søndag den 3. august 2014

Kong Kras - et grundlovseventyr

Farfar smed en brændekogle på bålet.
”Ved du godt, at man kan rejse til en anden verden, når man kigger ind i flammerne,” spurgte han. 
Sofie smilede forventningsfuldt. 
”Hvordan?”
”Joeh,” sagde farfar langsomt, ”når man stirrer ind i flammerne, og ser dem danse, og man slet ikke tænker på andet. Når der ikke er andet i ens hoved end de flammer, man kigger på, så kan man komme ind i eventyrets verden. Men kun engang i mellem. Kun når det er en af de magiske dage.”
”Magiske dage. Hvad er en magisk dag?”
”En magisk dag er en dag som i dag. Du ved godt, at det er grundlovsdag i dag, ikke Sofie?”
Sofie nikkede. Det var den 5. juni, grundlovsdag, og der var flag på busserne, og der var mange, der havde fri fra skole. Men hun vidste ikke, hvorfor der var grundlovsdag, eller hvad det betød.
”Har det noget med Jesus at gøre?” 
Farfar lo. 
”Der er mange fridage, der har noget at gøre med Jesus, men ikke grundlovsdag. Grundlovsdag har med demokrati at gøre. Og med ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.”
”Demo-kra-hvad-for-noget-ti? Og hvad for noget ytrings- og forsamlingshalløj?”
”Demokrati, ytrings- og forsamlingsfrihed,” gentog farfar.
”Og hvad er så det,” spurgte Sofie.
”Det er det, du skal du opleve. Det er det, eventyret handler om. Men kig nu blot ind i flammerne. Se hvordan de danser. Se ind i bålet og glem alt andet.”
Sofie gjorde som farfar sagde.
Hun var varm på ansigtet og maven, og kold på ryggen. 
”Og luk så dine øjne,” sagde farfar. 
”Luk øjnene og se bålet for dig. Se flammerne danse. Og tæl. Tæl fra ti til én, og når du har gjort det, åbner du øjnene.”
Sofie begyndte at tælle. Inde i hovedet, uden at bevæge læberne. 
”Ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to. Og én.”
Da hun åbnede øjnene, sad hun ikke længere i haven.
Bålet var der stadig, men nu brændte det ude i en skov. Hun var omgivet af store fyrretræer, og der duftede af gran. 
”Nu vågner hun. Er du vågen, Sofie,” sagde en stemme. Det kom fra en mand med langt, rødt skæg og en brun kutte. Han sad ved bålet, og ved siden af ham, sad tre andre mænd, der også havde brune kapper og langt skæg. De andre havde bare brunt skæg i stedet for rødt. Alle fire havde en skaldet plet på toppen af hovedet.
”Hvordan kan du vide, at jeg hedder Sofie,” spurgte Sofie. 
”Fordi vi selv har hentet dig. Med bålets magiske kraft. Kan du da ikke synge?”
”Synge… Om jeg kan synge,” spurgte Sofie forundret. Hun var faktisk ret god til at synge, og sang tit sammen med sine veninder. 
”Øh… jo, jeg kan da godt synge,” sagde hun. 
”Så prøv lige.”
Manden med det røde skæg lød meget alvorlig. Der var helt stille. Den eneste lyd, Sofie kunne høre, var granerne, der susede lidt i vinden. 
Så begyndte hun at synge. En tilfældig sang, hun lige havde lært henne på skolen. 
”Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mere, den findes på en hede…”
Da hun var færdig, klappede de fire mænd. 
”Fantastisk,” sagde den rødskæggede. ”Det skal nok lykkes.”
Så så han på de andre. 
”Kan I se hvad jeg sagde. Bål kan være magiske, og i aften har det været det. Pigen er her, og hun kan godt klare opgaven.”
”Øh… Altså… hvad er det for en opgave,” spurgte Sofie, der langt fra var sikker på, at han havde ret. 
Den rødskæggede lagde en lang fyrregren ind i bålet. 
”Ser du.. Her i Eventyrlia hersker en skrap konge. Kong Kras. Han bestemmer alt. Det er ham, der har bestemt, at vi skal have de her lange skæg. Det skal alle mænd her i landet have. Det er også ham, der har bestemt, at vi skal gå i brune kutter, og at vi skal have en skaldet plet på toppen af hovedet. Kong Kras bestemmer alt. Alt. Han har også bestemt, at han er den eneste, der må spise sukker – alle andre skal sige nej til slik og kage, og give ham det hele. Han bestemmer alt.
”Nå,” sagde Sofie, ”men hvordan kan han det? Hvordan KAN han bestemme alt?”
Rødskæg tog en pind og ragede lidt rundt i gløderne. 
”Ingen tør sige ham imod. Kong Kras har soldater, der ridder rundt og lytter til det folk siger, og hvis nogen taler dårligt om ham, får de hovedet hugget af. Hvis man taler om Kong Kras, skal man huske at kalde ham vores allesammen klogeste, kærligste, kønneste, kvikkeste, knuselskelige Kong Kras. Ellers vanker der.”
”Men kan man ikke bare tale om ham, når soldaterne ikke er der. Og blive enige om, at han ikke skal bestemme?”
Rødskæg sukkede. 
”Joeh, altså, det er også den måde, vi fire har fundet ud af, at vi alle sammen er trætte af Kong Kras og vil af med ham, men når du snakker med folk, kan du aldrig vide om de fortæller soldaterne, hvad du lige har sagt. Så det er farligt at tale dårligt om Kong Kras, og næsten ingen gør det.”
”Men jeg forstår det stadig ikke,” sagde Sofie. ”Kongen er jo kun én, og alle andre er mange. Kan I ikke bare samles en helt masse mennesker og beslutte, hvad I skal gøre ved Kong Kras. Hvis mange er samlet sammen, kan kongens soldater da ikke slå dem alle sammen ned.”
Den rødskæggede smilede bredt. 
”Præcis, Sofie! Det er det, der er vores plan, og det er derfor, at vi har brug for dig. Vi vil få mange til at gøre oprør på én gang, men det er svært, for normalt må der ikke samles mere end ti mennesker på samme sted. Det er noget, Kong Kras har bestemt, fordi han vil undgå, at vi slår os sammen…”
”Og hvad skal I så bruge mig til,” spurte Sofie. 
”Til at synge. Du skal synge, og du skal ikke synge nogen almindelig sang. I morgen har Kong Kras fødselsdag, og derfor afholder han en sangkonkurrence. Den der synger allersmukkest vinder og får lov til at synge sin hyldest, mens alle lytter på… Og det er dig, der skal synge allersmukkest. Og den sang, du skal synge, skal jeg nok lære dig.”
Med rolig stemme fortalte den rødskæggede Sofie hele planen, og da han var færdig, så han meget alvorligt på hende. 
”Så du kan nok forstå, Sofie, at du er nødt til at hjælpe os.”
Sofie nikkede. 
”Okay,” sagde hun, ”jeg prøver.”
Næste morgen ragede Rødskæg Sofies lange hår af. 
”Du skal have helt, helt kort hår. Det skal alle kvinder i Eventyrlia. Det har Kong Kras bestemt.”
Da Rødskæg var færdig, kørte Sofie en hånd hen over hovedbunden. Det føltes meget mærkeligt og nærmest stikkede i håndfladen.
Bagefter øvede hun og Rødskæg på sangen. Igen og igen og igen sang hun, og til sidst kunne hun den udenad. 
”Sådan,” sagde Rødskæg, ”det skal nok lykkes. Og nu ridder vi ind til byen.”
Sofie sad bag på Rødskægs hest, og de red gennem skoven, videre ud langs marker og nåede til sidst frem til en by, der var omkranset af en høj mur. Foran byporten hang en stor plakat: 
”Vil du ære vores alle sammens klogeste, kærligste, kønneste, kvikkeste, knuselskelige Kong Kras med din sang? Så stil op. Den, der synger smukkest, må synge for Kong Kras – og alle andre,” stod der.
Sofie var bange for om, hun sang godt nok, men det var nu slet ikke noget problem. Hun vandt den ene delkonkurrence efter den anden, og til sidst havde hun vundet det hele. 
”Fantastisk,” sagde den soldat, der styrede sangkonkurrencen, ”vores alle sammens klogeste, kærligste, kønneste, kvikkeste, knuselskelige Kong Kras bliver glad for at høre dig synge.”
Han førte Sofie ind gennem byporten, frem til et stort torv, der var fyldt med mennesker. Alle mændene havde lange skæg, brune kjortler og en skaldet plet på hovedet. Alle piger og kvinder var kronragede ligesom Sofie. 
Kun soldaterne så anderledes ud. De havde røde uniformer og sværd dinglende i siden. 
Der var helt stille. 
Aller forrest sad en meget tyk mand med en stor guldkrone. 
Den soldat, der havde ledet sangkonkurrencen, førte Sofie op på scenen. 
”Mine damer og herrer. I dag er det vores alle sammens  klogeste, kærligste, kønneste, kvikkeste, knuselskelige Kong Kras fødselsdag, og om lidt vil Sofie her synge for ham. Klap alle sammen. Klap og vis, at I er vilde med vores alle sammens klogeste, kærligste, kønneste, kvikkeste, knuselskelige Kong Kras.”
Folk klappede og hujede. 
”Og så synger vi sammen. Alle sammen.”
Soldaten begyndte at synge. 
”I dag er det den – klogeste, kærligste, kønneste, kvikkeste, knuselskeligeste kong Kras´ fødselsdag, 
Hurra, hurra, hurra.”
Alle sang med, højt og klart, og Sofie mærkede et sug i maven. Kunne det virkelig passe, at de var trætte af ham? Når ingen viste det? Det så ud som om, de var vilde med ham. 
”Og så er det… Sofie. Giv hende en hånd!”
Sofie trådte et skridt frem på scenen.
Hun mærkede en sveddråbe løbe fra armhulen og ned ad armen. 
Nede blandt publikum fik hun øje på Rødskæg. Han smilede opmuntrende til hende. 
Ingen sagde et ord. 
Alle så op på hende. 
Kong Kras smilede. 
”Kom bare,” sagde han, ”syng om, hvor vidunderlig, jeg er.”
Med høj klar stemme begyndte Sofie at synge. 
”Hvem skal bestemme synes I?
Skal vi, skal vi, skal vi, 
Ja, vi skal bestemme, så syng det højt
For Kras bestemmer ik´ en døjt
Hvis bare vi står sammen, sammen alle mand.”
Kong Kras var ved at tabe underkæben. 
Han blev så overrasket, at der gik flere minutter før, han råbte: 
”Stop hende! Stop hende.” En soldat løb op mod hende, men hun begyndte bare forfra på sangen: 
”Hvem skal bestemme synes I?
Skal vi, skal vi, skal vi.”
Og så skete det fantastiske. Folk nede på pladsen begyndte at synge med. Først var det vist bare rødskæg, men så kom flere og flere til.  
”Ja, vi skal bestemme, så syng det højt
For Kras bestemmer ik´ en døjt
Hvis bare vi står sammen, sammen alle mand.”
Kras råbte igen, men nu sang folk så højt, at ingen kunne høre de ord, der kom ud af hans mund. 
Den soldat, der havde ledet sangkonkurrencen, begyndte at bruge sig sværd som en dirigentsstok og de andre soldater gjorde det samme. Så sang alle med i koret. 
”Hvem skal bestemme synes I?
Skal vi, skal vi, skal vi.”
Til sidst blev Kong Kras træt af at råbe noget, som ingen lyttede på. Med tårerne trillende ned ad kinderne, løb han sin vej, og så stillede Rødskæg sig op ved siden af Sofie. 
”Hør her, alle sammen! Kong Kras har bestemt alt over os, men det skal han ikke have lov til. Vi skal selv bestemme.”
Da han var færdig med sin tale, klappede alle, og bagefter holdt de en kæmpe fest. Mændene skar deres skæg af, og kvinderne tog parykker på, så det igen så ud som om, de havde langt hår. Og alle fandt lækkerier frem. Chokolade, kage og andet guf, som de ellers kun havde spist i det skjulte. 
Der blev tændt et stort bål, og folk dansede rundt og rundt om det, mens  de sang: 
Sofie stillede sig lidt for selv og kiggede ind i ilden.  Hun savnede farfar. Så lukkede hun øjnene.
”En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni. Og ti.”
Da Sofie åbnede øjnene, sad hun igen i farfars have.
Bålet var ved at dø ud, og kun gløderne lyste op.
Farfar smilede til hende.
”Det var et spændende eventyr,” sagde Sofie, ”men hvorfor var det et grundlovseventyr?”
”Jo” sagde farfar, ”for her i Danmark var det faktisk engang sådan at kongen bestemte det hele. Folket måtte ikke være med til at beslutte noget som helst, og kongen bestemte fx engang, at bønder skulle blive boende der, hvor de var født. Men i 1849, for mere end 150 år siden, fik vi grundloven, og det er den vigtigste lov i Danmark. Der må ikke besluttes nogen nye love, der går imod grundloven.
”Og hvad er så det vigtigste ved grundloven,” spurgte Sofie. 
”Ja, det vigtigste er jo, at alle skal være med til at bestemme, hvem der skal bestemme. De voksne – det vil sige dem, der er over 18 år, sætter et kryds på et stykke papir for at sige hvem, de helst vil have til at bestemme, og dem, der bestemmer, er dem, der har fået flest stemmer.”
”Stemmer, bestemmer, det hænger meget godt sammen,” sagde Sofie.
”Ja,” sagde farfar, ”og noget andet vigtigt, der står i grundloven, er, at vi har ytringsfrihed. Så man må sige, hvad man vil, i modsætning til i Eventyrlia, hvor Kong Krads bestemt, at alle skulle sige, at han var så fantastisk. Og vi har også forsamlingsfrihed. Det betyder, at man har ret til at mødes og tale sammen i store grupper.
”Så man behøver altså ikke lade som om, man synger til en sangkonkurrence,” sagde Sofie. 
Farfar lo. 
”Lige præcis Sofie. Og det er derfor, at eventyret om Kong Kras er et grundlovseventyr. 



1 kommentar:

  1. Tak for en god - og aktuel godnathistorie. Minder mig lidt om Hungergames/dødsspillet med Sofie som sangfugl der sætter en revolution igang. :-)

    SvarSlet