torsdag den 13. april 2017

Den lange fredag

Da farfar kom ind i stuen med Sofies natkjole, vendte hun mundvigene nedad.
”Nej, farfar, jeg skal da ikke i seng nu,” sagde hun brysk.
”Det er jo langfredag i dag, og så skal det jo være en lang dag.”
 Farfar lo og bredte armene ud.
”Åh, Sofie,” sagde han, ”det er altså ikke derfor, det hedder langfredag… Men kom! Nu bærer jeg dig i seng. Og så forklarer jeg, hvad langfredag og påsken handler om.”
Lidt efter lå Sofie under dynen.
”Du har hørt om Jesus, ikke,” begyndte farfar, mens han hev i skægget.
”Ham, der er Guds søn, eller det mener jeg og rigtig mange andre i hvert fald, at han er. Når det er juleaften, så fejrer vi den dag, hvor Jesus blev født, og når det er langfredag, så sørger vi over den dag, hvor han døde.”
”Hvordan døde han,” spurgte Sofie.
”Ja, det er virkelig en barsk historie, og nu skal jeg fortælle dig den sådan som Johannes Marcus oplevede det for mere end 2000 år siden…
… Johannes Marcus var en røver, og for ham begyndte langfredag i en mørk fangekælder. Han lå på den bare sten og tænkte på alt det, han havde gjort forkert i sit liv. På alle de bange øjne, der havde set på ham, når han truede med sin kniv. Åh, hvor han dog ønskede, at andre mennesker i stedet havde set på ham med glade, taknemmelig øjne, men nu var det for sent. Johannes Marcus var dømt til døden.
Langt væk fra kunne han høre en mærkelig lyd.
”Barrabas, Barrabas!”
Det lød som tusindvis af mennesker, der råbte i kor.
I det samme kom fangevogteren ind.
”Du skal korsfæstes sammen med ham der Jesus,” sagde han.
”Pilatus, der jo bestemmer her i byen, sagde at folket kunne vælge én, der kunne gå fri. Morderen Barrabas eller Jesus. Og som du kan høre, råber de Barrabas navn, så nu er det både dig og ham Jesus, der skal op at hænge.”
Farfar så på Sofie.
”Det var altså vildt, det de gjorde dengang for 2000 år siden. For ikke nok med at røvere og mordere blev dømt til døden, de blev også slået ihjel på en forfærdelig måde. De blev sømmet fast på et kors, og så kunne de dø på korset…”
”Men det gør man ikke mere, vel,” spurgte Sofie.
”Nej,” svarede farfar og puttede dynen tættere om hende.
”Men hvorfor skulle Jesus dø? Hvorfor havde folk råbt, at ham Barrabas skulle gå fri? Hvorfor havde de ikke råbt, at Jesus skulle gå fri,” spurgte Sofie.
”Ja, det er også noget mærkeligt noget,” svarede farfar. ”Få dage inden havde alle taget imod ham som en konge, men måske var der nogen, der troede at Jesus snød. Måske tænkte de, at han slet ikke var Guds søn, men bare en, der lod som om, og så blev de så vrede på ham, at de ikke ville lade ham gå fri."
”Okay, men hvad skete der så med Johannes Marcus,” spurgte Sofie, mens hun snurrede sit røde hår rundt om pegefingeren.
”Jo,” fortsatte farfar, ”fangevogteren sparkede til ham og sagde:
”Tiden er inde. Kom, du skal bære dit kors!”
Og så hev fangevogteren Johannes Marcus ud foran fængslet, hvor han pegede på to lange træplanker.
”Der! Tag dem,” sagde han.
Johannes Marcus kunne næsten ikke løfte plankerne, så tunge var de. Men han bed sig hårdt i læben og fik træstykkerne op over skulderen. Så bøjede han ned i knæ og stred sig afsted. Et skridt ad gangen.
Foran ham slæbte en langhåret mand også på sit tunge kors.
’Det må være Jesus,’ tænkte Johannes Marcus.
Ham havde han hørt meget snak om. Nogen sagde, at han virkelig var Guds søn, og at han havde vist det flere gange. Både ved at gå på vandet uden at synke ned, og ved at helbrede syge mennesker. Engang skulle han fx være blevet opsøgt af en lam mand, der slet ikke kunne bevæge sig. ”Rejs dig op og gå,” havde Jesus sagt, og så var manden bare gået hjem.
’Kan det virkelig passe,’ tænkte Johannes Marcus, mens han slæbte sig afsted med sveden drivende ned ad ansigtet.
’Kan han virkelig være Guds søn?’
Tanken tændte et lille håb i ham. Det føltes lidt mindre forfærdeligt, at skulle op på korset og hænge, hvis han virkelig skulle hænge ved siden af Guds søn.
”Så er vi fremme. Læg plankerne fra jer,” beordrede fangevogteren.
Farfar holdt en pause og aede Sofie på håret.
”Ja, det er godt nok en grum fortælling,” sagde han, ”men så blev Johannes Marcus, Jesus og en tredje mand, der også var røver, altså sømmet fast på hver sit kors og hængt op med armene ud til siderne. Under dem stimlede folk sammen for at glo. Især på Jesus.
På et skilt over ham stod der, at han var konge, og det fik mange til at le hånligt.
”Hvorfor hopper du ikke bare ned fra det kors,” var der en der sagde, mens han pegede på de lange søm i Jesus hænder.
”Hvis du kan frelse andre, så frels dog dig selv,” sagde en anden.

