Det var den 1. december, men det vidste hverken Julie eller Julius.
- Farmor, fortæl os om dengang troldeskoven var en nisseskov. Julius og jeg vil rigtig gerne høre om det, bad Julie.
- Schyy, Julie. Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du ikke skal kalde ham Julius!
- Åhhh, farmor. Der kom du også selv til at kalde mig for Julie.
- Ja, og det var også meget forkert. Ingen nissenavne, husk det. Du hedder Luskebuks. Og din lillebror hedder Grovgnaskeren! Og se dig også lige i spejlet.
Farmor så endnu mere vred ud. Julie gik hen til den frosne vandpyt i midten af hulen, og kiggede ned på sit spejlbillede. Parykken sad skævt, så man kunne se lidt af den røde nissehue inde under det uglede troldehår.
- Sådan noget må ikke ske! Og slet ikke når du er uden for hulen. Ingen, ingen, ingen må vide, at du er en…
Farmor dæmpede stemmen.
- Nisse.
- Nej, nej, sagde Julie, og formede ansigtet i en uhyggelig grimasse. Hun trak vejret dybt ned i maven, og udstødte et brøl, inden hun med forvrænget stemme sagde:
- For jeg er en trold. En uhyggelig trold…
Nu blandede Julius sig også. Han svingede med sin lange, kunstige troldehale og sagde med sin allergrimmeste stemme:
- Vi er trolde, uhyggelige trolde.
Så så han på farmor, og sagde med sin almindelige stemme:
- Men farmor, vi vil altså gerne høre om dengang troldeskoven var en nisseskov, Dengang det ikke behøvede at være uhyggeligt, men gerne måtte være hyggeligt. Der er jo ingen, der kan høre os herinde i hulen.
Farmor så sig nervøst omkring, men han havde selvfølgelig ret.
- Okay, sagde hun så, så kom herop i sengen. Der var engang for mange år siden, længe før I blev født, hvor alting var anderledes. Her i skoven levede nisser. Ikke bare nogle få, der skjulte sig, men mange nisser. De boede i huler i træerne og i gange under jorden, og de havde det rigtig godt med hinanden. En dag var der en, der kogte en kæmpe stor gryde risengrød, så alle kunne få varm mad. En anden dag var der en anden, der bagte kager til alle i nisseskoven. Og andre dage var der nogle, der fortalte historier, og andre der sang sange. Ja, det var så hyggeligt i nisseskoven.
- Men så, afbrød, Julius. Så skete der noget uhyggeligt. En dag kom der en kæmpe stor trold…
- Ja, sagde farmor trist.
- Du kender godt historien. En dag kom der en kæmpestor trold med sorte troldehår over det hele. Han var lige så stor som et kæmpe træ, og han var ikke alene. Han havde en hel flok trolde med sig, og de kom gungrende ind i Nisseskoven og trampede så hårdt, at alle træerne rystede. Troldene havde køller med, som de svingede frem og tilbage, mens de råbte med grimme, grove stemmer: ”Forsvind, nisser.” ”Skrid, nisser.” ”Væk, nisser.”
Nu var det Julies tur til at afbryde:
- Og nisserne gjorde som de sagde. De blev bange og flygtede deres vej.
Farmor nikkede. Der sad en lille tåre i hendes øjenkrog.
- Ja, du kender også historien. Nisserne stak af…
Nu fortsatte Julie og Julius historien i munden på hinanden:
- Undtagen fire. Dig og farfar, og mormor og morfar.
Farmor nikkede.
- Ja, og så fik mig og farfar jeres far, og jeres mormor og morfar fik jeres mor, og senere fik jeres mor og far to dejlige nissebørn. Julius og Julie. Men det må vi ikke tale om. Det må ingen vide. Alle skal tro, at I er trolde. Grovgnaskeren og Luskebuks. Men inderst inde ved I godt, hvem I er. Og I ved, at I er gode og hyggelige.
Julius og Julie nikkede alvorligt:
- Vi er gode nisser. Men vi lader som om, vi er onde trolde.
Copyright: Maria Rørbæk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar