tirsdag den 23. januar 2018

Den store toiletkamp


På en rejse til Indien fortæller farfar en temmelig fjollet godnathistorie om en pruttende prins. Historien er inspireret af alvorlige fakta om faren ved manglende toiletter og dårlig hygiejne i Indien.

Da Sofie skulle puttes, var hun sur.”Jeg synes, det lugter, det toilet. Og man kan kun skylle ud, hvis man hælder vand ned fra en spand. Og der kravler myrer på væggene. Og i går så jeg en kæmpestor ulækker bille.””Ja, ja, Sofie. Du skal nu bare være glad for, at vi har et toilet,” sagde farfar.”Har et toilet? Alle mennesker har da et toilet,” sagde Sofie.Farfar rystede på hovedet.”Næh, Sofie, det har de overhovedet ikke. Og jeg tror, det er det, godnathistorien skal handle om i dag.”

Farfar havde taget Sofie med på en vinterferie, der nærmest var en slags sommerferie, for de var taget til Goa i Indien, og mens der var sne hjemme i Danmark, badede de på en palmestrand.For det meste syntes Sofie, at det var superfedt, men lige i dag var hun træt af det.De boede også meget primitivt i en hytte på stranden, der nærmest bare var et skur med bræddevægge.Hun kravlede ind under myggenettet og puttede lagenet omkring sig. Der var alt for varmt til at sove med en dyne.”Hvad er det så for en dum toilet-historie, du vil fortælle? Jeg gider da ikke høre en historie om et toilet,” sagde hun.Farfar lo.”Den er nu ellers både spændende og sjov. Og faktisk er toiletter meget vigtige.””Vigtige,” sagde Sofie og så undrende på ham.”Ja! Her i Indien er det et kæmpestort problem, at der er alt for få toiletter. Inde i de store byer er der kvarterer, hvor tusind mennesker må deles om et toilet – og ude på landet er der landsbyer, hvor der slet ikke er et eneste toilet. Og hvad gør folk så? Ja, de ’går på toilettet’ ude i naturen eller nogle lidt øde steder i byerne, som fx på jernbaneskråningerne. Og det er faktisk farligt, for så spreder det æh… det der kommer ud af numsen sig – og med den spreder sygdomme sig også. Også farlige sygdomme som man kan dø af. Og det går værst ud over børnene, for de har ikke så meget at stå imod med.”

Farfar kløede sig lidt i skægget, inden han fortsatte:”For 20 år siden var jeg i Indien for første gang, og da fik jeg faktisk et chok. Den første morgen på min ferie gik jeg en tur, og midt på gaden så jeg en mand sidde og æh… han sad med bukserne nede om knæene og pressede, så han var helt rød i hovedet.””Adr,” sagde Sofie, ”hvor klamt.””Ja. Men det er faktisk blevet meget bedre. Der er nogen, der siger, at der har været en toiletrevolution her i Indien, fordi der er blevet bygget så mange toiletter de sidste år. For 20 år siden var det kun en ud af fem, der havde et toilet derhjemme. Nu er det lidt over halvdelen.””Okay,” sagde Sofie, ”men hvad har det med min godnathistorie at gøre?””Det kommer, det kommer,” sagde farfar, ”det gælder om at få bygget endnu flere toiletter – og få endnu flere til at bruge dem, for som sagt kan toiletter redde liv. Men der er nogen, der slet ikke VIL gå på toilettet. De VIL helst gøre det udenfor i det fri. Især mænd, fordi de ikke synes, det er særlig mandigt at sidde inde på et toilet og æh… gøre det man nu gør på et toilet.”Sofie lo.”Skide,” sagde hun. ”Hvis du vil fortælle mig en godnathistorie om et toilet, skal du altså også kunne sige et ord som skide.””Nej,” sagde farfar, ”men vi kan sige, at jeg siger skåde!”Sofie lo endnu højere.”Og hvad så hvis du vil sige Prut farfar? Hvad siger du så?””Så siger jeg…. Pråt. Men nu skal du bare høre. Historien er en, jeg helt selv finder på – og den foregår i en eventyrverden. Men den er inspireret af noget virkeligt, der har med Indien at gøre. Hvad fortæller jeg dig til sidst.”
Sofie lagde sig godt til rette. Hun havde helt glemt at være sur.
”Der var engang en prins, der hed Prins Prut… Jeg mener Prins Pråt,” begyndte farfar, ”han boede i landet Pråtistan, der lå i en dal højt oppe i bjergene. Pråtistan lignede ikke noget andet sted i verden, for her gjaldt det kun om én ting: At være den, der slog de mest larmende og mest lugtende pråtter. Hver morgen var der pråttekonkurrence på torvet foran paladset, og så stillede alle mænd og drenge i byen sig op på en lang række. Først fik de serveret en kæmpe portion kål, og så blev talt ned:

Fem, fire, tre, to, én: PRÅ-Å-Å-Å-TTTTT!
Og så lød det ellers nærmest som nytårsaften.
Det knaldede og bragede.
Imens gik landsbyens ældste mand rundt med noget, der lignede et stort hørerør med en masse tal og knapper. Med det kunne han måle, hvem der slog den højeste pråt. Han havde også en stor tragt på næsen, som forstærkede lugten, og med den kunne han afgøre, hvem der slog den allermest lugtende pråt.
Og hver eneste morgen var resultatet det samme:
Prins Pråt var landets ubestridt bedste. Både når det gjaldt lyd og lugt. Og netop derfor blev han hver eneste morgen kåret til fortsat at kunne bo på paladset i den vildeste luksus. Men alle andre mænd i landsbyen vidste, at de en dag kunne vinde konkurrencen og overtage hans plads, og derfor gik alle rundt og øvede sig dagen lang. Man sagde, at hvis man var god til at skåde i det fri, blev man også god til at pråtte, så derfor var der dagen lang et skåderi i hele byen. Du kunne faktisk ikke dreje om et hjørne uden at se en skådende mand.”

Sofie rystede på hovedet.”Altså farfar,” sagde hun, ”det er dog den mest platte historie, du nogen sinde har fortalt. Men den er skåde sjov, så bare bliv ved.”Farfar smilede og fortsatte:”Prins Pråt havde det skønt i Pråtistan, der var bare et problem. I Pråtistan boede der kun drenge og mænd, så hvis han nogensinde skulle finde en kæreste, var han nødt til at ride ned af bjerget. Så det gjorde han. Den første prinsesse han mødte på sin vej, var en rødhåret skønhed, der stod ved floden og vaskede tøj. Prins Pryt red over til hende, steg af hesten og bukkede for hende. ”Goddag, min skønne pige,” sagde han, ”du er vel nok smuk, og nu skal du høre, hvad jeg kan…”Og så slog Prins Pråt den største og mest lugtende pråt, han nogensinde havde slået.Den rødhårede prinsesse gloede overrasket på ham, og så løb hun sin vej.Forvirret red Prins Pråt videre og lidt efter mødte han en lyshåret prinsesse, der sad under et træ og redte sit hår.Igen stod Prins Pråt af sin hest, bukkede for hende og slog en pråt, der om muligt var endnu højere og endnu mere ildelugtende end den første.Prins Pråt så stolt på hende, men til hans store overraskelse gentog scenen sig. Den lyshårede prinsesse så på ham med et blik fyldt med væmmelse, og så løb hun sin vej.Bedre blev det ikke, da Prins Pråt forsøgte at blære sig overfor en mørkhåret prinsesse, der var ved at hænge tøj til tørre. Også hun stak af, da han havde slået en koloenormt stor pråt.

Det gjorde prinsen så trist til mode, at han satte sig under et træ og græd.”Hvad er der dog i vejen med dig,” sagde en lille fugl over hans hoved, og så fortalte Prins Pråt, hvor populær han plejede at være – og hvordan pigerne nu bare flygtede fra ham.”Prøv noget andet. Snak med dem. Syng for dem. Tag dem med på en ridetur, men blær dig ikke med dine pråtter,” rådede fuglen. Og sådan gik det til, at Prins Pråt alligevel mødte en sød pige, der hed Ellen Signe Marianne Hanne Kamilla Cecilie Guldbrandsen. Hun var ikke prinsesse, men hun var vild med Prins Pråt, og da han bad hende rejse med til Pråtistan for at blive gift, sagde hun ja tak.

På vejen op i bjergene havde de det skønt sammen, og Prins Pråt tænkte, at han ville blive verdens lykkeligste mand med Ellen Signe Marianne Hanne Kamilla Cecilie Guldbrandsen som kone.Men da de nåede frem til Pråtistan fik hun et chok.Allerede da de nåede byporten, lugtede hun den kraftige kåldunst, og foran porten sad en skådende vagt og pressede.Bedre blev det ikke, da de kom ind til byen, hvor der var pråttende og skådende mænd alle vegne.
”Hvorfor kan de dog ikke gøre det på toilettet,” spurgte Ellen Signe Marianne Hanne Kamilla Cecilie Guldbrandsen, og så så Prins Pråt bare forundret på hende.
”Men kære kommende kone. Vi har da ikke nogen toiletter her i Pråtistan. Her skåder og prytter vi i det fri. Sådan vil folk have det her. Jeg tror ikke, jeg kan få nogen af de andre med på, at bruge et toilet.”
”Nå,” sagde Ellen Signe Marianne Hanne Kamilla Cecilie Guldbrandsen.
”Men jeg kan ikke bo i en by, hvor der ikke er et toilet.”
Og så drejede hun om på hælen og gik.

Prins Pråt løb selvfølgelig efter hende og prøvede at overtale hende til at blive, men Ellen Signe Marianne Hanne Kamilla Cecilie Guldbrandsen var hverken til at hugge eller stikke i.”Det bliver enten mig OG et toilet – eller du må leve uden toilettet OG uden mig,” sagde hun.Igen blev Prins Pråt så ked af det, at han satte sig under et træ og græd. Og igen kom den lille fugl til ham.”Der er kun en løsning. Du må kæmpe for toilettet,” sagde den.Og så besluttede Prins Pråt sig for at gøre alt, hvad han overhovedet kunne for at få de andre drenge og mænd i byen med på at bygge – og bruge et toilet.

Først kaldte han alle sammen på torvet, hvor han holdt en brandtale. Han snakkede om alle de sygdomme, man kan undgå ved ordentlige toiletter – og ordentlig hygiejne, så man husker at vaske hænder, når man er færdig.Men det fik bare de andre mænd til at slå en skraldlatter op.”Når rigtige mænd skåder, så skåder de udenfor. Sådan har det være i årtusinder, og sådan bliver det ved med at være,” råbte en af dem.Så prøvede Prins Pråt at sætte plakater op over alt i byen.”Skåd med god samvittighed – skåd på et toilet,” stod der.Men det hjalp ikke. Folk pillede bare plakaterne ned. Til sidst forstod Prins Pråt, at der kun var en måde, han kunne sætte sig i respekt.

En morgen stod han så tidligt op, at det stadig var nat, og alle andre lå og sov. Så begyndte han at spise en hel masse løg og kål, og så stillede han sig klar. Let foroverbøjet og med spredte ben. Og så slog han den højeste pråt, der nogensinde var slået i hele Pråtistan, ja, faktisk i hele verden.

Den vækkede alle mænd og drenge, der imponerede løb ud til byens torv for at se, hvem der dog stod bag. Og da de så Prins Pråt vidste de, at han kunne noget ingen andre kunne.De bøjede alle hovederne for ham og undskyldte, at de først nu havde forstået, at han var den ubestridt største – og at han selvfølgelig måtte bestemme alt i landsbyen.Og så fik Prins Pråt bygget et toilet, som alle lovede at bruge, så længe de opholdt sig i byen. Og fra den dag af blev de daglige pråttekonkurrencer flyttet til et lille bjerg uden for byen, hvilket også betød, at stanken forsvandt.

Da Ellen Signe Marianne Hanne Kamilla Cecilie Guldbrandsen hørte dét, blev hun ovenud lykkelig.”Hvor er du bare fantastisk, min egen skattemandse-svandse-landse-hanse-danse-dut,” sagde hun og gav Prins Pråt et ordentligt smækkys.Og så blev de gift og levede lykkeligt til deres dages ende.”

Sofie smilede til farfar.”Det var en sjov historie, men hvad har den med Indien at gøre,” spurgte hun.”At jeg er blevet inspireret af en helt ny indisk film, der er blevet vildt populær. ”Den hedder ’Toilettet – en kærlighedshistorie,’ og den handler om en mand, der endelig, endelig er blevet gift med den kvinde, han vil have. De skal hjem og bo hos hans forældre, som der er tradition for i Indien, men da de flytter ind, opdager hun, at der ikke er noget toilet. Familien synes, det er klamt at have et toilet i samme hus som der, hvor man laver mad og beder. Og så vil hun ikke bo der. Og derfor må hendes mand i gang med en kamp for at få bygget et fælles toilet i landsbyen.”

Farfar stak hånden ind under myggenettet og klappede Sofie på kinden.”Og der er nogle, der mener, at den film kan redde liv, fordi den har fået folk til at tale vildt meget om toiletter. Og til at bygge og bruge dem.”

Sofie smilede.”Historien om Prins Pråt har i hvert fald lært mig, at toiletter er meget vigtige. Også selv om de lugter, og der er myrer i krogene.”

Denne historie er en af flere historier, der er blevet til på min rejse til Indien sammen med min familie. Læs historien 'På vildveje i Mumbai' her:



Læs 'Historien om elefantguden Ganesh' her:



Jeg håber, at historierne kan være med til at gøre danske børn klogere på forholdene for indiske børn. Jeg har modtaget et rejselegat fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje og takker for legatet.



Med støtte fra Udenrigministeriets Oplysningspulje

Ingen kommentarer:

Send en kommentar