fredag den 8. juli 2011

Sørøverskatten på Anholt

”Fortæl en rigtig sørøverhistorie, farfar.”
Sofie og farfar sad på Anholtsfærgens dæk og kiggede ud over vandet. Langt ude i horisonten kunne de ane land.
”Dér er Anholt. Fortæl om dengang sørøverne kom til Anholt,” fortsatte Sofie. Farfar nikkede og kiggede ud på havet som om, han kunne se historien dukke frem i bølgerne.
”Jo, nu skal du høre,” begyndte han.
”Det skete for mange hundreder år siden. Der var en dreng, der hed Anton som boede på Anholt. Antons far var en fattig fisker, der hver morgen sejlede ud på havet og hver middag kom hjem med et skuffet udtryk.
”Igen fik jeg alt for få fisk,” sagde han til sin kone, Antons mor. ”Der er næsten ingen fisk.”
Det var skidt, for Anton havde syv søskende og de levede alle sammen af de fisk, faderen fangede. Både dem de spiste, og dem de solgte på det lille marked ved havnen, hvor moderen bagefter brugte pengene til at købe tøj, sko, gryder, lys, korn, kød og andre fornødenheder, men nu var der knap nok fisk nok til at mætte hele familien. Om aftenen, når Antons forældre troede, at alle børnene sov, talte de sammen med dæmpede stemmer.
”Hvis du bliver ved med at fange så få fisk ender det med, at vi bliver nødt til at sælge huset. Og hvor skal vi så bo,” spurgte Antons mor.
Når Anton hørte sine forældre tale på den måde, fik han ondt i maven.
’Gid jeg kunne hjælpe,’ tænkte han.

*

Anton var tolv år, og han havde boet hele sit liv på Anholt. Der boede ikke mere end nogle hundreder mennesker på den lille ø, og Anton havde allerede spurgt alle de voksne om  , de dog ikke havde en eller anden form for arbejde til ham, men alle som én havde grinet og med lidt forskellige ord sagt noget i retningen af:
”Nej, Anton, så må du sgu først se om, du ikke kan blive lidt større.” Anton var nemlig en meget lille dreng. Mindre end alle øens andre drenge på Antons alder, og selv om der kun var fire andre 12-årige pinte det ham.
’Jeg vil være stor og stærk, så jeg kan hjælpe min familie,’ tænkte Anton. Men selv om han hver morgen øvede sig i at løfte de største sten på stranden, og hver aften svømmetrænede i havet, blev han ved med at være en splejs. Måske hang det sammen med, at han fik alt for lidt mad og altid gik rundt og var sulten.
En aften efter den alt for lille aftensmad gik Anton op på Nordbjerget bag familiens lille fiskerhytte. Han kiggede ud over havet og fik øje på et stort skib i horisonten. Selv om det var langt væk, fornemmede han, at det var meget større end han fars fiskerbåd. Da skibet kom nærmere kunne han se, at det havde fem master og et stort hvidt sejl. Oppe i den ene mast hang også et andet flag. Det var så langt væk, at Anton ikke rigtig kunne se, hvad det forestillede, men han fornemmede at der både var noget sort og noget hvidt.
’Jeg kan se, hvad det er for et flag, når skibet kommer i land,’ tænkte han, men så så til sin overraskelse at flaget blev hevet ned.
’Mærkeligt,’ tænkte Anton og løb ned af bjerget for at fortælle familien, at et stort skib var på vej i havn. Når det skete, strømmede folk altid ned på havnen for at sælge varer, se hvad skibet havde med og høre om, de havde nyt at fortælle fra verden. På den tid var der nemlig hverken tv, telefoner eller radioer, så den eneste måde anholt-boerne kunne få nyheder var ved at lytte, når sømænd kom i land og fortalte. På den måde fik de for eksempel at vide, hvis Danmark var gået i krig med andre lande eller hvis kongen var død.
Det her skib var det største skib, Anton nogensinde havde set, og tilsyneladende var det så stort, at det ikke kunne komme ind i Anholt Havn. I stedet lagde det for anker ud for kysten.
”Sikke en skude,” sagde Antons far, da de sammen med en helt masse andre anholt-boere stod på kajen og spejdede ud mod skibet.
Anton så, hvordan mændene på skuden sænkede en lille træbåd i vandet, og lod tre mand ro ind.
De lignede ikke nogen mænd, Anton havde set før. Deres ansigter var solbrændte, de havde tørklæder om hovederne og guldringe i ørerne. Den ene havde en grøn papegøje på skulderen, den anden en klap for øjet, og den tredje både et træben og en klo i stedet for en hånd.

*

”For fanden, vi skal have noget at drikke,” sagde manden med papegøjen.
”For helvede, hvem kan sælge os noget øl,” spurgte manden med klappen.
”For satan, jeg vil hellere have rom,” sagde manden med træbenet og kloen.
Anton gloede forundret på mændene. Antons mor plejede altid at sige, at han ikke måtte bande, og de her mænd bandede alle sammen.
”Øl, øl, jeg kan sagtens sælge øl til jer. Kom med, kom med til min butik,” råbte købmanden og viftede med armene.
”Vil I ikke også købe brød,” spurgte bageren.
”Skal I ikke også have kød,” sagde slagteren.
”Hvad med sko? Jeg har gode sko,” foreslog skomageren.
”For fanden, nej, vi skal bare have noget at drikke,” svarede papegøjemanden.
”For helvede, jeg bad om øl. Ikke om sko,” sagde klap-manden.
”For satan, jeg vil hellere have rom,” udbrød manden med kloen og træbenet.
Men rom var der ingen, der havde, og så gik de tre mænd med hen til købmandens butik. Anton fulgte efter.
”For fanden, det er et godt glas øl,” sagde papegøjemanden, da han havde tømt det første glas i én lang slurk.
”For helvede, det smager efter mere,” sagde klap-manden.
”For satan, jeg vil hellere have rom,” udbrød  manden med kloen og træbenet.
Da de tre mænd havde drukket først det andet, og så det tredje og det fjerde glas, ville to af dem bare til at gå.
”For fanden, vi må hellere betale,” sagde papegøjemanden.
”For helvede, hvad koster det,” spurgte klap-manden.
”To schilling,” sagde købmanden. Anton syntes, at han kunne fornemme noget nervøst i hans stemme.
”For fanden, vi skal også have nogle flasker øl med ud på skuden,” sagde papegøjemanden og fiskede en lille skindpung frem under blusen. Anton så at den var fuld af sølvmønter.
”For helvede, giv os tredive flasker. Og bær dem ned i robåden,” sagde klapmanden.
Det var sommer, så selv om det var aften, var der stadig helt lyst i havnen.
”For fanden, vi må hellere købe nogle forsyninger og tage med ud til de andre på skuden,” sagde papegøjemanden.
”For helvede, vi køber brød, fisk og frugt,” sagde klapmanden.
”For satan, jeg vil hellere have rom,” sagde manden med træbenet.

