søndag den 21. april 2013

Holger, hvor er du? Holger, kom frem nu!

”I aften skal jeg fortælle dig en virkelig historie, Sofie. Noget der virkelig er sket.”
Farfar sad på Sofies sengekant med en avis i hånden.
”Denne her avis har jeg gemt, fordi der var sådan en god historie. Den handler om ham her,” sagde farfar og pegede på en gammel avis med billedet af en storsmilende rødhåret dreng.
”Han er tre år, og hedder Holger, og nu skal du bare høre, hvad der skete for ham:
Holger var så træt af, at de voksne altid ville bestemme alting, begyndte farfar sin fortælling.
”Kom nu, Holger, du kan godt selv tage dine bukser af, når du skal tisse,” sagde Holgers mor tit. Men det gad Holger ikke. Mor måtte hive bukserne ned, ellers tissede han bare i dem.
”Kom nu, Holger, du kan ikke blive båret hele tiden,” sagde moderen, når de var ude og gå. Men det mente Holger nu godt han kunne. Og ellers lagde han sig bare ned på jorden og græd.
”Pas nu på, Holger. Du må ikke gå alene ned til vandet,” sagde mor, når de kom til et vandhul eller en sø. Men Holger sprang bare af sted og sjaskede og pjaskede, når han havde chancen for det.
”Åh, altså Holger, hvorfor kan du ikke bare gøre som vi siger,” sagde Holgers mor tit. Men det kunne Holger sjældent.
Også denne søndag, hvor Holger og hans familie var på spejderlejr, var Holger træt af, at de voksne ville bestemme alting.
”Du skal med på skattejagt, Holger, det bliver rigtig sjovt,” sagde hans mor. Men Holger gad ikke med ud i skoven og lede efter røde og grønne mærker og løse opgaver.
”Nå, men det skal du altså. Jeg bliver herhjemme ved hytten og gør rent. Og du skal også have din jakke på, ellers bliver det alt for koldt,”  fortsatte mor. Men hver gang hun gav ham jakken på, tog Holger den af igen.
”Ved du hvad, så lyner jeg den bare i ryggen,” sagde mor bestemt. Og så kunne Holger ikke længere tage jakken af.

*

”Hey-hop, Holger, kom med,” sagde ham, der hed en spejderleder og skulle føre børnene af sted på skattejagten.
”Det gælder om at finde de røde og grønne snore,” fortsatte han.
Alle de andre børn løb af sted, mens de råbte i vilden sky:
”Se dér, og dér og dér og dér.”
Holger sjokkede af sted. Allerbagerst. Han var så sur. Hvorfor ville de voksne hele tiden bestemme? Hvorfor måtte han ikke bare bestemme selv?
”Hvad er der med dig, Holger,” råbte spejderlederen. ”Hvorfor står du bomstille?”
”Jeg gider ikke mere. Jeg vil hjem,” svarede Holger.
”Jamen, Holger, vi er jo lige taget af sted. Kom nu. Det bliver skægt,” begyndte spejderlederen.
Men Holger satte sig bare ned på jorden.
”Jeg gider ikke mere. Jeg vil hjem,” gentog han.
”Nå, så får du lov at komme hjem. Jeg skal bare lige have fat i de andre børn,” sagde spejderlederen, og drejede sig rundt.
Men det gad Holger ikke vente på. Han ville bestemme. Og han ville bestemme, at han ville hjem nu.
Holger rejste sig og gik ind mellem træerne. Nu kunne han ikke længere se spejderlederen eller de andre børn. Men sekundet efter kunne han høre dem.
”Holger, hvor er du? Holger, kom frem nu,” råbte de.   
Holger svarede ikke.
’Jeg er jo lige her,’ tænkte han og gik længere og længere ind mellem træerne.
*

Hjemme ved hytten havde Holgers mor fået at vide, at Holger var væk.
Hun tog sin cykel og kørte ud for at lede efter ham.
”Holger, hvor er du,” råbte hun. Men der var ingen Holger. Kun træer og buske og krat. Det var en stor skov, større end en by, og det hjalp ikke, at alle de voksne, der havde været med på spejderlejren ledte efter Holger. Det hjalp heller ikke, da politiet kom med tusind mand. Eller da hjemmeværnet, der er en slags soldater, kom med tusind mere.
”Holger, Holger, hvor er du,” råbte de, men der var ingen, der svarede.
I radio og TV blev det fortalt, at Holger var væk, og der blev vist billeder af den rødhårede dreng.
”Vi må hjælpe med at lede efter ham,” var der mange mennesker, der sagde. Men selv om der var så mange, der kiggede efter Holger, var der ingen, der kunne se ham.
Holgers mor var skrækslagen. Hendes ansigt var helt hvidt.
”Min søn, min søn, hvad sker der med min søn,” spurgte hun.
Udenfor begyndte det at blive mørkt. Snart ville solen gå ned, og så kunne man ikke længere se Holger.
”Når det er mørkt, er det kun hundene, der kan finde ham,” sagde en politimand.
”De kan lugte, så de behøver ikke at kunne se.”
 Holgers mor var mere bange end, hun nogensinde havde været før. Åh, nej, hvad sker der med Holger, hvis han går ned til et vandhul? Falder han så i og drukner, tænkte hun. Og hvad hvis han tisser i bukserne? Så bliver han helt kold, hvis nattekulden kommer. Og hvis han så bare lægger sig ned? Så fryser han, og måske fryser han ihjel.
Holgers far holdt om Holgers mor.
”Vores dreng skal nok klare det. Vores seje dreng skal nok klare det,” sagde han.

*

Ude i skoven gik Holger. Han gik og gik og gik og gik. Ind i mellem kaldte han på sine forældre.
”Moar! Fa-ar!”
Men der var ingen, der hørte ham.
Holger blev bare ved med at gå. Han huskede, hvad hans far plejede at sige.
”Kom så Holger. Du kan godt gå selv. Selvfølgelig kan du gå, ” og denne gang lagde Holger sig ikke ned på jorden. Der var jo alligevel ikke nogen, der kunne bære ham.
’Jeg bliver bare ved med at gå, indtil min far og mor finder mig,’ tænkte Holger.
Da han kom til et vandhul, gjorde han slet ikke, som han plejede. I stedet for at gå ned og sjaske og plaske, tænkte han på, hvad hans mor havde sagt:
”Holger, du må ikke gå alene ned til vandet.”
Og denne gang gik Holger en stor bue uden om.
Når Holger skulle tisse, var det også som om, han hørte moderens stemme:
”Kom nu, Holger. Du kan godt selv.”
Og så trak han bukserne ned, tissede, og hev bukserne på plads igen.
På den måde klarede Holger den.
Han blev ikke kold, fordi han hele tiden gik. Han blev ikke våd, fordi han undgik at tisse i bukserne. Og bedst af alt: Han druknede ikke, fordi han holdt sig væk fra det farlige vand.
Imens foldede Holgers mor hænderne:
”Kære Gud, lad min søn komme tilbage. Lad min søn komme tilbage.”

*
Om natten var der helt mørkt i skoven. Holger kunne høre mange lyde, han ikke var vant til. Noget der puslede i krattet. Noget, der tudede mellem træerne.
Han blev bare ved og ved og ved med at gå.
’Jeg går til min far og mor finder mig,’ tænkte han igen og igen.
På et tidspunkt mærkede han noget vådt med foden. Vand.
’Vand. Vand er farligt, når man er alene, og der ikke er nogen voksne, der holder øje med én,” huskede Holger.
Og så vendte han om og gik den anden vej.
Han gik og gik og gik og gik, og til sidst kom lyset igen. Solen stod op og sendte farver ud over alt det, der før var mørkt. Og Holger kunne igen se træerne og buskene og de små vintergækker og erantis, der tittede frem mellem blomsterne i jordbunden.
Pludselig hørte Holger en mærkelig lyd. Der var noget, der prustede og gungrede i jorden. Da han kiggede op, så han en hest. Og en mand på hesten.
”Halløjsa, er du da ikke Holger?” spurgte manden.
”Jo,” sagde Holger.
Manden smilede:
”Der er mange, der leder efter dig, og nu skal jeg sørge for, at du kommer hjem til din far og mor.”

*

 ”Og hvad så, farfar, så endte det altså godt,” spurgte Sofie.
Farfar nikkede.
”Ja, Sofie. Så endte det godt. Og da Holger kom hjem til sin far og mor, fik han lov til at bestemme, hvad de skulle have til aftensmad. Og han bestemte, at de skulle have pizza. Og så var de selvfølgelig ovenud lykkelige alle sammen. Min seje, søn, min seje søn. Godt at du klarede den, blev hans far ved med at sige.”
”Og det var altså en helt rigtig historie, farfar, ikke bare noget du fandt på,” spurgte Sofie.
”Nej,” svarede farfar. ”Du kan se Holger her i avisen.”
Farfar tøvede lidt.
”Selvfølgelig var der også noget, jeg bare fandt på. Hvad de sagde og tænkte og sådan… Men selve historien om, at Holger gik rundt i skoven hele natten, dét er en helt ægte historie. Og ved du hvad. Den gik hele verden rundt. I alle mulige andre lande end Danmark, kunne folk også læse og høre om den tre-årige dreng, Holger, der forsvandt og blev fundet igen…”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar