lørdag den 24. december 2016

Stjernen over Betlehem - historie til den 24. december


Sofie var ved at gå til af spænding.
”Er det ikke snart nu? Skal vi ikke snart danse om juletræet,” spurgte hun, mens mor og farfar var i gang i køkkenet.
”Der er lang tid til lille skat,” sagde mor, ”men Torben… Kan du ikke fortælle en historie?”
”Senere,” sagde farfar.
”Når der er helt mørkt udenfor. Men kom her, Sofie. Du kan hjælpe mig med at skrælle kartoflerne.”
Sofie tog en skammel og stillede sig op ved køkkenvasken.
”Jeg ved godt, hvorfor vi holder jul, farfar. At Jesus blev født, og alt det der. Men der er også mange mærkelige ting ved julen. Maden for eksempel. Hvorfor skal vi gøre det der underlige ved kartoflerne… Brune dem?”
Farfar smilede.
”Det er rigtig nok, at de fleste plejer at spise noget bestemt juleaften, men det er faktisk ikke alle, der spiser helt det samme. Din mor syntes, det var helt forfærdeligt, dengang hun blev kæreste med din far og skulle til at holde jul sammen med os.”
Farfar så over på Sofies mor.
”Kan du ikke huske det, Katrine? ”GÅS! Spiser I kun GÅS juleaften. Skal vi slet ikke have nogen FLÆSKESTEG!””
Sofies mor lo.
”Ja, det er da også noget underligt noget.”
”Det er i hvert fald forskelligt,” sagde farfar. ”Folk spiser ikke helt det samme juleaften, men lidt henad det samme, og ved du hvad der er det fælles?”
Sofie rystede på hovedet.
”De brunede kartofler og alt det andet er den slags mad, man også spiste, når der var fest for 100 år siden. Det, der er ved julen, er, at det er en tradition. Noget man har gentaget år efter år, så man har holdt fast i den gammeldags mad, selv om man resten af året også er begyndt at spise en masse andet. Spaghetti, for eksempel.”
”Okay,” sagde Sofie. ”Men hvad så med juletræet? Hvorfor danser vi rundt om et grantræ? Det har da ikke noget at gøre med Jesus fødsel, vel?”
”Lidt har det at gøre med historien om Jesus, for vi sætter jo en stjerne op i toppen af træet, og den stjerne fortæller jeg dig mere om, når det bliver mørkt… Men ellers: Nej. Faktisk er der vist ikke nogen, der helt præcis ved, hvorfor vi gør det der med træet i stuen, men her i landet har man gjort det i 200 år. Et af de første juletræer i Danmark blev tændt af en familie, der kom fra Tyskland, for dér har man haft juletræer i endnu længere tid.”
”Gloede folk ikke i starten? Når der pludselig var nogen, der slæbte et træ ind i stuen?”
”Du kan tro, de gloede. Og der var en gang nogen, der troede, at der var ildebrand, fordi byens lærer havde tændt julelys – og de slet ikke var vant til det. Men traditionen bredte sig altså ret hurtigt, også til folk, der slet ikke havde råd til at købe et juletræ. Så gjorde de bare noget andet, der lignede. For eksempel var der nogen, der pyntede et kosteskaft.”
Sofie plumpede en stor kartoffel ned i gryden.
”Hvor længe har man så fejret jul, farfar? Lige siden Jesus blev født?”
Farfar rettede på sit forklæde.
”Faktisk fejrede man jul i Danmark før, der overhovedet var nogen her, der havde hørt om Jesus.”
”Hvad! Hvordan kan man fejre fødselsdag for nogen, man slet ikke har hørt om?”
Farfar lo.
”Det gjorde man heller ikke. Men der var en anden fest på samme tidspunkt… Du ved godt, at alle dagene ikke er lige lange. Den ene halvdel af året bliver det mørkere og mørkere, indtil der til sidst er så mørkt, at du både skal have lys på cyklen om morgenen og om eftermiddagen. Og den anden halvdel af året bliver det lysere og lysere, indtil det til sidst både er lyst, når du går i seng, og når du står op.”
”Ja,” sagde Sofie.
”Det snakkede vi også om til Sankt Hans. Det er der, det er allermest lyst.”
”Nemlig. Og lige omkring jul er der allermest mørkt. Årets korteste dag falder to eller tre dage før juleaften. Så vender det, og dagene bliver igen længere. Og det fejrede man helt tilbage til vikingetiden, altså længe før, folk begyndte at tro på Jesus.”
”Hvad kaldte de så festen, hvis det ikke var en julefest,” spurgte Sofie.
Farfar lo igen.
”Men de KALDTE det en julefest. Vikingerne kaldte deres vinterfest for jul. Og ordet jul kommer vist nok af at dreje eller vende, og det passer jo perfekt til en fest ved et vendepunkt, hvor naturen skifter. Og i Danmark har man holdt fast i ordet jul, selv om det ikke længere er vikingernes julefest.”
”Det er da mærkeligt, at de to fester lige falder oven i hinanden,” sagde Sofie.
”Næh,” svarede farfar, ”det er nu ikke så mærkeligt. For da folk begyndte at tro på Jesus, blev markeringen af hans fødselsdag bare lagt oven i den gamle fest. Fordi folk var vant til at feste på det tidspunkt.”
