torsdag den 2. juni 2011

Farfars gave

- frit efter Torben Wanschers eventyr i Stillehavet

Det var dagen før farmors fødselsdag, og Sofie og farfar havde været hele Århus rundt for at finde en gave. Først da de havde været inde i mindst tyve butikker, lykkedes det, og nu sad de på en café med det pænt indpakkede tørklæde.
”Pyha,” sagde Sofie, ”det må da være den gave til farmor, som det har taget længst tid at købe.”
Farfar smilede.
”Nej,” sagde han så. ”Dengang jeg sejlede jorden rundt i Blaatunge, brugte jeg meget længere tid…”
Sofie lænede sig spændt frem. Hun kunne høre på farfars stemme, at en historie var på vej.
Og så begyndte farfar at fortælle om dengang, han ville finde noget helt specielt til farmor. Noget hun aldrig havde fået før. 
 
”Jeg sejlede jo alene i Blaatunge, mens farmor var herhjemme i Danmark, og jeg kan godt fortælle dig, at jeg savnede hende. Så jeg besluttede, at jeg ville give hende den mest fantastiske fødselsdagsgave. Noget, der ikke mindede om en eneste gave, hun havde fået før. Så hver gang jeg kom i havn, ledte jeg efter noget til farmor. I England prøvesmagte jeg den ene the efter den anden, men jeg fandt ikke nogen, der var helt speciel. I Spanien kom jeg ind i en mærkelig butik, hvor de havde udstoppede tyre fra tyrefægterkampe, men det syntes jeg ikke, var nogen god gave. Farmor ville sikkert bare synes, at det var synd for tyrene. Og på Galapagosøerne overvejede jeg, om jeg kunne købe en kæmpeskildpadde som farmor kunne bruge som kæledyr. Men de var slet ikke til salg, og der ville ikke være særlig god plads til sådan et stort dyr i vores lille hus. Så jeg var på den. Hvad skulle jeg dog finde på?

*

”Hvorfor spurgte du ikke bare farmor, hvad hun ønskede sig,” spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
”Nej, Sofie. Det skulle være en overraskelse. Og det skulle helst være noget, der var så specielt, at farmor ikke engang kunne få ideen til at ønske sig det.”
”Nå, så var det en svær gave at finde,” sagde Sofie og tog en slurk chokolade med flødeskum.
”Ja, det var det nemlig, og jeg var næsten begyndt at opgive. Jeg tror, jeg havde været inde i mindst 1000 butikker, og nu var jeg på vej til en ø, hvor der ikke var en eneste butik. Det var Palmerston Island, der ligger midt i ude Stillehavet, og jeg havde næsten sejlet i fem dage uden at se andet end vand, vand, vand. Min båd, Blaatunge, lignede en bananpalme, for lige inden jeg forlod havnen på den ø, jeg kom fra, var en pige kommet løbende hen til mig med en kæmpe bananklase i favnen.
”Jeg hører at du sejler ud til Palmerston Island. Dér bor noget af min familie, og der gror ingen bananpalmer, så vil du ikke nok tage dem her med til dem,” spurgte hun.  
Og så havde hun hængt dem op på en stang på båden.
Nu var det farfars tur til at tage en slurk af hans kakao, og en tid kiggede han lidt frem for sig, som om han så alle bølgerne og den blå himmel, der havde omgivet Blaatunge i flere dage.
”Jeg glædede mig til at se land, kan du tro, og jeg tænkte på hvalfangeren Masters, der flere hundrede år før mig, havde haft kurs mod nøjagtig den samme ø. Dengang var det bare en øde ø, hvor der ikke boede et eneste menneske, og Masters kom sejlende i en stor kano med tre tykke kvinder. Han havde giftet sig med dem alle tre, og ude på øen byggede han en hytte til hver af dem i hver sit hjørne af øen. Så skiftedes han til at besøge dem, en nat ad gangen hos hver, og han fik en hel masse børn med dem alle tre. Og nogle af de børn fik børn med hinanden, og nu bor der omkring 150 mennesker på øen, der alle sammen stammer fra hvalfangeren Masters. Og de bor stadig i tre storfamilier, tre forskellige steder på øen.

*
Sofie så forundret på farfar.
”Fik de børn med hinanden? Det kan man da ikke. Jeg har altid fået at vide, at søskende ikke kan gifte sig med hinanden og få børn med hinanden,” sagde hun.
Farfar smilede.
”Ja, det er også rigtig, Sofie. Det duer slet ikke, at søskende får børn med hinanden, og i Danmark er det faktisk også forbudt. Men ude i verden er der mange steder, der slet, slet ikke er som i Danmark, og Palmerston Island er en af dem. Og nu dukkede den op for mine øjne. Øen lå som sådan en halvcirkel af land med vand i midten. Og ud imod mig kom en lille båd sejlende.
”Hello, hello,” råbte en mand, der stod og vinkede, mens han styrede båden.
”Du kan ikke sejle ind i den store båd. Læg den for anker, så skal jeg sejle dig ind,” sagde han på engelsk, for hvalfangeren Masters havde talt engelsk, så det gjorde alle hans efterfølgere også.
”My name is Edward,” sagde han, og det betyder ”Jeg hedder Edward”.
Og så sagde jeg selvfølgelig: ”My name is Torben.” Og så lagde jeg alle bananerne ned i Edwards båd, og sejlede med ham ind på land.
Inde på stranden kom en flok brune unger løbende imod os.
”Bananas, bananas,” råbte de, og så var der ellers fest. Bananfest, hvor børnene guffede og gnaskede og spiste den ene banan efter den anden. Og for mig var der hummerfest, for Edwards og hans familie serverede den ene store hummer efter den anden for mig.
”Det er snart et halvt år siden, at det store skib har været her,” fortalte Edward mig.
”Her til øen kommer der kun skibe med varer to gange om året, og ind imellem kan vi slet ikke købe eller få noget, som vi ikke selv kan skaffe i naturen. Men når båden kommer, kan vi købe varer andre steder fra. Tøj for eksempel. Og sko og sæbe. Og til gengæld sælger vi de fisk og hummere, som vi fanger – og som vi gemmer i frysere,” forklarede han.

*

Farfar blev fem dage på øen.
”Jeg sov på Blaatunge om natten, og om dagen var jeg sammen med folkene på øen.. Jeg var blandt andet ude og fiske med Edward, og jeg kan jeg fortælle dig, at det var specielt. For vi gik på revet med gummistøvler på, og jagede fiskene ind i nettet. Det var sådan nogle røde fisk, og de smagte rigtig godt.”
Endnu engang sad farfar lidt og var en smule tavs. Kiggede frem for sig, som om han så de røde fisk, der blev jaget ind i nettet.
”Og farmors gave? Hvad så med farmors gave? Fandt du en gave på øen, hvor der ikke var en eneste butik,” spurgte Sofie.
”Nå, ja,” sagde farfar og blev igen helt nærværende.
”Noget, der var sjovt på øen var, at den person der bestemte det hele, det var familiens bedstemor. Granma blev hun kaldt, for det betyder bedstemor på engelsk. Granma sad dagen lang i en gyngestol og styrede alt. Bare hun løftede et øjenbryn, sprang hendes store sønner omkring for at gøre hende tilfreds. Viftede hun lidt med lillefingeren kom de med iskoldt vand til hende. Og blinkede hun med øjet forstod de, at de skulle hente flere hummere til mig.
”Granma decides everything,” forklarede et af børnene mig. Bedstemor bestemmer alt.
Og den sidste dag gav Granma mig en gave. Det var en taske, som hun selv havde lavet af skallen fra en kokosnød. Med en hank, der var flettet af et palmeblad.
”Take it and give it to someone, who will like it,” sagde hun. Og det betyder: Tag den og giv den til en, der vil sætte pris på den.
Og i samme øjeblik jeg fik den sorte kokosnøddetaske i hånden vidste jeg, at her var gaven til farmor.
Farfar smilede finurligt.
”Og jeg sagde selvfølgelig til farmor, at når hun har tasken i hånden og så meget som vifter med et øjenbryn, så skal hendes mand give hende lige, hvad hun ønsker. For granma decides everything.”
Nu smilede Sofie også.
”Okay, farfar, du har ret. Tørklædet er ikke den gave, som det har været sværest at skaffe til farmor.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/


4 kommentarer:

  1. Underlig historie, søskende der får børn med hinanden og en som gifter sig med 3 koner...underlige emner for børn syntes jeg

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes på ingen måder det er et underlig emne. Vores børn skal vide at alting ikke ser ud og er som i Danmark. Hvorfor skal noget nødvendigvis være dårligt, bare fordi det ikke er dansk tradition. Vi takker for dine skønne og lærerige historier Maria, herhjemme er du ofte vores fortrukne fortæller ❤️

      Slet
    2. Enig. Børn har godt af at lære at der er mere i verden og at alt ikke er som i vores trygge lille land. Også selvom incest er forbudt, så foregår det jo desværre rundt om i verden. Det er bedre at snakke med vores børn og rigtigt og forkert

      Slet
  2. Fed historie, et rigtig eventyr. Og så var den kort og præsis.
    Tak

    SvarSlet