torsdag den 21. november 2019

Bertrams juleønske - om jul og alkohol

En lidt mere alvorlig historie om jul og alkohol. For ældre børn + 8.

Bertram gøs ved synet af den julepyntede villa.

”Wov,” sagde hans bedste ven, Nikolaj, mens han begejstret pegede på de blinkende lyspærer, der tilsammen dannede en jubelglad julemand med rensdyr og kane. ”Det hus ser jo fantastisk ud.”

Bertram trak på skuldrene.

”Er det ikke lidt overdrevet,” spurgte han.

”Nej da. Jeg kan ikke få nok af jul.”

Det kunne Bertram så godt.

Få nok af jul, altså. Af alle årets måneder var december den værste. Og af alle decembers dage var den 24. den allerværste.

”Tjo, det er da meget hyggeligt,” løj han.
De to drenge var på vej hjem fra en klassefest. Med nisseleg. Det var den 22. december, og Bertram glædede sig over, at det i det mindste snart var overstået. Juleriet.

”Har du fået pakkekalender i dag,” spurgte Nikolaj ivrigt. ”Jeg fik slik i min. En marsbar.”

Bertram nikkede.

”Jeg fik 100 kroner i min julesok i morges.”

”100 kroner! Det var da vildt mange penge.”

”Ja, ja. Det er cool nok.”

Bertram var den i klassen, der boede i det største hus, og den med det største værelse.

”Se,” råbte Nikolaj pludselig og greb fat i Bertrams arm.

Denne gang var det ikke et hus med julepynt, der blev peget ud, men noget på den sorte vinterhimmel.

Bertram lagde nakken tilbage og så et lysende stjerneskud fare hen over himlen.

”Ønsk! Ønsk,” sagde Nikolaj.

Bertram lukkede øjnene.

Ønsket strøg igennem hovedet på ham.

Han kunne næsten mærke det som en fysisk varme.

Så var stjerneskuddet væk.

Bertram kiggede lidt på den mørke himmel og alle de lysende stjerner.

”Hvad ønskede du,” spurgte Nikolaj.

Bertram tøvede.

”Jeg tror da ikke på det,” sagde han så. ”Det der med stjerneskud er bare noget pjat.”

”Men hvad ønskede du?”

Bertram skuttede sig lidt i sin vinterfrakke. Det var bidende koldt, og han havde glemt sine vanter.

”Man må jo ikke sige, hvad man ønsker,” sagde han.

”Nej, nej. Ikke hvis man tror på, at ønsket kan blive opfyldt. Jeg vil ikke sige, hvad jeg ønskede… Men du… Du kan jo godt sige det. Når du nu alligevel ikke tror på det.”

Nikolajs stemme havde fået et drillende tonefald.

Bertram daskede ud efter ham.

Han havde bestemt ikke lyst til at sige, hvad han havde ønsket, men det var ikke fordi, han var bange for, at det ville forhindre ønsket i at gå i opfyldelse. Det var fordi, Nikolaj ikke skulle vide det. Hvis han kendte Bertrams allerstørste ønske, ville han vide alt for meget. Om ting, man ikke skulle snakke om.

”Har du set BPs nye show,” spurgte Bertram for at skifte emne. De var begge vilde med youtuberen Benjamin Plank.

”Selvfølgelig,” sagde Nikolaj. ”Han er bare den bedste.”

”Men hvilken af hans videoer er så den allerbedste,” spurgte Bertram.

Det satte gang i en lang diskussion, og lidt efter var de heldigvis hjemme ved hans villa uden, at der blev snakket mere om ønsker og stjerneskud.



*

”Hallo,” råbte Bertram, da han kom ind i entreen.

Der var ingen, der svarede, men Bertram kunne høre musik.

”Hallo,” gentog han.

I køkkenet var kalenderlyset brændt helt ned. Resterne af pizzaen stod stadig på køkkenbordet sammen med en halvfuld cola og to tomme rødvinsflasker.

Inde fra stuen kunne han høre rockmusik. For fuld lydstyrke.

”Far,” råbte Bertram. ”Er du her?”

Først kunne han slet ikke se nogen inde i stuen. Så opdagede han faren. Nede på gulvet mellem to potteplanter.

Slipset hang slapt ned over den hvide arbejdsskjorte. På sofabordet stod en flaske mere. Der var kun en lille sjat tilbage.

”Far,” sagde Bertram og slukkede for musikken.

”Far! Du kan da ikke ligge der.”

Bertram prøvede at ruske i sin far. Han fik en stærk rødvinsdunst i hovedet.

”Far. Vågn op. Du skal ind i seng. Du kan ikke bare ligge her,” sagde Bertram.

”Bare lad mig sove, Bertram,” sagde hans far.

Med den snøvlende stemme Bertram hadede.

”Vågn nu op,” gentog Bertram, men faren blev bare liggende.

Så rystede Bertram på hovedet.

Han kunne mærke ked-af-det-heden fylde ham. Helt ned fra fødderne, op gennem maven og ud i hovedet.

Så lagde han et tæppe hen over faren.

”Du skulle ikke drikke så meget,” mumlede han ud i luften. Så gik han ud i køkkenet og ryddede af efter aftensmaden.

Bertram kunne ikke huske om, faren altid havde drukket, men det var i hvert fald blevet værre de sidste år. Efter at hans mor døde.

Og nu havde hans far ellers lige lovet, at han ikke ville drikke mere.

”Jeg kan da bare holde op, Bertram,” havde han sagt. Så sent som i søndags. Efter julefrokosten hos faster Gitte, hvor han var blevet så fuld, at han var begyndt at svaje og igen var gået omkuld på sofaen.

”Sådan kan det nogen gange gå, når voksne får lidt for meget at drikke,” havde faster Gitte sagt til Bertram. De andre voksne havde mest grinet, men Bertram syntes også, at de sendte ham nogle lidt medlidende blikke.

Det var derfor, han ikke ville fortælle Nikolaj om det. Han ville aldrig kunne forstå det. Hans egne forældre var sådan nogen, der aldrig drak for meget, og Nikolaj grinede altid, når de så en alkoholiker nede i centret. ”Jeg fatter ikke, hvorfor de ikke tager sig sammen. Hvorfor har man lyst til at drikke så meget,” kunne han finde på at sige.

Bertram tog rødvinsglasset fra bordet og stillede det ned i opvaskemaskinen. Så smed han kalenderlyset i skraldespanden. Det var jo alligevel brændt helt ned. Og så kunne Bertram da slippe for at se på det.

Bertram fik tårer i øjnene ved tanken om sidste jul.

Han havde sådan glædet sig, selv om han jo burde have vidst at det kunne gå galt, når der var så mange vinflasker på bordet.

Først havde faren bare været ligesom de andre voksne. Han havde slynget vinen rundt i glasset og beundret farven og snakket om de fine, dyre dråber. Men så var han pludselig begyndt at drikke hurtigere.

Han nærmest skyllede vinen ned. Og til sidst var han blevet så fuld, at han ikke gå kunne gå ordentligt og snublede over sine egne ben. Lige henne ved juletræet, som han greb ud efter og fik væltet med i faldet.

Og senere var han begyndt at skælde ud. På faster Gitte og onkel Lars, mens Bertram bare sad under bordet og holdt sig for ørerne.




*

Næste morgen havde Bertrams far bagt morgenboller og lavet te. Det var lillejuleaften, og de havde begge to fri.

Bertrams far havde lidt røde øjne.

”Jeg var godt nok træt i går,” sagde han og smurte en bolle.

Bertram stirrede ned i tallerkenen.

”Du faldt i søvn på stuegulvet, far,” sagde han.

”Ja, det var noget værre noget.”

Bertrams far lo lidt forlegent.

”Jeg var træt.”

”Kan du ikke lade være med at drikke,” spurgte Bertram.

”Jo, jo… Jeg drikker ikke særlig meget. Jeg var bare træt i går.”

”Men kan du ikke lade helt være. I morgen. Når det er juleaften. Det er mit største ønske.”

Bertram så direkte på ham.

”Hold nu op Bertram. Jeg skal da have noget vin til min andesteg. Du skal jo også have sodavand.”

”Men far… Du lovede…”

”Bertram! Du skal ikke tale til mig som om, jeg er et barn. Det er mig, der er den voksne.”

”Men far…”

Bertrams far så vred ud.

”Bertram! Det er altså helt normalt at drikke vin juleaften. Det gør alle voksne. Det er hyggeligt.”

Bertram sagde ikke mere.

Han spiste sin bolle og gik ind på sit værelse.

Gud, hvor han bare hadede jul.




*


Juleaftensdag vågnede Bertram tidligt om morgenen. Han var i vanvittig dårligt humør, men det hjalp lidt, da Nikolaj kom over med en julegave.

”Jeg skal være hjemme om et par timer,” sagde Nikolaj, ”men vi kan godt lige se lidt youtube sammen. Hov! Min telefon vibrerer. Det er BP. Han har lige lagt noget nyt op.”

De to drenge satte sig i sengen for at se Benjamin Planks video. Og så blev alt anderledes.


På videoen så BP mere rolig ud, end han plejede.

"Godmorgen," sagde han. "I aften er det juleaften, og jeg vil gerne fortælle jer en hemmelighed.

Jeg hader juleaften.

Ja! Jeg hader faktisk juleaften.

Jeg ved godt, at juleaften er noget, man plejer at glæde sig til. Det er ligesom den dag, man tæller ned til, ik, med julekalendere på TV og kalenderlyset, der langsomt brænder ned til den store dag. Og henne på skolen snakker alle om, hvor meget de glæder sig til den 24., og der er nogle, der bruger timevis på at diskutere: Hvad er bedst? Jul eller fødselsdag?

Men lad mig bare sige det ligeud:

Jeg hader juleaften.

Jeg ville ønske, at man bare kunne springe over.

Og hvorfor hader jeg så juleaften?

Det gør jeg fordi, jeg har haft så mange forfærdelige juleaftener. Juleaftener, hvor min mor drak sig fuld. Jeg husker særligt en juleaften, da jeg var omkring 10 år gammel.

Jeg havde glædet mig helt vildt, og så blev min mor så fuld, at hun lagde sig til at sove inden, vi overhovedet kom i gang med juleaftenen. Hun fik slet ikke lavet julemad eller noget, og så prøvede min storesøster at stege en and til mig og mine små søskende. Men den blev helt brændt og branket, og det var altså ikke særlig sjovt at sidde der og stikke i en sort and.

Nu er min mor faktisk gået på afvænning. Hun har besluttet sig for, at hun aldrig vil drikke mere – og jeg har også aftalt med hende, at jeg gerne må lægge denne her video på. For at fortælle, hvordan det kan være, når man er barn, og ens forældre drikker…

Men selv om jeg ved, at min mor ikke vil drikke i år, kan jeg alligevel mærke, at jeg egentlig ikke glæder mig til juleaften. Der har været alt for mange dårlige oplevelser.”

Bertram sad og stirrede overrasket ud i luften.

Tænk at han ikke var den eneste, der havde det dårligt med julen.

Tænk at Benjamin også havde det skidt.

”Det er da synd for ham,” sagde Nikolaj.