”Har Jesus så slet ikke fødselsdag juleaften,” spurgte Sofie.
Farfar smilede.
”Faktisk ved man slet ikke præcis hvilken dag, Jesus blev født. Men i Danmark fejrer vi det den 24. december.”
Sofie så ud af vinduet. Nu var det mørke, farfar snakkede om, ved at omslutte dem.
”Jeg tror, det er ved at være tid til historien,” sagde mor.
Farfar nikkede.
”Kom Sofie. Vi går ind i stuen. Så fortæller jeg dig historien om Jesus fødsel. Jeg skal bare lige ordne noget.”
Farfar gik ud og kom tilbage med en lommelygte i hånden.
Så tog han Sofie i hånden og førte hende ind i stuen, hvor han havde slukket alt lyset.
”Nu skal du bare høre, Sofie,” begyndte farfar og hev sig i skægget.
”Det var midt i julenat…”
Farfar tændte lygten. En tynd lysstribe ramte to porcelænsfigurer på reolen: En gravid kvinde og en ung mand med et æsel.
”Maria slæbte sig afsted. Hendes mave var så stor og tung, at hun næsten ikke kunne gå.
”Åh, Josef, hvornår er vi fremme? Jeg er så træt, så træt,” sagde hun.
”Min skat, vi har langt at gå,” svarede han.
De var begge på vej til byen Betlehem, for kongen havde befalet at alle skulle rejse tilbage til deres fødeby, for så ville han tælle, hvor mange mennesker der boede i landet.
”Den lille sparker i min mave,” sagde Maria. ”Jeg er snart nødt til at hvile.”
”Det kan vi ikke. Vi er nødt til at gå og gå. Vi skal nå frem til Betlehem, før vi kan sove,” svarede Josef.
Selv om han var kæreste med Maria, var det ikke ham, der var far til barnet i hendes mave. En engel havde for længe siden fortalt Maria, at hun skulle føde Guds søn.
”Åh, nu kan jeg se lysene i Betlehem,” sagde Josef.
”Kom. Du kan godt klare det. Bare gå lidt mere.”
Og så stred Maria sig frem, selv om hun sådan trængte til at ligge ned. Hvert skridt hun tog var tungt, og hun glædede sig enormt til at krybe op i en seng.
Endelig kom de frem til Betlehem og bankede på den første hoteldør.”
Farfar slog knoerne ned på sofabordet.
Bank, bank, bank.
”Desværre! Alt er optaget,” sagde en stemme.
Og så gik Josef og Maria videre.”
Farfar slog igen knoerne i gulvet.
Bank, bank, bank.
”Desværre! Vi har ikke en eneste ledig seng,” lød det fra næste hotel.
Bank, bank, bank.
Josef og Maria prøvede den ene dør efter den anden, men ingen lukkede dem ind.
”Her er helt fyldt,” sagde den ene.
”Vi har ikke flere pladser,” lød det fra en anden.
”Her kan I ikke være,” sagde en tredje.
Til sidst var Maria grædefærdig.
”Jeg skal føde mit barn. Kan jeg dog ikke få et sted at sove,” bad hun.
Og så forbarmede en mand sig over hende.
”Du kan være i min stald,” sagde han.”
Farfar flyttede lommelygten og lod lyskeglen ramme en ko og en hest af porcelæn.
”Og sådan gik det til, at det lille Jesus-barn blev født mellem dyrene. Maria svøbte ham i nogle klude og lagde ham ned i en krybbe, der ellers blev brugt som en form for madskål til køerne.
I samme øjeblik skete der noget på den store, sorte nattehimmel.”
Farfar lyste op på stjernen i toppen af juletræet.
”En helt ny stjerne blev tændt. Den blev set langt væk, blandt andet af tre vise mænd, der havde hørt, at en konge skulle fødes. De havde gaver med til kongesønnen, og da de så stjernen på himlen, sagde den ene:
”Se! Se der!Det er et tegn. Jeg tror den lille kongesøn ligger under stjernen.””
Farfar flyttede igen lommelygten, så Sofie kunne se de tre porcelænsmænd, der var på vej frem med gaver i hænderne.
”De tre vise mænd fandt frem til stalden med Jesus og Maria og overrakte deres gaver: Guld, røgelse og en fin parfume, der hedder myrra. På samme tid vogtede nogle hyrder over fårene på marken. De opdagede også den lysende, klare stjerne og undrede sig.
”Hvorfor er der pludselig kommet en ny stjerne? Er det mon et tegn? Og et tegn på hvad,” sagde den ene hyrde.
I det samme kom der et kraftigt lys – og midt i lyset dukkede en engel op.”
Farfar rykkede lommelygten, så lyset ramte en hvid papirengel, der hang på træet.
””Gode hyrder. I nat er Jer en frelser fød,” sagde englen.”
Farfar slukkede lyset, så der igen blev helt mørkt i stuen.
Så pegede han atter på stjernen i træets top. Et øjeblik syntes Sofie, at den skinnede.
”Og så fulgte hyrderne også stjernen for at nå frem og se det lille Jesusbarn. Så stjernen Sofie, stjernen på træet fortæller historien om den nat, vi siger, at Jesus blev født.”
”Tak,” sagde Sofie.
”Nu ved jeg hvorfor vi fejrer juleaften. Og hvorfor vi har alle de mærkelige traditioner.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar