Nisserne i troldeskoven - kapitel 21

Klokken var 21.00. Der var tre timer til den 24. december, og Julie og Julius ventede i køkkenet. Troldeungen, der jo nu var en stor troldepige, snorkede.
”Hvor længe tror du, vi skal vente,” spurgte Julius. ”Hvornår tror du, hun har delt grøden ud – og de alle sammen er faldet i søvn?”
”Aner det ikke,” svarede Julie.
”Gid vi havde noget mere usynlighedsdrik,” sagde Julius, ”så kunne vi nemt komme rundt på troldeborgen.”

Julie nikkede.

I det samme hørte de skridt udenfor køkkendøren.

”Kom. Om bag sækken,” hviskede Julius.
De nåede lige akkurat at gemme sig, da døren gik op.
”Troldetøs, jeg er sulten,” sagde en stemme.

Ind trådte to store vagttrolde i hver sin kappe, der var fyldt med blå V´er.
”Hvad søren, sover du? Hm. Og der er ikke mere grød. Og jeg er drøn sulten.”
Den ene vagttrold gik gennem køkkenet og direkte over mod Julie og Julius. Julius kunne mærke sit hjerte hamre.

”Nå, så må jeg klare mig med et par rådne æbler.” En stor troldehånd blev stukket ned i sækken. Den var så tæt på Julius, at han kunne se de lange, sorte troldehår.

”Grib,” råbte trolden og kastede et råddent æble til den anden trold.
”Mums,” sagde han.
”Ah, du, der er noget mere grød dér. Troldetøsen har ikke fået spist det hele. Hun har levnet på tallerkenen, og det kan vi dele,” sagde den første vagttrold begejstret.

Fra sin plads bag sækken kunne Julius se, hvordan han stak skeen i grøden og først gav den anden, og så sig selv en ordentlig mundfuld. Lidt efter drattede de begge omkuld og snorksov.

*

”Hold da op, Julie, det var tæt på. Vi må gå nu. Tænk hvis der er nogle trolde tilbage, der ikke har spist af grøden… Hvis de opdager, at der ligger så mange trolde og sover, gætter de nok, at der er noget i galt.”
Julius stemme var fuld af bekymring. Det samme var Julies, da hun sagde:

”Du har ret. Vi må skynde os.”
De to nissebørn løb gennem de mørke gange. Forbi den ene fakel efter den anden. Mange steder kunne de høre snorkelyde, og på gulvet lå sovende trolde.

”Kom, vi skal nedad. Ned, ned, ned, fangekælderen er nede,” sagde Julius, da de kom til den første forgrening, hvor de kunne vælge mellem to veje. Og sådan fortsatte de. Ned, ned, ned.

”Gad vide hvor den drage er. Du har da chokoladeflødebollerne, ikke Julie,” spurgte Julius.
Julie nikkede.

”Råh – pyh… råh – pyh….”

En stor trold lå hen over gangen og spærrede alt imens han snorkede.

Julie og Julius sprang over ham og løb videre. Ned, ned, ned. Julius vidste ikke helt, hvor længe de havde løbet, men pludselig kunne han en høre en lyd, der ikke lød som noget, han havde hørt før. Det var noget, der bevægede sig. Tungt. Som en flodhest. Og så lød der en hvæsen.

”Julie,” sagde Julius og hev hende i armen. ”Det er dragen. Jeg tror, det er dragen, vi kan høre.”

*

Der var mørkt, og Julius havde kun lyst til én ting: At vende og løbe den anden vej. Julie skubbede ham blidt frem.

”Kom nu, Julius, vi er de eneste, der kan gøre det,” sagde hun.

Så så de noget grønt i mørket. Noget rundt, der lyste.

”Det er dragen. Det er dragens øjne,” sagde Julius.
”HUUUAAARRRR,” hvæsede dragen.

”Hurtigt, Julie, flødebollerne,” sagde Julius.
Han kunne kun lige skimte Julie, der tog rygsækken ned fra skuldrene og fiskede noget op af den. En flødebolle, gik han ud fra.
Hun kastede den gennem luften. Lige hen imod de lysende grønne øjne.
”HUUUAAARRRR,” hvæsede dragen igen.
”Bare den nu virkelig kan lide de flødeboller,” sagde Julius.
”HUUUAAARRR-MUM-MUM-MUMS,” lød det nu fra dragen.
”Godt, Julie, kast flere hen til den,” sagde Julius, imens han fortsatte frem mod de grønne øjne.
”HUUUAAARRRR,” hvæsede dragen.
”Kast flere flødeboller, Julie nu,” skreg Julius.
- HUUUAARRRMUM-MUM-MUMS,” lød det fra dragen.
Sådan fortsatte det. Julie og Julius gik tættere og tættere på, og Julie blev ved med at kaste flødeboller. Til sidst passerede de lige forbi de grønne øjne og om på den anden side.
”Kast flere,” sagde Julius.
”Det er den sidste,” svarede Julie.

”HUUUAAARRRMUM-MUM-MUMS,” lød det bag dem. Så løb de. Alt hvad de kunne. Rundt om et hjørne, og så rundt om et mere. Ned, ned, ned.
- Spæn! Alt hvad du kan,” sagde Julius.

*

De løb, og løb og løb, indtil der pludselig ikke var mere gang. Med et brag røg Julius ind i væggen.

”Av, av, av, av! Pas på, Julie,” råbte han, og så nåede hun lige at stoppe. Der var helt bulder ragende mørkt, og et sted i alt det sorte, lød en snorkelyd. Dragen var derimod helt stille.

”Hvad nu, hvad gør vi nu, Julie,” sagde Julius. Han var helt desperat.
”Ja, det ser sort ud,” svarede hun.
”Sort ud. Det sorteste mørke. Lyset. Det må være nu, vi skal bruge kalenderlyset,” udbrød Julius.

Og så fiskede Julie lyset frem fra tasken. Med en tændstik lavede hun en flamme. Nu kunne børnene se, hvor de var: Lige foran et stort gitter, der var låst med en hængelås. Foran lå to vagter og snorkboblede.
”Det må simpelt være fangekælderen. Skynd dig. Se om vagten har nøglerne i lommen,” sagde Julie.
Julius lagde sig på knæ og stak hænderne ned i vagtens lommer. De var helt tomme.
”Prøv den anden,” foreslog Julie.
Og denne gang var der bid. Julius fiskede en stor sølvnøgle op, og stak den i låsen.
”Yes, den virker,” sagde han.
Julie og Julius hjalp hinanden med at åbne gitterporten. Den var tung, men det gik.
Julie holdt lyset frem for sig, så de kunne se i mørket.
”Hallo,” råbte hun, ”er der nogen? Det er Julie og Julius.”
Langt væk fra hørte de en stemme.
”Julie. Julius. Kom ind til mig.”

I lysskæret så Julius Julie smile. Så råbte de i munden på hinanden:
”Ja, mor vi kommer nu!”

Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/