*

Anton stirrede som hypnotiseret på den lille skindpung, hver gang papegøjemanden hev den frem fra blusen. Det var sjældent at han så, så mange sølvmønter samlet på et sted. Hvis bare han havde nogle af dem, kunne Antons familie få ordentlig mad i mange dage. Kød måske. Og mælk. Havde han dog ikke noget, han kunne sælge til mændene?
”For fanden, nu ror vi tilbage til skuden,” sagde papegøjemanden.
”For satan, jeg vil hellere have rom,” sagde manden med træbenet.
Og så kom Anton i tanke om noget. Dengang Antons far stadig fangede masser af fisk, havde han engang købt en hel masse flasker rom. Han drak det ene glas efter det andet sammen med sin fiskermakker og blev mere og mere fuld. Hans øjne blev slørede og han kunne ikke længere gå lige.
”Så, Anton, nu har du vist fået nok,” sagde Anton mor flere gange, men det fik ikke Antons far til at stoppe.
”Ti stille. Hvis en mand vil drikke, må han drikke,” sagde faderen, og til sidst var både han og fiskemakkeren blevet så fulde, at de faldt om i en dyb søvn. Der var stadig syv flasker rom tilbage, og Anton så, hvordan hans mor tog dem og begyndte at hælde rommen ud i sandet.
”Stop, mor,” råbte Anton, der dengang kun var en lille dreng.
”Rom koster penge. Det plejer far at sige. Hæld det ikke ud, men gem det for far.”
Nu løb Anton hjem til moderen, der var blevet i hytten for at passe på de små søskende.
”Mændene på skibet er vilde for at få rom. Og de har mange penge. Giv mig flaskerne, så sælger jeg rommen, og så kan vi få god mad,” sagde Anton ivrigt.
Et øjeblik så moderen eftertænksomt på ham.
Så nikkede hun og hentede flaskerne, som hun havde skjult på loftet.
Da Anton kom tilbage til havnen, så han at mændene allerede var på vej væk i den lille robåd. Jeg må sejle ud til dem, tænkte han. Heldigvis havde Anton sin egen lille træjolle, som han selv kunne ro og af og til brugte til at fiske fra. Med faste åretag roede han ud til skuden.
’Selv om jeg stadig er lille, har det måske alligevel hjulpet, at jeg har løftet alle de sten. For jeg er stærk,’ tænkte Anton.
Da han kom ud til skuden, kunne han høre, at mændene holdt fest.
”Syv flasker øl og en kasse med rom. Det vil jeg have, når min mave er tom,” sang de.
Anton var så tæt på skibet, at han kunne høre hvordan bølgerne skvulpede op mod træværket.  
”Hallo, jeg har rom. Vil I købe rom,” råbte han.
”For fanden, knægten har rom,” sagde papegøjemanden.
”For helvede, det skal vi have,” sagde klapmanden.
”For satan, jeg vil hellere have rom,” sagde manden med træbenet.
”For fanden, så hør dog efter, det er rom, han har,” sagde papegøjemanden.

*

Klapmanden kastede en rebstige ned til Anton.
”For helvede, klatr op her. Og tag flaskerne med,” sagde han.
”De koster tre sølvmønter stykket,” sagde Anton modigt.
”For fanden, det er i orden knægt. Penge har vi nok af,” sagde papegøjemanden. Bag ham sad måske 50 andre mænd og sang.
”Syv flasker øl og en kasse med rom. Det vil jeg have, når man mave er tom.”
”Må jeg låne toilettet,” spurgte Anton.
”For helvede, det er lige derude til venstre,” svarede klapmanden.
Ude på toilettet, der var en stor tønde, var der en reol fyldt med ting og sager. Anton opdagede et sammenrullet, sort flag.
’Det må være det flag, jeg så, de hev ned,’ tænkte han.
Nysgerrigt foldede han flaget ud og opdagede, hvad det hvide var: Et stort dødningehoved. Med kranie og knogler.
’Sørøvere. De må være sørøvere,’ tænkte Anton forskrækket. Så var det derfor, de var så rige. De havde sikkert plyndret en helt masse mennesker.
’Måske har de gemt en skat et sted. Jeg må udspionere dem,’ tænkte Anton. Så sagde han farvel og kravlede tilbage i jollen.
”For fanden, farvel,” råbte papegøjemanden efter ham.
”For helvede, farvel,” råbte klapmanden.
”For satan, jeg vil hellere have noget rom,” mumlede manden med træbenet.
Anton så at mændene lod rebstigen hænge og dingle langs skibssiden. De festede i den anden ende af skibet, og hvis han var stille kunne han sikkert snige sig ombord.
Anton lagde jollen op på land og svømmede tilbage til skibet. Mændene sang stadig.
”Syv flasker øl og en kasse med rom. Det vil jeg have, når min mave er tom.”
Behændigt kravlede Anton op af rebstigen og gemte sig mellem to store tønder med vand. Når han koncentrerede sig kunne han tydeligt høre, hvad de tre sørøvere, der sad tættest på sagde:
”For fanden, vi klarede den. Skatten ligger sikkert begravet.”
”For helvede, nu gør det ikke noget, hvis kongens mænd fanger os.”
”For fanden, nej, hvad gør de par år i fængsel, når man bagefter kan hente skatten.”
”For helvede, ingen andre end os ved, at vi har gemt den på Anholt. Hvem finder på at kigge ved det øde fyr på øens spids.”
”For fanden, det var smart fundet på, at vi bare skulle gå 120 skridt fra fyret i retning mod solnedgangen og kigge under de tre sten.”
”For satan, jeg vil hellere have rom.”

*

Antons hjerte bankede. En ægte skat. En ægte sørøverskat. Og nu vidste, han hvor den var. Nogle timer endnu sad han mellem tønderne og lyttede på sørøvernes snak.
”For fanden, kan du huske, da vi sloges mod Racham Rødskæg.”
”For helvede, det var da værre da hajen åd mit øje.”
”For fanden, eller da krokodillerne var lige ved at æde mig.”
”For satan, jeg vil hellere have rom.”
Som tiden gik lød stemmerne mere og mere slørede.
’De bliver fulde ligesom min far blev,’ tænkte Anton og til sidst var der ikke flere stemmer. Bare snorkelyde.
’Så er jeg den, der er smuttet,’ tænkte Anton. Kravlede ned af rebstigen og svømmede i land.
Næste dag gik han igen op på bjerget bag huset, og så hvordan skibet sejlede af sted. Lige før det forsvandt i horisonten lagde han mærke til, at flaget igen blev hejst i masten. Han kunne ikke se det, men nu vidste han, hvordan det så ud. Sort med et hvidt dødningehoved.
Næste dag bad Anton faderen om at lade være med at sejle ud for at fiske.
”Jeg skal bruge dig. Jeg skal vise dig noget,” sagde Anton.
”Men, Anton, jeg er nødt til at fiske, for jeg skal jo skaffe mad til familien.”
”Tro mig, far, du skaffer mere mad ved at tage med mig.”
”Anton, jeg vil gerne lege med dig, men jeg har ikke tid. Jeg er nødt til at fiske.”
”Tro mig, far. Tro mig bare denne ene gang. Du vil skaffe mere mad ved at tage med mig.”
Faderen så længe på sin søn. Så nikkede han.
”Okay, min søn. Jeg tror dig. Hvad er det så, du vil vise mig.”
Anton svarede ikke. Hentede bare nogle skovle og spader i udhuset og bar dem ned på faderens fiskekutter.
”Far, sejl os ud til fyret på Anholts øde spids.”
”Der er ingen fisk, Anton.”
”Nej, og det er ikke fisk, vi går efter. Gør nu bare som jeg siger. For denne ene gangs skyld.”
Skeptisk rynkede faderen på brynene, men gjorde alligevel som Anton sagde.
Da de nåede frem til fyret, tøvede Anton lidt.
”Hvor er det, solen går ned, far.”
”Dér, Anton.”
Så begyndte Anton at gå fra fyret i den retning, hvor solen gik ned.
”114, 115, 116,” talte han sine skridt.
”117, 118, 119, 120. Her far, lad os grave.”
Anton og hans far gravede og gravede og gravede, men der var ikke andet end sand, sand, sand.
”Anton, jeg stolede på dig, men nu har jeg ikke fanget nogen fisk i dag. Så kommer vi til at sulte i aften,” sagde faderen.
Anton satte sig ned i sandet. Han var lige ved at begynde at græde. Så tæt på, og så mislykkedes det alligevel. Havde sørøverne ikke sagt det ganske tydeligt? 120 skridt fra fyret i den retning, hvor solen gik ned?
”Jeg er ked af det, far,” sagde Anton og følte en ydmygelse lige så stor, som da købmanden, bageren og landmanden skeptisk så på ham, da han bad om arbejde. Købmandens ord klingede for  hans indre øre:
”Nej, Anton, så må du sgu først se om, du ikke kan blive lidt større.”
Blive lidt større… Anton rejste sig med et sæt. Han var jo ikke særlig stor. Meget mindre end sørøverne.
”Far,” sagde han. ”Prøv du at tage 120 skridt fra fyret i retning mod solnedgangen.”
Faderens skridt var lange, meget længere end Antons og han nåede mere end dobbelt så langt.
”114, 115, 116, 117, 118, 119, 120,” talte han. Og stoppede lige foran tre sten.
Antons hjerte bankede endnu stærkere.
”Kom far, vi graver igen,” sagde han.

*

Denne gang var der også sand, sand og sand. Og så var der pludselig noget hårdt. Klonk, sagde det. Ivrigt gravede Anton endnu stærkere og fik sandet væk. En stor gul trækiste dukkede op under jorden.
”Kom, vi løfter den op,” sagde Anton og ved fælles hjælp fik han og faderen kisten op af jorden. Sammen skubbede de det tunge låg op, og da Anton så ned i kisten sprang hans hjerte et slag over. Kisten var fuld af guld, sølv og ædelstene.
Anton så at faderens øjne var fulde af tårer.
”Min søn, min søn. Vi skal aldrig mere sulte,” sagde han.
Så fragtede Anton og faderen kisten hjem på fiskekutteren, og gemte den på loftet i hytten.
Om aftenen, da alle Antons mindre søskende sov, fik Anton lov til at sidde oppe med forældrene. Det var som om, de ikke længere så på ham som et barn.
”Hvad skal vi gøre med skatten. Det er jo tyveri at tage den,” sagde Antons mor.
”Ja,” sagde Antons far. ”Men sørøverne er jo også tyve. De har stjålet guldet, sølvet og ædelstenene fra nogle andre, og nu stjæler vi det fra dem.”
”Ja, men bør vi ikke give det tilbage til dem, der er bestjålet,” fortsatte moderen.
”Jo, det burde vi,” sagde faderen. ”Men vi kan ikke give det tilbage. Vi aner ikke hvem, de er, og den eneste måde, vi kan finde ud af det på, er ved at spørge sørøverne, og hvis vi spørger sørøverne, slår de os ihjel.”
Moderen nikkede og så lidt frem for sig.
”Vi kan med god samvittighed tage skatten,” sagde Anton. ”Og vi kan bruge den på mad, et nyt hus og skolepenge, så jeg og alle mine søskende kan komme i skole. Men vi kan ikke blive boende her på Anholt.”
”Hvorfor ikke,” spurgte moderen.
”Nej, for når sørøverne kommer tilbage og opdager at skatten er væk, kan de regne ud, at vi har taget den, hvis vi er blevet rige.”
Antons far og mor nikkede. Og sådan blev det. Anton og familien sejlede væk i fiskerkutteren. De sejlede helt til Jylland, hvor de købte et nyt hus med et stykke land, så Antons far kunne være landmand i stedet for fisker. Og Anton og alle hans søskende fik mulighed for at gå i skole, og Anton kom til at gå på et fint seminarium og endte med at blive skolelærer – en fin titel på den tid.
”Min dreng, min dreng, tænk at du har drevet det så langt. Det gør ikke noget, at man er lille, når bare man er så klog som du,” sagde hans mor.

*

Anton var glad.
Der var kun en eneste ting, han var ked af, og det var at han aldrig, aldrig mere kunne komme tilbage til Anholt.
”Jeg er alt for bange for sørøverne,” sagde han til sin kone.
Om aftenen sad Anton tit og længtes. Efter Anholts smukke strande. Turen op af bjerget og solnedgangene over havet. Men Anton sultede aldrig nogensinde mere. Ikke efter den dag, hvor han fandt sørøverskatten på Anholt,” sluttede farfar sin historie.
Sofie smilede til ham.
”Det var en spændende historie, farfar, og nu, nu er Anholt ganske tæt på. Se vi sejler derind nu.”
”Ja,” sagde farfar, ”og så må vi nyde, at vi kan gøre det, som Anton aldrig mere kunne gøre. Vi kan gå op på bjerget, vi kan gå langs de smukke strande og vi kan se solnedgangene over havet.”
Sofie grinede.
”Ja, og vi behøver ikke engang at sulte, mens vi gør det… Vi skal spise masser af hummerhaler og is, mens vi er på Anholt.”
Farfar nikkede og gav Sofie et ordentligt kram.
”Jep, Sofie. Vi er heldige.”   

2 kommentarer:

  1. Lige tilpas uhyggelig og sjov og spaendene. Vi er lidt misundelige paa Sofie, som har en farfar, der kan saa gode historier. Men vi er glade for at hun deler dem med os.
    Nicoletta og Stefania

    SvarSlet