Farfars aprilsnar

Det var den 31. marts, dagen før første april, og farfar havde lige stoppet dynen rundt om Sofie.

”Har du fundet på en god aprilsnar,” spurgte han. ”I morgen må man jo lyve og narre hele dagen.”

Sofie smilede skælmsk.

”Måske. Men så vil jeg ikke fortælle det til dig. Men farfar… hvorfor holder man egentlig første april? Har dét noget med Jesus at gøre?”

Farfar lo.

”Dét har det i hvert fald ikke. Så meget kan jeg sige dig. Men så kan jeg heller ikke sige så meget mere. Faktisk er der ikke nogen, der helt præcist ved, hvorfor det lige er første april, man må narre, men i Danmark har man gjort det i mere end 400 år. Og i Indien har man en lignende narre-dag, og den har været der i flere tusind år. Så måske er det bare fordi, mennesker synes, det er sjovt at måtte snyde og lyve engang i mellem.”

”Har du så også en narre-historie,” spurgte Sofie.

”Når du nu har haft 400 år til at finde på den…”

Farfar smilede og alle rynkerne pegede op af.

”Dét har jeg,” sagde han og hev sig i skægget.
”Og den begynder sådan her… Der var engang to børn, der var på besøg hos deres farfar. Julie, hed pigen, og hun lå i underkøjen i farfars gæste-børne-værelse. Oven over lå hendes lillebror, Jacob, og han stak hovedet ned til hende.

”Pist! Julie! Er du vågen,” sagde han.

”Nej,” mumlede Julie.

”Hey, Julie, når du kan snakke, er du vågen,” sagde Jacob.

Julie sagde ikke noget. Hun klemte øjenlågene sammen.

”Hey, Julie. Det er første april i morgen. Så må man lyve. Skal vi ikke finde på noget skægt?”

Julie åbnede øjnene og stirrede op på sin lillebror.

Det sidste halve år havde han fablet om første april. Om alle de måder, han ville narre folk på. Men det var mest dumme planer. Som at sige: ”Du har en plet på trøjen,” og når folk så kiggede, ville han råbe: ”Apri-i-i-i-lsnar.”

Julie ville hellere finde på noget lidt mere originalt.

”Okay,” sagde hun. ”Vi narrer farfar. Men hvordan?”

”Jeg kan sige, at du er faldet ud af vinduet,” foreslog Jacob.

”Nej,” sagde Julie. ”Det går ikke. Man må ikke lave aprilsnar med noget, folk bliver vildt kede af. Og bange over.”

”Nå, så kan vi sige, at vi har vundet en million kroner. På det skrabelod, vi købte i går.”

”Nej,” sagde Julie på sin mest snusfornuftige måde. ”Man må heller ikke lave aprilsnar med noget, folk bliver vildt glade over. Så bliver de bare så skuffede.”

”Nå,” sagde Jacob. ”Men hvad skal vi så finde på?”

”Vi kan bytte rundt på salt og sukker,” foreslog Julie. ”Så farfar hælder salt på sin havregryn. Og når han så spytter det hele ud over køkkenbordet, råber vi: ’Aprilsnar’.”

Jacob l0.

”Vi kunne også tage batterierne ud af fjernbetjeningen. Og når farfar så siger, at vi ikke har mere skærmtid, kan han ikke slukke for fjernsynet.”

Den næste lange tid lå Jacob og Julie og fablede. De fik den ene ide efter den anden. Til sidst blev Julies øjenlåg tunge, og så mærkede hun Jacob ruske i hende.

”Godmorgen Julie. Det er første april.”

Med Jacob i hælene sprang Julie ned ad trapperne. Hun glædede sig sådan til at komme i gang med dagen.

Farfar sad allerede ved køkkenbordet og spiste havregryn.

’Æv,’ tænkte Julie, ’så bliver det svært at bytte rundt på salt og sukker.’

På væggen bag farfar hang kalenderen.

’2. april,’ stod der.

”Fik I egentlig lavet nogle gode aprilsnar i går,” spurgte farfar.

”Henne på mit arbejde var der en, der snød os alle sammen. Han sagde, at der var is på chefens kontor, og så var det bare løgn.”

Jacob åbnede munden.

”I går,” sagde han.

”Var det første april i går?”

”Ja,” sagde farfar. ”Havde du glemt det?”

Julie sank.

Et år. Så var der et helt år til første april.

I det samme begynder farfar at grine.

”APRI-I-I-I-ILSNAR,” råber han.

”Jeg snød jer. Aprilsnar! Jeg har bare hevet bladet af kalenderen.”

Sofie lo, da hendes egen farfar var færdig med historien.

”Ha,” sagde hun. ”Det bliver spændende at se, hvad der sker, når det er 1. april i morgen. Narrer jeg mon dig? Eller bliver det dig, der narrer mig?’



Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com