’Det var da noget mærkeligt noget at sige,’ tænkte Johannes Marcus, men så huskede han, hvad han havde hørt om Jesus. At han var Guds søn, der kom ned på jorden for at frelse menneskene fra deres synder.
Sofie afbrød farfar.
”Deres sønner,” spurgte hun. ”Hvorfor ville Gud frelse menneskene fra deres sønner? Ville han også frelse dem fra deres døtre?”
Farfar lo.
”Nej, nej Sofie. Ikke sønner, men synder. Ja, jeg kan godt høre, at det næsten lyder på samme måder, men en synd er noget helt andet end en søn. En synd er, når man gør noget forkert, noget dårligt, noget ondt. Sådan som Johannes Marcus for eksempel havde syndet ved at røve. Nå, men Johannes Marcus havde altså hørt, at Jesus ville frelse menneskene fra deres synder. At Jesus ligesom ville tage alle menneskers- og altså også Johannes Marcus – synder på sig, og dø for deres skyld, så menneskene kunne blive fri. Og han tænkte, at det nok var det, der skulle ske nu.”
På det andet kors begyndte den anden røver også at gøre grin med Jesus.
”Er du ikke Guds søn,” vrængede han. ”Hvis du er Guds søn, så frels dog dig selv og os.” Det lød bestemt ikke som om, han mente det, men som om han gjorde nar, og det kunne Johannes Marcus ikke lide.
”Han har intet ondt gjort,” sagde Johannes Marcus vredt. Så vendte han sig om mod Jesus og så på ham.
”Jesus,” sagde han.
”Jesus, husk mig, når du kommer op i himlen.”
Farfar tog Sofies hånd.
”Og det, jeg siger nu, er det, der helt ægte står i biblen, at Jesus sagde. Der står, at Jesus svarede:
”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”
Sofie så på farfar og gentog det, han lige havde sagt.
”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis. Hvad mente Jesus med det?”
Farfar smilede til Sofie.
”Jo, Sofie, han mente, at når de døde, ville de begge to komme op i Paradis. Og være sammen et dejligt, dejligt sted.”
”Og hvad så,” spurgte Sofie, ”kom de så det?”
Farfar smilede igen.
”Det tror jeg Sofie, det tror jeg. Jeg tror, at de kom til Paradis, og var sammen og havde det godt, og at vi andre mennesker også gør det, når vi dør.”
”Men du ved det ikke, vel, farfar,” spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
”Nej, jeg ved det ikke Sofie. Og sådan er det med historierne om Gud og Jesus. Vi ved ikke, hvordan det hele hænger sammen. Der er nogen, der tror, at det er helt ægte historier. Og der er også nogen, der synes, at det er noget vrøvl og vås. Og så er der nogen, der tror, at det er historier, der ikke sådan helt skal forstås som om de ægte er sket, men mere er historier, der fortæller noget om livet. Sådan så denne her historie for eksempel handler om, at selv om man har gjort noget rigtig, rigtig slemt som at røve, så kan man godt blive tilgivet alligevel og få lov at få det godt. Måske især hvis man også selv er ked af at have gjort noget forkert.”
Farfar strøg Sofie over håret.
”Men nu, Sofie. Nu ved du i hvert fald, hvorfor det hedder Langfredag. Fordi det er den dag, vi tænker på, at Jesus døde. Og på hvor lang dagen føltes for ham. Dagen hvor han både skulle bære sit tunge kors, og hænge på det og dø på det. Men faktisk står der så i Biblen, at han genopstod tre dage efter. At han ikke mere var død, men havde rejst sig fra sin grav. Og det er også det, vi fejrer, når det er påske. Så påsken handler både om noget, der er rigtig skidt og sørgeligt, og noget, der er rigtig godt og glædeligt. Og det véd jeg i hvert fald. Helt sikkert!”
Farfar gav Sofie et stort kys på kinden:
”At nogle gange, når noget virker helt skidt og håbløst, så bliver det alligevel godt.”


1 kommentar:

  1. En rigtig deilig historie, om den glade budskab, og jeg siger som farfar, jeg tror også den er sandt

    SvarSlet