fredag den 24. november 2017

Nisserne i troldeskoven - kapitel 23

Det var den 23. december. Klokken var 23.00, og farfar så meget bekymret ud.
”Om en time er det den 24. december, og vi skal have bekæmpet dragen inden. Ellers er det for sent,” sagde han.
Julie var lige ved at græde.
Jeg er bange. Den kan spy med ild og alt muligt. Tænk hvis den brænder os…”
Farfar rynkede panden.

Hm… Jeg kan ikke bekæmpe dragen, for det kan kun børn. Men måske kan jeg hjælpe jer… Vi skal have dragen til at koncentrere sig om mig, så I kan snige jer ind på den og stikke den.”
Julius nikkede.
”Det er ikke nogen dårlig ide, farfar. Men hvordan kan du så undgå at blive brændt? Hvordan undgår vi, at den spyr ild efter dig?”
Nu brød Julie ind:
”Hvad ved vi om drager,” spurgte hun, ”vi må samle al den viden, vi har om drager, og så må vi lægge en plan. Kom herhen alle sammen.”
*
Julie og Julius kaldte de tre bedsteforældre og deres forældre til sig. Alle syv stod i en rundkreds.
”Okay, Julie, hvad ved du om drager,” spurgte Julius.
”De har grønne øjne. Den her har i hvert fald. Det så vi selv.”
”Og dig, mormor?”
”De kan lide flødeboller. Eller det kan denne her i hvert fald.”
”Farfar?”
”Hmm…. De kan flyve.”
”Og dig far, hvad ved du om drager?”
”De skal stikkes i hjertet, hvis de skal dø. Og hjertet sidder lige i brystet. Under dragegabet.”
”Hvad siger du, mor?”
”Jeg synes I har sagt det, der er at sige om drager…”
”Og dig, morfar, hvad ved du om drager,” spurgte Julius.
”Ja, de kan jo spy ild, som du siger.”
”Altid? Kan de altid spy ild,” spurgte Julius.
”Det ved jeg ikke. Jeg har engang hørt om en drage, der blev kildet af en kæmpe. Og så kunne den ikke spy ild, mens den grinede.”
”Kunne den ikke spy ild,” spurgte Julius, ”fordi den grinede?”
Morfar nikkede: ”Sådan har jeg i hvert fald fået historien fortalt.”
”Godt,” sagde Julius, ”så må vi få dragen til at grine.”
*
Nu blev Julie ivrig:
”Vi kan jo i hvert fald ikke kilde den. For så skal vi tæt på, og så kan den jo nå at brænde os inden.”
Julius nikkede.
”Mmmmhhhh. Måske kan vi fortælle den noget sjovt. Men hvad synes drager er sjovt?”
”Jeg tror i hvert fald ikke bare den griner, hvis vi siger: Prut,” sagde Julie.
”Jeg tror heller ikke, det er nok, at der er en, der falder over sine egne ben,” sagde mormor.
”Nej,” sagde farfar, ”men hvad plejer folk at grine af? Er det ikke for det meste, når der sker noget overraskende, noget de ikke har regnet med?”
Julius lænede sig lidt frem og sagde:
”Den regner i hvert fald ikke med, at du farfar, vil gå til angreb på den med en… med en… med en ske.”
”Nej,” sagde farfar, ”og det er nok det tætteste, vi kommer på en plan. Jeg prøver at få dragen til at grine af mig, så den ikke spyr ild, og imens den holder øje med mig, sniger I jer ind på den. Og så stikker I den i hjertet.”
”Det lyder altså ikke som nogen særlig god plan,” sagde Julie.
”Nej,” sagde farfar, ”men det er den bedste, vi har. Kom. Klokken er allerede 22 minutter i tolv.”
*
Julie, Julius og farfar gik ud af fangehullet. Fangevogterne lå stadig og sov, og farfar tog en lille træske fra en af deres tallerkener.
”Hold jer bag mig,” sagde farfar, ”og først når dragen er helt optaget af mig, skal I løbe frem.”
”HUUUUUAAAAAARRRRR,” hvæsede dragen. Julius kunne se dens grønne øjne lyse.
”Hurra, siger du hurra. Er der nogen, der har fødselsdag,” spurgte farfar.
”HUUUAAAARRRHHHH,” svarede dragen.
Farfar trådte et par skridt frem.
”Jeg er kommet for at bekæmpe dig. Jeg er stærkere end dig, og jeg har et våben du ikke kan modstå,” råbte han. 
”HUUUUAARRRRHHHH,” hvæsede dragen, og spyede en lang, rød ildflamme af sted. Flammen oplyste gangen foran farfar, og farfar med. Han stod med sit lange, hvide skæg og en træske i hånden, mens han prøvede at lave et meget, farligt ansigtsudtryk.
Nu kom der en ny lyd fra dragen.
”Huha,ha,ha,ha,ha,” sagde den.
”Den griner. Så er det nu,” sagde Julie, og så løb hun og Julius frem. Hurtigt, men lydløst.
”Hu, ha, ha, ha, ha, ha,” fortsatte dragen.
Farfar blev ved med at råbe:
”Og jeg har flere farlige våben. For eksempel har jeg mit skæg. Jeg pisker dig med mit skæg.”
Han svingede sig lange, hvide skæg frem og tilbage.
”Hu, ha, ha, ha, ha.” Dragen blev ved med at grine, mens dens grønne øjne hoppede op og ned.
Julius knugede sværdet.
Nu gjaldt det om at være hurtig. Virkelig hurtig. Hvis først dragen så ham, og den spyede sin ild imod ham, ville det være for sent.
”Hvis du spyr ild mod mig, så, så, så puster jeg på dig,” råbte farfar.
”Hu, hu, hu, hu, hu, hu, hu,” grinede dragen.
I mørket hørte Julius skridt. Løbende skridt. Det måtte være Julie, der satte af sted.
’Bare dragen ikke hører hende’ tænkte Julius. Klokken var to minutter i tolv. Om to minutter ville det være for sent. Så hvæsede dragen igen:
”HUUUUAAAAARRRRRRR!!!”
Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar