Læs historien om drengen, der blev forvandlet til en kat. Få historien som pdf her:
https://drive.google.com/file/d/1M7Am9vy17S_-G_Z9nhKn2-azx5RUIa3Q/view?usp=sharing
Fastelavnsmandag flåede Sofie døren op til farfars lejlighed.
”Farfar, farfar, jeg er blevet kattekonge,” råbte hun.
Farfar lagde avisen væk.
”Det må jeg nok sige. Og du er også klædt ud som kat, kan jeg se.”
”Miauw,” svarede Sofie.
Hun havde dækket sine røde krøller med en sort hue og taget sorte gamachebukser på. Samt en sort bluse, to papører og en lang hale af stof. Og på kinden havde hendes mor malet to fine knurhår.
”Der var også slik i tønden. Vil du have en karamel,” spurgte Sofie.
”Ja, tak,” sagde farfar. Og så sagde han ikke så meget mere, for tænderne klistrede helt sammen.
I stedet hentede han to kopper the og to fastelavnsboller, og så satte han og Sofie sig ind i sofaen under de store bogreoler.
”Hvorfor er det egentlig, vi holder fastelavn,” spurgte Sofie.
”Har det noget med Jesus at gøre?”
Farfar lo.
”Ja, det har det faktisk Sofie. Fastelavn er festen lige før fasten – og faste gjorde man i gamle dage op til påske, der jo er den fest, hvor de kristne fejrer at Jesus genopstod efter at være blevet korsfæstet. Så fastelavn er en forberedelse til fasten, der er en forberedelse til påsken. Nu faster vi bare ikke mere.”
”Det lyder godt nok forvirrende,” sagde Sofie. ”En forberedelse til en forberedelse. Og hvad vil det overhovedet sige at faste?”
Farfar havde fået flødeskum i skægget. Han tørrede det væk med en serviet og sagde:
”At faste er når man ikke må spise så meget mad.”
”Ligesom når mor er på slankekur?”
”Jaeh… På en måde. Men man fastede ikke for at blive tyndere eller sulte sig.”
”Hvad fastede man så for,” spurgte Sofie.
”Det er lidt svært at forstå, men det handlede blandt andet om at blive klar til påskefesten. Ved at sige nej til luksus som fx kød, så mente man, at man ligesom bedre kunne lytte efter, når man skulle høre om påsken.”
”Nå,” sagde Sofie, ”men fastelavn var en forberedelse til fasten, sagde du. Hvad betyder så det?”
”Jo, altså, man gjorde sig klar til at sige farvel til luksus. Ved at få lidt luksus på forhånd. Det er derfor, vi spiser fastelavnsboller.”
Sofie lo.
”Så vi har altså bevaret luksussen og lækkerierne – uden at gå på slankekuren bagefter.”
Farfar lagde an til endnu en bid.
”Nemlig. Vi har droppet fasten og beholdt festen.”
”Hvad så med alt det der med at slå katten af tønden og klæde sig ud? Hvorfor gør vi det,” spurgte Sofie.
”Ja, det er jo en måde at feste på. At have det sjovt. Og i gamle dage var det skam ikke kun for børn. Det var også voksne, der legede og konkurrerede ved fx at slå katten af tønden. Og der var kæmpe store præmier på spil. Nogle steder kunne kattekongen fx slippe for at betale skat i et helt år.”
”Wauv,” sagde Sofie. ”Og dét kunne jeg have vundet.”
Farfar lo lidt.
Så blev han alvorlig igen.
”Men der var også noget andet, der var anderledes. Dengang puttede man en levende kat i tønden.”
”En levende kat,” sagde Sofie chokeret.
”Hvorfor?!”
”Man troede, at katte var onde, så det var for at udrydde det onde.”
Sofie gned på sin fregnede næse og tav lidt.
”Jeg synes, det var ondt at putte en levende kat i tønden,” sagde hun så.
Farfar lagde en hånd på hendes arm.
”Ja. Det synes jeg også… Og jeg kan faktisk en historie, der handler om det. Om en dreng, der blev forvandlet til en kat og skulle flygte fra tønden.”
”Den vil jeg gerne høre,” sagde Sofie.
”Hvordan skete det?”
”Jo, ser du,” begyndte farfar og hev sig i skægget, ”det er lidt ligesom i Harry Potter. Du kan godt huske, at vi læste om en af lærerne på troldmandsskolen, der tryllede sig om til en kat, ikke.”
Sofie nikkede. Det huskede hun udmærket.
”Ja, og denne her historie starter med sådan en troldkvinde. Grisnilda hed hun. Hun boede langt ude i skoven, hvor der næsten ingen mennesker kom. Her havde hun en lille hytte med et ildsted, og her øvede hun sig en vinterdag på at udføre de magiske bevægelser og besværgelser, der skulle forvandle hende til en kat.
”Kisniliauw. Kisniliauw. Kisniliniaw. Miauw. Kisniliauw. Kisniliauw. Kisniliauw. Miauw,” sagde hun, mens hun fægtede med arme og ben og en lang sølvfarvet tryllestav.
Uheldigvis var bevægelserne og besværgelsen ikke helt rigtig. I stedet for at trylle sig selv om til en kat, kom hun til at fortrylle det nærmeste barn. En helt almindelig dreng, der hed Pelle, som var gået ud i skoven for at lede efter brænde.
Pelle gik med øjnene rettet mod jorden, da han pludselig mærkede et stød i kroppen. Lidt som hvis man rører ved et elektrisk hegn.
Duk, duk, duk.
Tre stød gik igennem Pelles krop, og så blev han svimmel. Det var som om alting drejede rundt og rundt og rundt, og han faldt ned i sneen. Her lå han er øjeblik og da han åbnede øjnene og kiggede ned ad sig selv, fik han et chok. Hans hænder var forvandlet til poter. Hans mave var fuld af pels, og da han ville røre sig på ryggen, mærkede han en lang hale.
”Hjælp, hvad er der sket,” ville Pelle sige.
Men han sagde:
”Miauw!”
Lidt derfra stod Grisnilda gemt bag et træ.
Rystende af skræk.
Hvis folk fandt ud af, at hun havde tryllet Pelle om til en kat, ville hun blive anklaget for at være en heks. Og så ville hun blive brændt på bålet.
”Men kunne hun da ikke bare trylle Pelle tilbage? Så han blev en dreng igen,” spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
”Nej. Hun var nødt til at få fat i sin store heksebog og læse på lektien. For at finde ud af, hvilken trylleformular, hun skulle fremsige.”
Pelle var selvfølgelig også chokeret, men samtidig var der noget sjovt ved at være kat. I hvert fald i starten.
Han kunne løbe meget hurtigere end han plejede. Han kunne kravle helt op i toppen af træerne. Og han kunne springe fra træstub til træstub. Mens han legede, hørte han pludselig en ubehagelig stemme:
”Der har vi en kat. Fang den!”
Det var Rasmus stemme. Rasmus, der var byens værste bølle, og en lang ranglet fyr med små tætsiddende øjne.
Nu kom han løbende over mod Pelle med et net i hånden og tre andre drenge i hælene.
”Ha, ha. Selvfølgelig kunne vi finde en vildkat herude! Efter den drenge,” råbte han.
Pelle stak afsted.
Så hurtigt han kunne løb han gennem skovbunden.
Rasmus var lige efter ham med nettet højt hævet.
Bag ham kom de andre drenge.
”Vi omringer den,” råbte Rasmus.
Pelles hjerte bankede. Tænk hvis de fik ham. Tænk hvis han røg i tønden. Han huskede skrigene fra de katte, der var fanget de seneste år.
Nu var der drenge til alle sider. En foran. En bagved. En til højre og en til venstre.
Panikslagen prøvede Pelle at løbe lige ud.
Jonas stod foran ham.
En stor bred fyr, som Pelle faktisk var venner med.
”Lad mig gå, Jonas. Jeg er jo Pelle,” ville han skrige.
Men det lød som:
”Miauw. Miauw. Miauw.”
Jonas kastede sit net ned mod Pelle.
Han var lige ved at ramme, men i sidste øjeblik nåede Pelle at springe til højre.
Væk, han kunne nå væk.
Troede han.
For nu var Rasmus der. Lige foran ham. Med nettet hævet.
”Miauw,” skreg Pelle.
Og så faldt nettet ned over ham.
Af alle kræfter prøvede Pelle at kradse og slippe fri.
”Ha, ha,” lo Rasmus.
”Vi har den! Se dens øjne! Se hvor onde de er. Den skal i tønden, skal den. Og vi får masser af mad som belønning.”
Jonas kiggede på Pelle.
”Jeg synes nu ikke, den ser ond ud,” sagde han tøvende.
”Jeg synes, den ser bange ud.”
”Hold op,” sagde Rasmus.
”Det er en kat.”
Han begyndte at juble og løbe afsted med Pelle i nettet. Ned mod landsbyen, hvor folk var ved at gøre klar til den store fastelavnsfest og allerede havde klædt sig ud.
”Hurra, vi har fanget en kat. En kattens kat,” råbte Rasmus.
Den rigeste bonde i byen kom over mod ham med et bredt grin. Mikkel Jespersen, hed han. Han havde en sort maske på, men Pelle kunne sagtens genkende ham.
”Det var sørme godt, drenge. Jeg var bange for, at det ikke skulle lykkes i år. Ned i tønden med den.”
Pelle var rædselsslagen. Det var det værste, der var sket i hans liv.
Da Mikkel Jespersen hev fat i hans nakkeskind og løftede ham op, prøvede han at kradse, men han ramte ikke noget. Hang bare og sprællede.
”Ha, ha, se hvor dum den ser ud,” sagde Rasmus.
Klunk!
Pelle ramte bunden af tønden.
Oven over ham blev låget lukket til, så alt blev mørkt.
”Hjælp, hjælp,” ville Pelle skrige.
”Miauw, miauw,” sagde han.
Så kunne han fornemme, at tønden blev hængt op.
”Er I klar til årets dyst,” råbte Jespersen, og så begyndte alle at huje og klappe.
De næste minutter blev forfærdelige.
Pelle var hjælpeløs. Hver gang nogen slog til tønden, lød der et ordentligt klunk, og så fløj den til den ene eller den anden side – og hver gang røg Pelle med.
”Av mit hoved, av min ryg, av mit haleben,” ville han sige, men det blev bare til en jamren.
’Åh, nej, åh, nej, åh, nej, jeg dør af det her,’ tænkte han.
I det samme knaldede hans hoved endnu engang ind i tøndens side, og alt blev sort.
Da Pelle vågnede op, lå han foran et hus langt ude i skoven.
Han kiggede ned af sig selv og så, at han havde arme, ben, fødder og en mave uden pels.
”Du må være træt, når du sådan falder i søvn herude i skoven,” sagde en stemme.
Pelle vendte sig om, og så en gammel kone med en lang kroget næse.
”Du, du, du! Du har tryllet mig om til en kat! Og tryllet mig tilbage til et menneske. Og ud af tønden og herhen,” sagde Pelle.
”Det har jeg i hvert fald ikke,” sagde konen.
”Du lå bare her og sov. Som jeg siger: Du må være meget træt. Du skal gå noget tidligere i seng.”
”Det passer ikke!”
Pelle sprang op.
”Jeg ved, det var dig,” sagde han.
”Hvordan skulle jeg ellers blive forvandlet til en kat. Hvis der ikke var en heks på spil.”
Den gamle kone så roligt på ham.
”Du må aldrig beskylde en uskyldig for at være heks,” sagde hun.
”Det gør jeg heller ikke,” sagde Pelle og begyndte at løbe.
Den gamle råbte efter ham:
”Du lå og sov. Du har drømt det hele.”
Nede i landsbyen var der et virvar af mennesker. Folk løb rundt mellem hinanden, og der lugtede brændt.
”Hej Jonas,” råbte Pelle, da han så den brede dreng.
”Hvad er der sket?”
”Ved du ikke det? Var du ikke med til fastelavnsfesten?”
”Hvad er der sket,” gentog Pelle.
”Der gik ild i Jespersens gård. Midt mens vi slog katten af tønden. Alle løb for at hjælpe med at slukke branden. Men ilden bredte sig.”
”Bredte den sig? Hvordan?”
”Der gik ild i tønden. Fastelavnstønden. Så den futtede af med kat og det hele. Men nu er ilden slukket, og bortset fra Jespersens sortsvedne køkken er der ikke sket noget.”
Pelle sank en klump.
”Så du ved altså ikke, om katten blev ved med at være der?”
”Blev ved med at være der? Hvad er det for noget vrøvl at sige? Selvfølgelig blev katten i tønden, men nu er den brændt.”
Pelle stod lidt.
Nu kunne han aldrig få svar på om, han virkelig havde været en kat – eller om, den gamle kone havde ret, når hun sagde, han bare havde drømt.
Sofie så på farfar.
”Og HAVDE han så været en kat?”
Farfar smilede.
”Det fandt han aldrig ud af.”
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/
Sådan så Pelle ud som kat. Hente på Pixabay.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar