mandag den 28. maj 2012

3-2 til Løgn-Hans

Her er en historie til lidt ældre børn:

”Løgn-Hans bliver hjemme i dag, ikke Hans.”
Min far havde rullet bilens vindue ned og så direkte på mig.
”Nu viser du, hvad du kan. Jeg henter dig efter kampen,” sagde han.
Vi klædte om og blev ens i røde Fremad-Valby trøjer. Brøndby-drengene var i gult.
”Åh, nej, Hans skal ikke spille, vel,” hørte jeg vores målmand, William, hviske. Så kaldte Træner-Troels os sammen i en rundkreds. Rød skulder mod rød skulder.
”Okay, Valby, svigt mig ikke. Vi rykker ned, hvis vi taber,” sagde han.
Da fløjten lød, skulle jeg starte uden for banen. Først efter pausen, pegede Troels på mig:
”Kom så Hans. Ind med dig.”
For fuld kraft spænede jeg frem.

’Messi, jeg er Messi,’ tænkte jeg. Og så skete det virkelig. Jeg fik fat i bolden. Driblede et par meter. Trak foden tilbage og sparkede i bund. Så den hvide kugle flyve gennem luften og lande mellem stolperne.
”Yeah,” jublede jeg og løftede igen og igen armene op mod den lyseblå sommerhimmel.

”Idiot! Er du farveblind?”
Først da så jeg William. Stå i målet med den røde trøje.
”Vi har jo byttet mål, din klaptorsk! Du har lavet selvmål… Du har scoret for Brøndby, din holdforrædder!”

Alle Valby-drengene stirrede på mig. Vreden lyste ud af ansigterne på dem. Så hvæsede Pelle:
”Tag trøjen af, Hans. Du fortjener ikke den røde farve.”

Med blussende kinder klædte jeg om, og løb ud på parkeringspladsen i bar mave. Min far kom før tid.
”Er I allerede færdige,” spurgte han mistroisk, mens han åbnede bildøren.

’Åh, nej, hvad skal jeg sige,’ tænkte jeg.

”For du er vel ikke blevet skiftet ud? Kan du ikke bruges, når det gælder,” fortsatte han.

”Jo, jo, jeg havde taget fejl af tiden,” svarede jeg.

”Hvad så? Så kunne du ikke være med?”

”Jo, jo, til allersidst. Og da var de bagefter med to mål, men så kom jeg, og jeg strøg ind på banen, og tog bolden fra en dreng, og driblede igennem og scorede, og alle jublede af mig, og så blev bolden givet op igen, og Pelle skød til mig, og jeg ramte den med hovedet, jeg knaldede til den, og der var mål igen, og så igen, og alle klappede, og hvis det ikke havde været for mig, havde vi tabt, men nu vandt vi. Vi vandt 3-2.”

Min far smilede til mig.

”Sådan, Hans. Det der er fars Hans.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar