om aftenen drak og åd de, som Njal aldrig havde drukket og ædt. Mjød og store lunser kød, der var stegt på bål.
Når mændene havde spist en kølle, smed de benet over skulderen. Og bøvsede højt. Njal havde aldrig været så glad, som han var den aften. Og næste morgen blev han endnu gladere. Da gav Karl ham nogle våben. Et sværd, en langbue og et spyd.
Sværdet var skarpt på begge sider.
”Du får sværdet nu, men i begyndelsen træner vi med træsværd,” sagde Karl.
De næste måneder trænede Njal fra tidlig morgen til sen aften. En dag sagde Karl:
”Du træner godt, Njal. Du er allerede god til at kæmpe. Om to dage sejler et vikingeskib af sted. Og du sejler med. Du skal på dit første togt, Njal.”
Njal mærkede glæden bruse i kroppen.
Et togt. Et rigtigt togt.
”Du mangler bare den sidste træning, Njal. Træning med ægte sværd. Gå tidligt i seng. I morgen er en vigtig dag.”
Næste morgen mødtes Njal og de andre drenge på kamppladsen. Ødger var også med.
Karl samlede dem alle om sig.
”I er ikke længere børn,” sagde han. ”I er krigere. Om to dage skal I rejse. Som vikinger. Ægte vikinger. I dag skal I derfor kæmpe med ægte sværd. I skal mærke, hvordan det er. Hvor tunge de er. Men husk: I må kun røre. Ikke stikke. Ingen må gøre skade på en anden. Har I forstået det? Jeg vil ikke se blod i dag.”
Alle nikkede og så delte Karl dem i hold. To og to.
Njal skulle kæmpe mod Ødger.
”Det bliver for nemt det her,” sagde Ødger hånligt.
”Tror du,” svarede Njal.
”Det gælder om at ramme den anden på skulderen,” sagde Karl. ”Men husk! I må kun røre. Ikke stikke.”
Njal og Ødger begyndte at kæmpe.
De slog sværdene mod hinanden.
Njal ramte Ødger på skulderen.
En gang. To gange. Tre gange.
”Er det for nemt nu, Ødger. 3-0,” sagde Njal.
Ødger så vred ud.
Så spyttede han efter Njal.
”Træl,” sagde han.
”Usle træl.”
Njal mærkede vreden.
Den voksede i maven.
Han for frem mod Ødger.
”Du skal ikke kalde mig træl,” råbte han.
”En gang træl. Altid træl,” sagde Ødger. Og så råbte han højere. Så højt at alle kunne høre det.
”Træl, træl, Njal er træl. Træl, træl, Njal er træl.”
Rundt omkring dem holdt de andre op med at kæmpe.
”Hvad råber du, Ødger,” var der en, der sagde.
”Njal er en træl. Karl har købt ham,” skreg Ødger.
Alle lo.
Så var det, som om Njal så rødt.
Han for frem.
”Ødger, Ødger, dit svin,” råbte han.
Uden at tænke svingede Njal sværdet. 
Huggede til.
Han ramte Ødgers skulder.
Ødger skreg.
Njal ville hakke igen, så hånden røg af.
Så hørte han et brøl.
Et dybt brøl. Som fra et dyr.
”Nja-a-al!”
Det var Karl.
Han løb frem mod drengene.
”Nja-a-a-al,” råbte han igen.
Njal stod som forstenet. Så slog Karl sværdet ud af hans hånd og væltede ham om på jorden.
”Njal,” sagde han. ”Du gjorde det eneste, du ikke måtte gøre.”
Ødger lå på jorden. Omkring ham var græsset rødt af blod.
”Og det gjorde du også, Ødger. Jeg havde sagt, du aldrig skulle kalde Njal for træl. Gå ind og forbind din skulder. Og forsvind. Tag hjem til din far. Du hører ikke til her.”
”Og mig, hvad med mig,” spurgte Njal.
Karl så strengt på ham.
”Vi får se.”


Ingen kommentarer:

Send en kommentar