I det samme dukkede den første kommentar til videoen op. Det var af en person, der kaldte sig Girlie10. Hun skrev:

”Tak for din video. Min far drikker også ret meget, og det er jeg meget ked af. Jeg hader, når voksne bliver fulde. Han bliver ikke altid fuld, han er ikke sådan en, der sidder nede på en bænk og drikker. Han er sådan en, der godt kan gå på arbejde og passe sit job, men når han først begynder at drikke, kan det let gå galt. Så får han alt for meget. Og jeg kan ikke få ham til at lade være. Han siger altid, at jo, jo, han skal nok prøve at begrænse sig. Men han gør det ikke. Og sådan er det altså… Det er derfor, jeg hader julen. Jeg ville ønske, at jul var en fest uden alkohol…”

Øjeblikket efter kom den næste kommentar.

”Hej Benjamin. Tak for din film. Den ramte mig lige i hjertet. Og jeg kan sådan genkende det. Jeg er også altid nervøs, når det er juleaften.”

Bertram nåede ikke engang at læse kommentaren til ende, før der var en kommentar mere. Det var fra en pige, der hed Camilla. Hun skrev:

”Jeg er helt enig. Gid de voksne kunne lade være med at drikke juleaften.”

Der kom flere og flere kommentarer, og Bertram blev i bedre og bedre humør.

Pludselig lagde han mærke til at Nikolaj stirrede på ham.

”Undskyld,” sagde Nikolaj så.

”Undskyld. Hvorfor siger du undskyld?”

”Jeg har vidst det længe. Jeg tænkte bare, at du ikke ville tale om det.”

”Vidst hvad,” spurgte Bertram.

”Hold nu op. Jeg ved godt, at din far drikker for meget engang imellem. Jeg har jo set ham fuld. Jeg har bare ikke… villet vade rundt i det.”

”Der er åbenbart mange, der har det ligesom mig,” mumlede Bertram.

Nikolaj sad lidt uden at sige noget.

”Der er jo ingen, der siger, at du skal holde jul her,” sagde han.

”Hvad mener du?”

”Ja, du kan jo godt holde det hjemme hos mig. Det er mine forældre helt sikkert med på.”

Bertram stirrede på ham.

Det var mærkeligt, men han havde aldrig tænkt på det som en mulighed.

”Det kan godt være, du ikke kan få din far til at holde op med at drikke. Men du bestemmer selv, hvor du vil være den 24. december om aftenen.”




*

Da Nikolaj gik hjem, gik Bertram op i køkkenet. Hans far var ved at pakke en julegave ind.

”Hej søn. Den er til faster Gitte,” sagde han.

Bertram trak vejret ind.

”Far,” sagde han så, ”der er noget, jeg har besluttet.”

Hans far så forundret på ham.

”Besluttet… Hvad har du besluttet?”

”Jeg vil ikke have, at du drikker i aften, far. Det er den største gave, du kan give mig. Jeg vil ikke have, at du drikker noget som helst. Ikke noget vin. Ikke noget øl. Og ikke nogen cognac til kaffen.”

Hans far sukkede.

”Det snakkede vi jo om i går, Bertram. Selvfølgelig må jeg få et glas rødvin til min juleand.”

Bertram rystede på hovedet.

”Nej. Ikke hvis du vil holde jul med mig. Det er en aften, og den ene aften kan du vel lade være med at drikke.”

”Bertram nu skal du ikke begynde…”

”Jeg vil ikke, far. Jeg vil ikke have sådan en juleaften med ondt i maven. Jeg gider ikke være nervøs for, om du drikker for meget.”

Bertrams far stirrede på ham.

”Men vi skal jo hen til faster Gitte. Jeg har købt lækker vin. Det er jo helt normalt at drikke vin juleaften. Nu skal du altså ikke komme her… Og er det ikke lidt sent, du kommer med det der, Bertram. Det er jo juleaften i aften.”

Bertram nikkede.

”Ved du hvad far. Du kan selv vælge. Enten bliver det en jul uden alkohol. Eller også bliver det en jul uden mig. Jeg kan godt være ovre hos Nikolaj.”

Hans far åbnede og lukkede munden et par gange.

”Du truer mig jo Bertram. Du skal ikke true mig.”

”Jeg truer dig ikke,” sagde Bertram roligt. ”Jeg kan ikke bestemme om, du skal drikke eller ej. Men jeg kan selv bestemme, hvor jeg vil være den 24. december om aftenen. Og jeg gider simpelt hen ikke en jul med druk. Nu går jeg en tur. Og når jeg kommer tilbage, kan du sige, hvad du har besluttet…”

Så gik Bertram ud i gangen, hvor han tog sin jakke på.

Da han havde snøret skoene råbte faren på ham.

”Vent Bertram, vent. Du behøver ikke at gå. Jeg har bestemt mig.”




*


Resten af dagen gik Bertram rundt med en spændt fornemmelse i maven. Han turde ikke rigtig glæde sig, men han sendte en SMS til Nikolaj.

”Hej Niko. Han har sagt ok.”

To minutter efter kom der svar tilbage.

Billedet af en løftet tommelfinger.

”God jul, min ven,” stod der.

”God jul,” skrev Bertram tilbage.

Klokken fire fandt Bertrams far posen med gaverne frem.

”Så Bertram. Så kører vi.”

Da han bar posen ud i bilen, så Bertram at der lå en hel kasse rødvin i bagagerummet.

”Åh, far,” sagde han bare.

Men faren lagde en hånd på hans skulder.

”Bertram! Det er mig, der skal have rødvin med. Det har vi aftalt. Men! Jeg har lovet dig, at jeg ikke drikker. Og det holder jeg. Se her. Denne her er til mig.”

Han pegede på en flaske, der stod ved siden af kassen. Det var cider.

Bertram satte sig ind ved siden af sin far og spændte sikkerhedsselen.

Han kunne mærke spændingen i maven.

Der var et problem ved at køre hen til faster Gitte: Han kunne ikke selv komme væk. Hvis nu hans far alligevel drak, var der ikke noget at gøre. Han kunne ikke komme hen til Nikolaj.

Eller, jo. Det kunne han jo faktisk.

Han kunne tage en taxa.

”Øjeblik, far. Der er noget, jeg har glemt.”

Han klikkede sikkerhedsselen op, åbnede bildøren og strøg tilbage til villaen. Låste sig ind og løb ned på værelset, hvor han fiskede 500 kroner ud af sparegrisen.

Da han gik tilbage op af trappen, mærkede han en boblende lykkefølelse brede sig i kroppen.

Han kunne faktisk gå.

Hvis hans far alligevel ville drikke, havde han et valg.

En besked tikkede ind på telefonen.

Det var fra Niko.

”Hej min ven. Husk du er altid velkommen her,” skrev Niko.

Bertram sendte en smiley tilbage.

Så satte han sig igen ind i bilen til sin far og spændte sikkerhedsselen.

Da de ringede på hos faster Gitte, kom hun ud i et forklæde med julerensdyr på maven.

”Velkommen, velkommen. Godt at se jer,” sagde hun og krammede. Først far. Så Bertram.

”Du har taget de dyre dråber med,” sagde hun glad. ”Dem glæder jeg mig til smage.”

”De er også gode,” sagde Bertrams far.

Bertram mærkede sit hjerte slå. Kunne hans far virkelig lade være med at drikke? Kunne han holde det, han havde lovet? Eller ville det være for mærkeligt for ham, når alle de andre sad med rødvinen?

”Men jeg skal desværre ikke selv have noget i dag.”

”Skal du ikke? Det er jo juleaften? Skal du ikke have et glas til anden?”

Bertrams far rystede på hovedet

”Niks. Jeg trænger til slet ikke at drikke.”

”Nå, men vi kan da også godt hygge os alligevel. Kom ind, kom ind.”

Og så blev det den bedste jul, Bertram nogensinde havde haft.

Da han gik rundt om træet med sin ædru far i den ene hånd og faster Gitte i den anden, følte han sig lykkelig.

Tænk at det var lykkedes.

Tænk at hans største juleønske var gået i opfyldelse.

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

2 kommentarer: