onsdag den 26. juni 2013

Heksehjerte - kapitel 10

Her kommer tiende kapitel i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her: http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html

”Abos!”
Julie stirrede overrasket på kæmpeaben, der var trådt ind af vinduet
”Julie! Alliandra! Herhen! Nu!”
Abos budskab var ikke til tage fejl af.
”Hægt jer fast på min skulder. Og hold godt fast,” sagde han.
Det næste der skete, gik meget hurtigt.
De tre bjørne løb hen mod Julie og Alliandra, men tronsalen var stor, og de nåede ikke frem før, de to piger havde grebet fat i hver sin abeskulder og ladet sig føre ud af vinduet.
Vejen ned af slottet var meget værre end flyveturen med skrigfuglene.
Julie klamrede sig til Abos skulder, mens han brugte både arme og ben til at klatre ned. Det gik langsomt for han skulle føle på stenmuren for at finde en lille sprække eller en lille tap, der kunne holde hans vægt.
Over dem begyndte bjørnene at kaste med ting.
En stol. Et bord. Karaflen med vand.
’Hvis de rammer Abos i hovedet, falder han ned,’ tænkte Julie skrækslagent, ’og hvis Abos falder ned, falder vi ned. Og hvis vi falder…’
Hun turde ikke tænke tanken til ende.
”Giv mig heksehjertet. Alliandra! Mærk med dit eget hjerte. Det er det rigtige. Giv mig det nu.”
Og dér. Mens de hang på hver sin abeskulder og møblerne fløj omkring dem, tog Alliandra sin kæde af.
”Her,” sagde hun bare.
Julie tog kæden med det grønne smykke med den frie hånd. Den anden holdt fast i Abos.
Nu nåede han ned af slottet og satte pigerne på jorden.
”Løb! Løb som ind i helvede,” sagde han.
Og så løb de.
Stærkere end Julie nogensinde havde løbet før.
”Der er ikke langt. Vi har en nedgang dér,” råbte Abos og pegede.
Julie mærkede noget i ansigtet.
Dråber.
Regn!
Regnen faldt.
Så så hun en stor sten foran dem. En sten, der bevægede sig. Og en abe, der stak hovedet op.
”Godt! Kom her,” råbte han, og så løb Julie, Abos og Alliandra hen til ham.
Bag sig hørte de skrigfuglene.
”Fantastisk,” sagde Abos, da de var nået i sikkerhed i drypstenshulen. ”Fantastisk.”
”Vi kan ikke snakke i den store hule med drypstenssøjlen, for der kan skrigfuglene høre os,” sagde Julie. ”Der må være en åbning som lyden trænger igennem.”
”Det er heller ikke nødvendigt,” sagde Abos, ”vi kan være i Abeskoven. Kom! Efter dette må stenheksen og hele hendes følge fortrække. De er nødt til at tage tilbage til ørkenlandet, for her kan de ikke være nu. Her bliver alt for frodigt for dem.”
Med noget, der næsten lignede danseskridt, førte Abos dem hele vejen tilbage gennem de lange gange og ud af det hul, de var kommet ind i. Men alt var anderledes.
Regnen faldt stadig og sandet var helt vådt. Og frem af det våde sand skød små grønne spirer.
”Det gror! Det gror igen,” sagde Abos. ”Og vi skal holde en fest! En kæmpe fest!”
”Men Jonas, hvor er Jonas,” spurgte Julie.
”Og Roben, hvor er Roben,” spurgte Alliandra.
”Bare rolig. De kommer til festen. Det bliver en vidunderlig fest,” svarede Abos.
Og det havde han ganske ret i.
Alle de mennesker, der var forvandlet til sten, blev mennesker igen. Og da de forstod, hvad der var sket, blev de så glade, at ikke kunne lade være med at synge og danse.
Julie og Jonas var også med, og de syntes begge, det var den sjoveste aften i deres liv.
Først da stjernerne kom frem på himlen, hev Julie fat i Jonas.
”Jonas,” sagde hun, ”mor og far… De bliver da vanvittig nervøse, når vi har været væk så længe.”
”Bare rolig,” sagde Abos, ”tiden går anderledes her end hos jer. I jeres verden har I kun været væk i nogle minutter. Men jeg kan godt forstå, hvis I gerne vil tilbage. Hvis I savner jeres forældre. Men husk! I kan altid komme tilbage.”
”Dejligt,” sagde Julie.
”Har I nøglen,” spurgte Abos.
Jonas trak den frem fra inderlommen.
”Jeg har den her. Men… Hør… Hov… Den er helt kold. Den plejer at være varm. Brændende varm.”
Abos smilede.
”Varm er den kun, når jeg kalder på jer. Når vi har brug for jer her i Eventyrlia. Jeres farfar lovede mig, at han altid ville komme, når jeg kaldte.”
Jonas og Julie så højtideligt på Abos.
Så trykkede de begge hans hånd.
”Det gør vi også. Hvis nøglen bliver varm, ved vi du kalder. Og så kommer vi tilbage.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar