søndag den 1. september 2019

Historien om David og Goliat


Historien er skrevet til 5.A på Ellebjerg Skole.

”Åh, nej,” sagde Sofie, da hun lå i sengen og skulle puttes af farfar.

”I morgen skal vi ha´ mit hadefag. Jeg ha-a-a-a-ader kristendom.”

”Nå,” sagde farfar og puttede dynen rundt om Sofie. ”Hvorfor hader du dog kristendom?”

”Fordi det er så kedeligt, farfar. Du aner ikke, hvor kedeligt det er. I morgen skal vi høre noget om David og filipisterne.”

Farfar lo.

”Filistrene,” sagde han. ”I skal sikkert høre om David og filistrene. Og tro mig: Den historie er ikke kedelig. Uhyggelig, ja. Kedelig? Nej!”

”Kender du da historien om David og filipilerne,” spurgte Sofie.

”Filistrene,” gentog farfar. ”Og ja! Selvfølgelig kender jeg historien om David og filistrene. Det er der rigtig mange, der gør.”

”Men hvad er de overhovedet for nogen? De der filifjumsere?” spurgte Sofie.

”Filistrene,” sagde farfar. ”Filistrene var et folk. Et nabofolk. Det var dem, der boede lige ved siden israelerne, som er det folk, historien handler om.”

”Nå,” sagde Sofie. ”Jeg troede, den handlede om David. ”

”Det gør den også,” sagde farfar, ”Og David var israeler. Og isralerne var i krig med deres nabofolk, filistrene.”

”Okay, ” sagde Sofie, ”jeg er med, ligesom hvis vi var i krig med svenskerne.”

”Nemlig,” sagde farfar, ”og nu skal du bare høre…

Der var engang en dreng, der hed David. Han var ret lille, og ret lav, og den alleryngste i en søskendeflok på otte drenge. Alle Davids brødre havde kælenavne, der viste, hvor store og stærke de var. Muskelbundt, Stenslæber, Løfte-Lucas og Stærksak for eksempel. David blev bare kaldt Splejs. Han kunne ikke engang løfte en sæk mel."

”Det kan jeg da heller ikke,” sagde Sofie.

”Nej,” lo farfar, ”men det kunne alle Davids brødre, og de grinte lidt af ham, fordi han ikke lige så stærk som dem. Men en dag skete der noget underligt.


En fremmed mand kom hen til huset.

Han sagde, at han var udsendt af Gud, og at han skulle finde ham, der skulle være israelernes konge.

”Gud vil give mig et tegn, når jeg ser ham. Han bor her i dit hus. Det må være en af dine sønner,” sagde han til Davids far.  

”Nå, så må det være min ældste søn. Muskelbundt,” sagde Davids far, og kaldte Davids ældste bror hen til sig. Men da den fremmede så Muskelbundt, rystede han bare på hovedet.

”Nej, ham er det ikke,” sagde han. ”Jeg mærker ikke noget tegn.”

Så kaldte Davids far på den næstældste søn, Stenslæber. ”Så må det være ham,” sagde han. Men også denne gang rystede den fremmede mand på hovedet, og bedre gik det ikke, da Davids far en efter en kaldte på de næste brødre.

”Nej, ham er det ikke.” ”Ikke ham.” Nej.” ”Nej.” ”Nej,” sagde den fremmede mand.  

”Jamen, så er der ikke flere,” sagde Davids far, da den fremmede havde rystet på hovedet og sendt den sidste og yngste af Davids storebrødre væk.

”Har du virkelig ikke flere sønner,” spurgte manden.

”Tjoh,” sagde Davids far. ”Jeg har en søn mere. Men han er lidt af en splejs, så ham kan det ikke være.”


”Lad mig møde ham,” sagde manden.

Og så blev David kaldt frem.

Da manden så ham, lyste han op i et stort smil.

”Det er ham! Det kan jeg mærke. Jeg kan mærke tegnet fra Gud. Det er ham, der skal være israelernes konge.”

Og så lagde han en hånd på Davids hoved.

”Nu salver jeg dig. Nu får du noget af Guds kraft,” sagde han.

Sofie så på farfar.

”Skulle David så op og bo på slottet? Når han skulle være israelernes konge?”

Farfar rystede på hovedet.

”Næh… På det tidspunkt var der faktisk allerede en anden, som var israelernes konge, og Davids familie troede bare, at ham den fremmede var lidt underlig. Især fordi han havde salvet den splejsede David. Så faktisk skete der ikke noget særligt. Ikke til at begynde med i hvert fald...
David blev bare boende derhjemme. Han blev stadig kaldt Splejs. Han skulle stadig passe familiens geder som hyrdedreng. Hver morgen blev han sendt ud på markerne, og hver morgen tog han sin slangebøsse med. Den brugte han til at slynge sten efter alle de dyr, der generede hans geder. Ørkenrotter og slanger for eksempel. I starten ramte han tit forbi, men når der ikke var andet at lave, øvede han sig altid, så han dag efter dag blev bedre og bedre. Til sidst kunne han ramme hver eneste ørkenrotte, der var dum nok til at genere hans geder.”


Sofie kiggede op på farfar.

”Sker der ikke snart noget med de der filipensere,” spurgte han.

”Filipensere?” gentog farfar forvirret.

”Ja… Eller Filipisterne eller hvad det nu var de hed… De der svensker-agtige nogen. Nabofolket,” sagde Sofie.

”Nå, filistrene,” sagde far. ”Jo, dem sker der snart noget med. For de var jo i krig mod Davids folk, israelerne, og deres hær rykkede tættere på David og hans familie. Forrest i filistrenes hær gik Goliat. En kæmpe, der var fem gange så høj som en almindelig mand. Han var så stor og tyk, at jorden gungrede, når han tog et skridt, og på hovedet havde han en hjelm af jern.


Hans stemme lød som et tordenvejr, når han brølede.

”Fjern jer! Væk! Her kommer Goliat og hans mænd. Giv plads,” sagde han og så flygtede folk fra ham. Ingen turde gøre modstand, når de så Goliat.

Til sidst nåede filistrenes hær helt hen til den by, der lå lige i nærheden af Davids hjem. Alle hans storebrødre blev sendt hen for at kæmpe mod filistrene, men David var for lille. Han skulle blive tilbage.


”Vi skal nok klare de fesne filistre,” sagde Muskelbundt, da de gik afsted, men da han så Goliat blev han tavs. Aldrig havde han set så høj og stærk en kæmpe og Stærksak, Løfte-Lucas og Stenslæber blev lige så bange.

”Nå! Kommer der flere små krapylere,” sagde Goliat med sin tordenstemme, da han så de syv brødre.

”Skal I ikke kæmpe mod mig? Hvis nogen kan klare mig, trækker hele hæren sig tilbage,” brølede han. Men hverken Muskelbundt, Stærksak, Løfte-Lucas eller Stenslæber skulle nyde noget af at kæmpe mod kæmpen.

”Han er alt for farlig. Vi har ikke en chance,” mumlede Stærksak.


Næste dag blev David sendt ned til byen. Ikke for at kæmpe, men for at give sine brødre noget brød. Som altid hang hans slangebøsser over den ene skulder.

Han skulle op over en høj bakke for at komme hen til byen, og på vejen så han flere folk, der løb den modsatte vej.

”Har du set kæmpen, har du set kæmpen,” råbte en lille dreng.

”Skynd dig væk. Hvis han tramper på dig, er du knust.”

Men David fortsatte bare op ad bakken.

Da han nåede toppen, så han ned.

Og fik et kæmpe chok.

Lige under ham så han hovedet på kæmpen, der var så høj, at han næsten nåede op til bakketoppen.

”Ha, ha, ha,” brølede kæmpen. ”Jeg er Goliat. Og jeg er klar til at kæmpe. Er der virkelig ingen, der tør kæmpe mod mig? Sikke nogen bangebukse, I er. Og I kunne endda redde hele jeres folk. Vi trækker os væk, hvis nogen kan slå mig.”


”Løb, løb. Stik af. Kæmpen er alt for farlig,” råbte Davids storebror Muskelbundt, da han fik øje på David. Men David stak ikke af.

Tværtimod gik han roligt ned af bakken.

”Jeg tør godt,” sagde David.

”Jeg tør godt kæmpe mod dig.”


”Nej, nej, David,” råbte Stenslæber. ”Han kvaser dig. Stik af.”

Kæmpen så ned på David.

”Hvem taler? Hørte jeg en loppe gø? Eller er det en mus, der piber.”

”Nej,” sagde David. ”Det er mig. David. Og jeg ved, at Gud er ved min side.”

”Ha, ha, ha,” lo kæmpen. ”Jeg smadrer dig til døde.”

Men David tog roligt den største sten, han kunne finde. Satte den i slangebøssen, pegede op mod kæmpens hoved, trak stenen helt tilbage i snoren, der var lavet af en gedetarm og mindede om en elastik. Så slap han.

SWUSSSSHHHH!

Stenen fløj gennem luften.

Og landede lige i panden på Goliat.

”Hvad I… Av,” sagde Goliat.

Et øjeblik dinglede han frem og tilbage.

Så faldt han til jorden med et brag.


David løb over til ham, og hev kæmpens eget sværd ud af hans bælte. Så skar han hans hoved af.

”David, David. Hurra for David,” råbte hans storebror Muskelbundt.

”Fantastisk! Du har klaret kæmpen,” jublede Stærksak.

Så begyndte alle andre israelere også at klappe og huje.

”David, David, du er en helt,” råbte de.

Men filistrene klappede ikke. De så skræmte på hinanden.

”Flygt, flygt, Imens flygtede alle filistrene afsted. Ingen turde være i nærheden af David, der lige havde slået Goliat i gulvet.”


”Blev David så konge,” spurgte Sofie.

”Ikke lige med det samme. Men senere. Da han var voksen. Og fortællingen siger, at han blev en meget stærk og god konge, og da han døde, ventede israelerne på, at der skulle komme en lige så god konge igen. Og da Jesus kom 1000 år senere, var der nogen, der troede, at han var Davids efterfølger. Andre sagde, at han var Guds søn, men det tror jøderne ikke på, så den dag i dag venter de stadig på, at Davids efterfølger skal komme.”

”Er det en rigtig historie,” spurgte Sofie.

Farfar trak på skuldrene.

”Det er der nogen, der tror. Andre tænker bare, at det er en god historie. Om at de små også kan overvinde de store. At man nogle gange kan klare mere, end man skulle tro. Og at man ikke skal give op, selv om an er lille.”



Forslag til arbejdsspørgsmål, hvis du er kristendomslærer i 5. klasse:

Læs om David og Goliat i lærebogen. Hvordan er den historie, vi lige har hørt, anderledes end den i lærebogen?

Kender I andre historier, hvor de små vinder over de store?

Har I nogensinde oplevet at føle jer små – og alligevel klare en stor opgave?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar