Dragestuen

Ingen af børnene på Dragestuen i Knapdrup Børnehave vidste, hvorfor Dragestuen hed Dragestuen. Altså – ingen vidste det før, det der skete med Jonas og Julie.
Jonas og Julie var tvillinger, og de gik begge to på dragestuen. Jonas var fem år, og det var Julie selvfølgelig også, for sådan er det jo, når man er tvillinger.

En efterårsdag regnede det rigtig meget i børnehaven, og alle børnene ville blive inde – undtagen Julie og Jonas for de elskede begge to at pjaske i vandpytter.

”Okay,” sagde pædagog-Søren, ”I er jo så store. I har jo lige haft fødselsdag og er blevet fem år. Så I må godt få lov til at være alene ude på legepladsen i dag. Så bliver alle vi andre indenfor.”
”Fedt,” sagde Jonas.
”Hvad så hvis der sker et eller andet,” sagde Julie.
Pædagog-Søren smilede.  
”Der sker ikke noget,” sagde han – men det havde han nu altså ikke ret i. 

Først hoppede Jonas og Julie i vandpytterne, så gyngede de på den store sansegynge og til sidst foreslog Jonas en gemmeleg.
”Du tæller, så gemmer jeg mig,” sagde han.
”Men så kan jeg jo ikke se dig. Jeg kan ikke lide at være helt alene, når jeg ikke kan se dig,” sagde Julie.
”Åh, lad vær, det kan du da sagtens,” sagde Jonas, og så begyndte Julie at tælle.
”95-96-97-98-99-100 – nu kommer jeg,” sagde hun.
Og da hun åbnede øjnene var Jonas væk. Ikke et eneste menneske var der at se på hele legepladsen. Kun en helt masse regn, der væltede ned.

Længe gik Julie rundt og ledte efter Jonas. Bag buskene, inde i legehuset og bag klatrestativet.
Hun skulle lige til at opgive, da der pludselig lød en stemme.
”Julie, Julie, jeg har fundet noget vildt mærkeligt,” sagde den. Det var Jonas og nu så hun, at han klatrede frem fra shelteret bag børnehaven.
”Julie, Julie, kom og se. Det må være blevet skyllet frem af regnen,” råbte han.
Julie var lidt bange for at se, hvad det var, men Jonas var så ivrig, at hun tog mod til sig og kravlede ind under shelteret til ham. Og der i det brune mudder lå noget helt hvidt. Et kæmpestort æg. Meget større end de hønseæg, hun plejede at spise til morgenmad.
”Det er jo lige så stort som en badebold. Hvad er det for et mærkeligt æg,” sagde Julie.
”Ved det ikke,” svarede Jonas. ”Det må være et stort dyr. Måske en struds.”
I det samme kom der en revne i ægget. Og så et til. Og et mere.
”Nu kommer strudsen ud,” sagde Jonas, men det var ikke nogen struds, der skubbede æggeskallen væk. Det var en drage. En ret lille grøn drage med lilla vinger, der klæbede ind til kroppen.
”Wouv,” sagde Jonas.
”Uh,” sagde Julie, ”jeg løber ind og henter en voksen.”
”Nej, lad være med det,” sagde Jonas, ”de tager bare dragen fra os, hvis vi fortæller det til dem.”
”Men se,” sagde Julie, ”dragen vokser. Se! Den vokser hurtigt.”
Fra at være en lille bitte drage, der ikke var større end en høne, voksede dragen så den først blev på størrelse med en kat, så en hund, så en ged og så en hest. Til sidst var dragen lige så stor som en bisonokse, og den fyldte så meget, at den kun lige akkurat kunne være på pladsen mellem shelteret og børnehaven.

”DAV. HVEM ER I,” sagde dragen, da den var holdt op med at vokse.
”Øh, jeg hedder Julie,” sagde Julie.
”Og jeg hedder Jonas,” sagde Jonas.
”JEG VED IKKE, HVAD JEG HEDDER,” sagde dragen, ”FOR DER ER IKKE NOGEN, DER HAR GIVET MIG NOGET NAVN ENDNU.”
”Har du da ikke en mor,” spurgte Julie.
”Eller en far,” foreslog Jonas.
”Det ved jeg ikke,” sagde dragen, ”jeg ved ikke noget om noget. Jeg er kun lige kommet ud af mit æg.”

I det samme lød der en mærkelig lyd, næsten ligesom når en svane eller en anden stor fugl flyver forbi – bare meget, meget højere.
”Pas på, Julie,” råbte Jonas, og så så Julie en kæmpestor drage oppe på himlen.
”I dækning,” skreg Jonas, og så gemte begge børn sig under shelteret.
”Min søn! Jeg tænkte nok, at dit æg kunne skylle frem, når det regnede,” sagde den store drage, mens den kredsede rundt og rundt lige oven over shelteret.
”Hvem er du,” spurgte den lille drage.
”Jeg er da din mor, og jeg er kommet for at hente dig. Du er blevet skyllet frem alt for tidligt, derfor var jeg nødt til at komme om dagen. Vi dragemødre plejer kun at hente vores drageyngel om natten, når ingen ser os.”
”Er jeg da ikke det eneste æg, der er blevet lagt her?”
”Selvfølgelig ikke. Det er jo en dragestue, det her, og hvert år kommer der drager for at lægge æg – men som sagt. Normalt kommer vi kun om natten. Men kom min søn. Flyv med mig til dragebjerget.”
Og så hørte Jonas og Julie igen den mærkelige lyd – lidt som når en stor fugl letter. Nu var det bare dragen, der foldede sine lilla vinger ud og fløj væk i regnen. Sammen med sin mor.
”Hold da op,” sagde Jonas, da de var væk.
”Ja, hold da op,” sagde Julie, ”tror du så moren giver dragen et navn?”
”Måske,” sagde Jonas, ”ellers kan vi give den et. Hvad skal den hedde, synes du?”
Julie tænkte sig om, men hun kunne ikke finde på noget.
”Kom,” sagde Julie, ”vi løber ind og fortæller de andre børn om dragen.”
”Det tror de da ikke på,” sagde Jonas. Og det havde han ret i. Da Julie og Jonas fortalte, at de både havde set en lille drage og en kæmpe drage, grinede de andre børn bare.
”Jonas og Julie! I to har den vildeste fantasi,” sagde pædagog-Søren.
Men fra den dag af vidste Jonas og Julie godt, hvorfor Dragestuen hed Dragestuen. Det er fordi, der hvert år kommer drager som lægger æg i ly af mørket. Og drageungens navn? Ja, det kan du måske finde på. Skriv dit forslag til et dragenavn i kommentarfeltet.

Copyright: Maria Rørbæk. Denne historie er skrevet til min søn Emils fem års fødselsdag på Dragestuen i Børnehuset Bavnehøj