tirsdag den 18. juni 2013

Heksehjerte kapitel 2


Her kommer andet kapitel i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her:
http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html
Farfars hus lå lidt længere nede af vejen. Vinduerne var helt sorte uden det hyggelige gule lys, der plejede at strømme ud.
”Jeg kan altså ikke lide det,” sagde Julie. ”Hvorfor kan vi ikke sige det til far og mor? Hvorfor skal vi gå derind selv?”
Jonas så utålmodigt på hende.
”Det har jeg jo forklaret dig, Julie. Far og onkel begynder at pakke farfars ting i morgen, og så finder de måske nøglen før os.”
”Ja, det vil da bare være fint,” sagde Julie og trak huen længere ned over ørerne.
”Nej, det vil ej. Farfar bad mor gå ud. Han ville kun fortælle os om nøglen, og det må han have haft en god grund til. Vi må klare det her selv, Julie.”
Jonas låste dem ind i det store tomme hus og tændte lys i entreen.
Maskerne fra farfars mange rejser hang på væggen, som de plejede, men nu syntes Julie, de så lidt uhyggelige ud.
”Hallo,” råbte hun, men der var selvfølgelig ingen, der svarede.
Med hurtige skridt gik Jonas forrest gennem huset, og op i farfars soveværelse på første sal. Et stort hvidt sengetæppe lå hen over den tomme seng.
Jonas lagde sig ned på gulvet og strakte armen ind under sengen.
”Jeg kan mærke noget, men jeg kan ikke få fat i det.”
Julie tog en stor kost, der stod bag døren.
”Skub med den her,” foreslog hun, og så fik Jonas puffet en lille, hvid æske ud. Han tog låget af og fiskede en nøgle op. Den skinnede så kraftigt, at Julie måtte kigge væk.
”En guldnøgle,” sagde hun.
”Av,” sagde Jonas, ”den er varm.”
Julie stak en finger frem og rørte ved det gyldne metal.
”Av ja, den er jo næsten brændende.”
Jonas lagde nøglen tilbage i æsken.
”Hvor tror du, den passer,” spurgte han.
Julie trak på skuldrene og kiggede rundt i farfars soveværelse.
”Måske mahogniskabet,” foreslog hun.
Jonas stak guldnøglen ind mod det store sorte hul i farfars brune skab.
”Nej,” sagde han, ”den er alt for stor.”
Den næste time testede Jonas og Julie alle de nøglehuller, de kunne finde: I døre og skrivebordsskuffer, kommoder og små skabe. Da Jonas uden held havde prøvet kisten i entreen, satte han sig ned på gulvet.
”Åh, Julie, vi har prøvet alt. Den nøgle passer ingen steder.”
”Så lad os gå hjem,” svarede Julie, ”vi skal også snart spise.”
Jonas rystede på hovedet.
”Vi kan ikke bare opgive. Farfar bad os gå derind. I Eventyrlia. Han sagde, vi skulle finde Abos.”
”Ja, men du kan da ikke for alvor tro på, at den kæmpe store abe virkelig findes. Det er noget vrøvl Jonas. Farfar fortalte så meget. Du kan da ikke tro på det hele.”
Nu lyste Jonas op i et kæmpe stort smil.
”Du siger noget, Julie! Farfar fortalte så meget! Hvad fortalte han os om nøgler og indgange til Eventyrlia? Han fortalte os om kælderen, kan du ikke huske det… Farfar fortalte os engang om to børn, der fandt en hemmelig dør i en kælder. Bag flyttekasserne. Og på hospitalet sagde han, at alt, hvad han fortalte var sandt. Kom Julie… Kælderen… Vi må ned i kælderen.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar