mandag den 24. februar 2020

Troldenes hævn


Selv om det er vinter, er der ingen sne i Norge. "Det er jo troldene," råber gamle onkel Einar, men ingen vil høre på ham. Ingen andre end Esther og Sunniva. Til børn fra 5 år.

”Det er virkelig mærkeligt,” sagde tante Lea, da de sad i køkkenet og spiste tomat-fiskesuppe – kaldet bacalao - på vinterferiens første dag. ”Det er aldrig sket før, at sneen slet ikke er faldet i Ørsta – der plejer altid at være nogle uger med sne, men i år er der ikke faldet så meget som et fnug.
Esther så ned i tallerkenen. Hun var så skuffet, at hun kunne græde. Så meget havde hun glædet sig til at stå på ski. Og så var der bare regn og brune bjerge – eller fjelde, som de kaldes på norsk. 
”Hvorfor er der ingen, der vil høre på mig! Det er jo troldene,” sagde kusine Sunnivas gamle onkel Einar. Esther havde altid været lidt bange for ham. Han lignede selv en trold med kridhvidt hår, der strittede i alle retninger, og et langt skæg.
De voksne begyndte at diskutere, men Esther forstod ikke rigtig, hvad de talte om. Ikke før gamle Einar igen hævede stemmen. 
”Det er jo troldene,” sagde han. ”Hvorfor er der ingen, der vil høre på mig!”
”Rolig Einar. Der findes jo ikke trolde! Du skræmmer bare børnene,” sagde tante Lea.
”Men de findes! Jeg ved det! Og vi er nødt til at gøre noget,” fortsatte Einar.
Så så han lige på Esther.
”Du forstår mig,” sagde han. ”Gør du ikke.”
Esther vidste ikke, hvad hun skulle sige, men det var heller ikke nødvendigt, for tante Lea klappede hænderne sammen.
”Kom! Lad os gå ind i sofaen og få kaffe og chokolade,” sagde hun.


Da de lidt efter sad i stuen og guffede chokolade med nødder, blev der ikke talt mere om hverken vejret, sneen eller troldene, men Esther kunne ikke lade være med at tænke på det. Hvert år tog hun og hendes far på vinterferie hos kusine Sunniva, og det plejede at være en fest med både kælke- og skøjteture, langrend og slalom. Esther havde altid været lidt misundelig på Sunniva, fordi hun havde al den dejlige sne til hverdag. Da hun var lille, blev hun trukket til børnehave på en kælk, og hun havde ski med, så hun og de andre børn kunne stå på ski i de små bakker på børnehavens legeplads. Sunniva var selvfølgelig meget bedre end Esther, når de sammen løb på ski i skoven, men hun lo aldrig af Esther – lærte hende bare tricks, så Esther også blev bedre. År for år. Men i år. I år skulle der åbenbart ikke været noget af den slags.


Esther opdagede at Sunniva kiggede på hende.
”Pyt! Vi får det sjovt alligevel,” sagde hun. ”Vi kan spille spil og gå tur i skoven. Også om aftenen, når det er mørkt. Jeg har fået en ny pandelampe.”
Gamle Einar stirrede på dem begge to.
”Hvis I vil gå tur i skoven, er der noget, jeg vil fortælle jer. Kom ind til mig i morgen eftermiddag,” sagde han ned lav stemme – som om de andre voksne ikke måtte høre, hvad han sagde.

Næste eftermiddag bankede Esther og Sunniva på hos gamle Einar, der boede i et rødt træhus lidt længere ned ad vejen. Han havde bagt vafler og stillet an med flødeskum og syltetøj.
"Dejligt,” sagde Esther, ”jeg elsker vafler. Og vi plejer kun at få dem, når vi går på ski og holder pause i varmestuerne.”
”Jeg håber, du kan komme på ski igen,” sagde Einar, ”det gør jeg virkelig… men … jeg tror, det afhænger af jer to. Hvis der igen skal blive koldt i Ørsta, hvis sneen skal falde, så … Så bliver I nødt til at slutte fred med troldene.”
”Mor siger, at der ikke findes trolde,” sagde Sunniva mellem to bidder. ”Hun siger, at du fylder os med vrøvl.”
Gamle Einar nikkede alvorligt.
”Ja. Og det er desværre ikke kun din mor, der siger sådan. Der er stort set ingen, der tror på mig  … Men … men … jeg fornemmer, at du måske gør.”
Han så direkte på Esther.
”Eller at du måske kan komme til det.”
Esther tøvede.
Der kunne vel ikke ske noget ved i det mindste at høre på ham.
”Så længe jeg får vafler, er jeg glad,” sagde Sunniva med et stort smil. ”Fortæl du bare løs.”

”Ved I hvad en skifting er,” spurgte Einar.
”En skifting,” sagde Esther og Sunniva i munden på hinanden.
Så kom Esther i tanke om det. Hendes lærer havde engang fortalt at folk i både Danmark, Norge og vist også Sverige, i gamle dage havde troet, at troldene nogle gange byttede et sundt og raskt menneskebarn ud med et troldebarn.
Hun så på Einar, der sad der i sofaen med sit strittende hår, og så røg det ud af hende: 
”Er du en skifting,” spurgte hun.
Einar lo og tog sig til håret.
”Nej, det ved Gud i himlen, jeg ikke er, selv om du åbenbart synes, jeg ser sådan ud … ”
Så blev han meget alvorlig.
”Men det var min nabo … Gro … Vi gik i klasse sammen, og hun så anderledes ud end os andre. Havde ligesom grovere træk. Og hendes hår! Hvis I synes, mit hår stritter, så var det intet imod hendes! Gro havde det rigtig svært i skolen. De andre drenge i klassen kaldte hende Trolde-Gro og ventede på hende efter skole for at drille. Om vinteren kastede de snebolde efter hende, og om sommeren kastede de med bær.”
Gamle Einar sad lidt og kiggede ud i luften.
”Jeg tror, at jeg var den eneste ven, Gro nogensinde fik. Eller … i hvert fald den eneste menneskeven. Vi var jo naboer og efter skole legede vi sammen. Altid i naturen. Gro hadede at være indenfor. Vi badede i skovsøen, samlede kantareller, byggede huler og legede gemmeleg mellem træerne. En sommeraften, da jeg nok cirka var otte år gammel, lå jeg i min seng, da det pludselig bankede på ruden. Det var Gro. Hun fortalte mig, at hun endelig var blevet hentet af sin rigtige far og rigtige mor. Hun var faktisk en trold – så når drengene i klassen drillede hende, og kaldte hende Trolde-Gro, havde de mærkeligt nok ret … ”
Gamle Einar stoppede op. Et øjeblik så han direkte på Esther.
”Tror du på mig,” sagde han. ”For ellers vil jeg ikke fortælle mere.”
Esther tøvede.
”Jeg ved det ikke,” sagde hun så. ”Det lyder meget underligt, det du fortæller. Men jeg vil meget gerne høre mere.”
Gamle Einar sad lidt og stirrede ud i luften.
”Jeg har vel heller ikke andre muligheder end dig,” sagde han så. 
”I mange, mange år mødtes Gro og jeg en gang om året. På datoen for den aften, hvor hun forsvandt og sluttede sig til troldene. Altså den 5. august. En enkelt aften om året lavede vi alle de ting, vi nød at gøre sammen – badede, samlede bær, legede gemmeleg. Og Gro – der egentlig hedder Kantarel – fortalte mig om livet hos troldene, og jeg fortalte hende om livet hos menneskene. Men nu er jeg blevet for gammel. Jeg kan ikke længere komme ud til Gros hule i skoven, og det er mange år siden, jeg sidst har set hende. Men for to uger siden vågnede jeg ved en banken på ruden. Et kort øjeblik mindede lyden mig om dengang, Gro bankede på ruden for at fortælle, at hun rejste bort, men så så jeg, at det var en fugl, der bankede på min rude med sit næb. Jeg åbnede vinduet og opdagede, at den havde noget hængende om halsen.”

Einar rejste sig og gik med langsomme bevægelser hen til kommoden, hvor han tog et brev frem.
”Se,” sagde han.
Det var et stykke bark, hvor noget var skrevet med en rød farve – måske saften fra et bær.
”Einar! Troldene vil hævne sig. Det starter med varmen. Kom til min hule. Inden fuldmåne,” læste hun.
”Fuldmåne,” sagde Sunniva. ”Det er jo fuldmåne i morgen.”
Einar nikkede.
”Ja! Det er derfor, jeg er utrolig glad for, at I er kommet. I aften er det sidste chance. Ingen har troet mig, selv om jeg igen og igen har prøvet at få folk til at lytte. Men vil I ikke nok gå ud til Gros hule. I aften.”
Esther og Sunniva så på hinanden.
”Min mor siger altså, at du vrøvler,” sagde Sunniva.
”Men vi gør det alligevel,” sagde Esther. ”Måske spilder vi bare en aften. Måske har Gro – eller skal vi mon ikke hellere kalde hende Kantarel – virkelig noget vigtigt at fortælle.”
Einar trykkede begge pigers hænder.
”Tak,” sagde han, ”tak for at I tror på mig! Nu skal jeg fortælle jer vejen. Men I kan først gå derud i aften, for når trolde først er blevet voksne, kan de ikke tåle sollys. Hvis de rammes af sollyset, bliver de forvandlet til sten.”

Sunniva og Esther var ikke sikre på, at de ville få lov til at gå alene ud i skoven om aftenen, så de undlod at spørge. I stedet satte de Esthers mobiltelefon til at ringe klokken tolv om natten, da alle voksne var gået i seng, og der var helt stille i huset. Så tog de varmt tøj på og gik ud med hver sin pandelampe. 
Skoven lå lige bag Sunnivas hus. De skulle bare op ad en lille sti, der førte op ad fjeldet. Månen var næsten fuld, så der var ikke helt mørkt, og med pandelamperne kunne de sagtens se stien.
”Pas på du ikke falder,” sagde Sunniva.
Hun var ikke bare bedre end Esther, når de løb på ski – hun var også bedre til at gå i det ujævne terræn, fordi hun var vant til det.
De fulgte Einars anvisninger og fandt bækken, der løb ned ad fjeldsiden og fulgte den op i skoven. Esther kunne mærke sit hjerte slå. Hun var ikke vant til at gå i skoven om natten.
”Du skal ikke være bange,” sagde Sunniva. ”Jeg har tit gået her med min far. Også i mørke. Det er ikke farligt.”
Einar havde forklaret, at de bare skulle følge vandløbet indtil de kom til en stor sten, der var på højde med en mand. Esther syntes, at den så uhyggelig ud. Den lignede næsten et menneske … eller en trold. Hun lød lyset fra pandelampen glide op og ned af stenen. Den var fuld af mos og fugleklatter.
”Så er det her, vi skal dreje til højre,” sagde Sunniva.

De gik væk fra bækken og gjorde som Einar havde sagt – talte 100 lange skridt. Så stod de stille og lyttede.
Der var noget, der puslede. Måske en fugl. Ellers var der stille.
Sunniva tog Esthers hånd.
Så kaldte de i kor.
”Kan-ta-rel! Kan-ta-rel!”
Da de havde kaldt ti gange, lød der en dyb, grov stemme et sted i mørket.
”Hvem kalder mit navn?”
”Sunniva og Esther,” sagde Esther, ”det er Einar, der har bedt os komme.”
"Hm. Hvordan kan jeg vide, at I taler sandt,” lød den grove stemme.
Esther tænkte sig om.
”Fordi vi kender datoen, hvor du forsvandt. Datoen, hvor du sluttede dig til troldene.”
”Og hvilken dato er det så?”
”Kan du huske det,” spurgte Sunniva.
”5. august,” svarede Esther.
Et øjeblik var der igen stille. Så lød den grove stemme igen:
”Jeg kommer ud til jer nu. Men sluk jeres lygter.”

Esther og Sunniva slukkede lommelygterne. Uden det hvide lys, var der temmelig mørkt, men de kunne dog stadig se lidt i måneskæret.
Efter nogle minutter dukkede en stor, grov skikkelse frem bag et træ. Det var en kvinde med et viltert hår, der ganske rigtigt fik gamle Einars hår til at se helt nyfriseret ud.
"Jeg er Kantarel! Kom med,” sagde hun.

Esther og Sunniva fulgte med, indtil de kom til et lille hul i klippen, hvor først Kantarel, så Sunniva og til sidst Esther klemte sig ind. Indenfor var hulen oplyst med fakler. I midten stod et lille ildsted, hvor Kantarel var ved at koge te. Hun gjorde tegn til at de kunne sætte sig og skænkede den dampende varme drik op til dem.
”Jeg er glad for at I er kommet,” sagde Kantarel, ”i aften er sidste chance, så jeg havde næsten opgivet…”
”Sidste chance til hvad,” spurgte Esther.
”Det skal jeg forklare jer … Men først skal jeg fortælle jer, hvordan vi trolde blev til. Kender I historien?”
Esther og Sunniva rystede på hovedet.
”I kender godt Eva, ikke?”
”Eva … Fra Adam og Eva,” spurgte Esther. Hendes lærer havde godt fortalt hende historien om Adam og Eva, der ifølge biblen var de to første mennesker, som Gud havde skabt.
"Jo, ser I … Engang var Eva ved at vaske sine børn i floden, da hun pludselig hørte Gud komme. Hun var flov over de børn, der endnu ikke var blevet renset for jord og snavs, og hun skyndte sig at gemme dem væk, så kun de renskurede var tilbage. Da Gud kom, viste hun stolt de rene børn frem. ”Er det alle dine børn? Har du ikke flere,” spurgte Gud. ”Nej,” løj Eva. ”Jeg har ikke andre børn end dem, du ser her.”
Og da hun sagde det, blev de børn, hun havde gemt forvandlet til os trolde.”

Kantarel sukkede dybt.
”Så som I kan høre, har menneskene behandlet os trolde dårligt helt fra begyndelsen. Og siden er det kun blevet værre: Menneskene bygger tunneller ind i fjeldet, så de ødelægger vores troldehuler. De fælder træerne, så vi får mindre og mindre skov at leve i. Og de forurener og ødelægger den natur, som vi trolde elsker.”
Esther vidste ikke, hvad hun skulle sige, og det gjorde Sunniva vist heller ikke. De sad bare og kiggede på Kantarel.
”Så nu er troldene blevet sure. De vil have hævn. Jeg har prøvet at tale dem fra det, for jeg ved jo, at det ikke er alle mennesker, der er onde. Der findes jo nogen som Einar, min gode ven. Men troldene har besluttet at bruge al deres magi for at ødelægge det for menneskene. Som I kan se, er de godt i gang: De har tryllet kulden væk. Og ved næste fuldmåne, altså i morgen, vil de fortrylle naturen, så det går helt amok med orkaner og flodbølger.”
”Men er der da ikke noget, vi kan gøre,” spurgte Esther.
Kantarel nikkede.
”Jo! Og det er også derfor, jeg sendte bud efter Einar. I kan vise, at menneskene vil troldene det godt. I kan vaske den uvaskede trold.”

”Vaske den uvaskede trold! Men hvordan skal vi dog gøre det,” spurgte Sunniva.
”Så I en stor sten på vej herhen? Henne ved vandløbet,” spurgte Kantarel.
Sunniva og Esther nikkede.
”Jeg synes, den så uhyggelig ud,” sagde Esther. ”Den lignede næsten et menneske … eller en trold.”
”Det er en trold,” sagde Kantarel. ”En forstenet trold. Trolde bliver nemlig til sten, hvis de rammes af solens lys. Den trold skal I vaske. Nu i nat. For at vise at nogle mennesker vil troldene det godt.”
Esther og Sunniva så på hinanden.
”Det gør vi gerne,” sagde de i kor.

Og så fulgtes Esther og Sunniva tilbage til den store sten i vandløbet. Da de nåede frem, blev Esther overrasket over, hvor ulækker den var, den forstenede trold. Fugleklatterne havde nok været hvide engang, men nu var de helt grumsede.
Et øjeblik stod pigerne bare stille og kiggede.
”Jeg har taget thekruset med fra Kantarel. Måske kan vi skylle den med den,” sagde Sunniva. Så fyldte hun koppen med vand og hældte det ud over stentrolden.
”Det hjælper ikke,” sagde Esther. ”Hvis det gjorde, ville regnen jo også bare have skyllet det af.”

Esther stod lidt og kiggede.
Så tog hun sin ene vante af.
”Kom! Vi bruger denne her som klud,” sagde hun og dyppede vanten i vandet.
Langsomt begyndte hun at vaske stenen. Med helt blide bevægelser, som når man vasker en baby.
”Vi kan også bruge min vante,” sagde Sunniva. Og så begyndte hun også at vaske.
”Da jeg var lille, sang min mor altid for mig, når jeg skulle have vasket hår,” sagde Esther, ”tror du også at vi skal synge, mens vi vasker?”
Sunniva nikkede.
”God ide.”
Og så begyndte de to piger at synge, mens de stille og forsigtigt vaskede den forstenede trold.
”Nu tændes, der stjerner på himlens blå. Halvmånen løfter sin sabel. Jeg våger at ikke de slemme mus, skal liste sig op i din snabel.”
Og mens de vaskede og sang, mærkede Esther pludselig noget på næsen.
Noget koldt, der smeltede og blev til en våd klat.
Og så et til. Og et mere.
”Det sner,” råbte hun. ”Det sner!”
Sunniva mærkede det vist også. Hun stak tungen ud og fangede et snefnug.
”Det gør det også! Det sner! Det sner!”
Esther lo. ”Så lykkedes det altså. Troldene tror på os. De tror på, at vi vil dem noget godt.”
Sunniva smilede et kæmpe smil.
”Ja,” sagde hun, ”og hvor var det godt, at vi troede på Einar. At du troede på Einar.”


Copyright: Maria Rørbæk / Godnathistoriertilditbarn.blogspot.com

Denne historie er blevet til på en rejse til Ørsta i Norge. Jeg har modtaget støtte til rejsen af Nordic-Baltic Mobility Programme under Nordisk Kulturkontakt / Nordic Culture Point. På rejsen har jeg også vist to forestillinger med Krokodillebarnet Karl som blev oversat til Østa-dialekt og skrevet historien 'De to kusiner,' som du kan læse her.
Jeg takker for rejselegatet.



Vi rejste til Ørsta februar 2020, og det var en usædvanlig varm vinter, hvilket man kan se på dette billede, der er taget på vejen til Ørsta. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar