onsdag den 5. marts 2014

Maja og isdronningen - 2. udgave

Køb historien som lydbog her - kun 10 kr.!


Først troede Maja, at en isdronning var sådan en, der kom med is til børnene.
- Hvad vil du have? Vaffelis eller sodavandsis?.
Men nej, det var nok alligevel ikke sådan en isdronning, hendes forældre talte om, når Maja var puttet og de ikke troede, at hun kunne høre, hvad de sagde.
- Bare hun ikke kommer her. Bare hun dog ikke kommer her, sagde hendes mor skræmt .
- Og Maja, hvad kan der ske med Maja, spurgte far.
Maja trak dynen op over hovedet, så hun slap for at høre de bange stemmer. Og næste morgen, når solen stod op og sendte sit lys ud over alting, var Maja glad igen. Om foråret løb hun rundt i skoven foran deres lille hus, og samlede anemoner. Om sommeren svømmede hun i skovsøen. Om efteråret samlede hun brænde og lavede bål med en lighter, hun engang havde fået af sin mor, og som hun altid havde på sig. Og om vinteren løb hun på skøjter, og stod på ski. Og når sneen smeltede og foråret kom tilbage, så Majas mor altid på Maja.
- Du ved godt, hvorfor du hedder Maja, ikke, spurgte hun.
- Ja, mor. Jeg hedder Maja, fordi du synes, at Maj er den smukkeste og dejligste af alle måneder, og jeg er din smukke og dejlige datter.
- Lige præcis, min skat.

*

En dag så far og mor meget alvorlige ud.
- Far er nødt til at tage af sted en tid, sagde mor, og så krammede far Maja.
- Vi ses, min skat. Min dejlige forårspige, sagde han.
Da far var rejst, flyttede mormor ind i stedet, og nu var det hende og mor, der hviskede sammen om aftenen, når de troede, at Maja sov.
- Hans var jo nødt til at rejse. Nogen må jo kæmpe mod isdronningen, sagde mormor.
Og så var det en dag mor, der pakkede en taske.
- Mormor passer på dig, sagde hun. Og krammede Maja længe.
- Husk min skat, at du er Maja, så smuk og så skøn som foråret.
 
*

De næste dage, uger og måneder var Maja sammen med mormor. Tit spurgte hun, hvor forældrene var, og hvornår de kom tilbage, men mormor ville ikke svare. En sommerdag gik Maja ud i skoven for at lede efter jordbær. Pludselig hørte hun en mærkelig lyd. Som tusinde trommestikker, der slog mod jorden. Forskrækket gemte Maja sig bag en stor træstamme, og så så hun ikke én, ikke ti, ikke hundrede, men tusind kulsorte heste komme galoperende imod hende. Ovenpå hestene sad ryttere med lange sorte kapper, et stort sværd, og de mest uhyggelige ansigter Maja nogensinde havde set. Eller rettere: Manglende ansigter. For der, hvor der skulle have været øjne, næser og munde, var der kun en stor isklump, som man kunne se lige igennem.
De tusind heste red forbi Maja, og da de passerede, mærkede hun en voldsom kulde. Samtidig skiftede bladene farve. Fra grøn til gul til brun. Og så faldt de af, så grenene stod nøgne tilbage. Lidt efter begyndte det at sne, så et tykt hvidt lag dækkede jorden, buskene og træerne. Da den sidste sorte hest var redet forbi, løb Maja hjem.
- Mormor, mormor, der er sket noget uhyggeligt, råbte Maja, da hun kom ind i stuen.
- Jeg ved det. Jeg har set sneen og mærket kulden. Det er isdronningen. Isdronningen er kommet til vores land, og hun har sendt sine sorte heste ud for at sprede kulden.
I det samme bankede det hårdt på døren.
- Gem dig. Gem dig i skabet, Maja, og sig ikke en lyd.
Maja åbnede det store klædeskab og stillede sig ind mellem frakkerne. Hun fornemmede duften af mor i en af dem. Så stod hun ganske stille og turde næsten ikke trække vejret.
- Kom indenfor, hørte hun mormor sige på den anden side af skabet.
- Hvem bor her? Bor der nogle piger? Jeg kan se, der står nogle små pigesko. Hvem ejer dem, og hvad hedder hun, spurgte en grov stemme.
- Det er bare mit barnebarn. Hun hedder Mette, og hun er ikke her. Hun er ude og finde jordbær, sagde mormor.
- Mette, siger du. Og hun hedder ikke andet end Mette? Mere end Mette?
- Nej, nej, det gør hun ikke. Hun hedder Mette og ikke mere end Mette!
- Godt, og kender du noget til nogen andre piger, der har navne, som klinger af forår?
- Nej, nej, det gør jeg ikke. Slet ikke.
- Godt. Så går vi igen. Men husk at fortæl det til os, isdronningens mænd, hvis du kommer i tanker om en pige med et forårsnavn.
Maja hørte døren smække, og lidt efter åbnede mormor klædeskabet.
- Kom, min skat, du kan ikke være her. Ned i kælderen.


*
Mormor tændte et stearinlys, og fulgte Maja ned ad trappen.
- Jeg må hurtigt op igen, så det ikke virker mistænkeligt, hvis flere af isdronningens mænd kommer forbi, sagde mormor.
- Ja, men hvorfor sagde du, at jeg hed Mette? Jeg hedder jo Maja, sagde Maja.
- Jeg tør ikke blive hernede og fortælle dig det, min skat, men læs i den gamle bog dér. Så kommer jeg ned til dig, når det er aften og mørkt. Her, du får stearinlyset.
Da mormor var gået, åbnede Maja bogen. Den var skrevet med store, krøllede bogstaver, der slyngede sig ind og ud mellem hinanden. ’Bogen om de største kampe. I fortid og fremtid,” stod der på første side. Maja begyndte at bladre, og hver gang hun kom forbi en bestemt side, var det som om hendes fingre af sig selv bladrede tilbage igen.

En dronning af is vil vinde frem
Kold vil hun være, og meget slem
Kun den pige, der bærer forårets navn
Kan besejre dronningen – til alles gavn
Pigen bliver nødt til at drage af sted
Ellers vil vinteren for evigt vare ved

Maja læste det mærkelige digt to gange, uden helt at forstå, hvad det drejede sig om. Men noget havde det med hende at gøre.
- Den pige, der bærer forårets navn – det må jo være mig. Maja. Men hvor er jeg nødt til at drage hen, tænkte hun.

                                                                                       *

Lidt efter hørte hun mormors trin på trappen.
- Der er allerede mørkt, selv om klokken kun er fire. Det er isvinter nu, sagde hun.
- Hvad er det alt sammen for noget, mormor. Hvad er det med isdronningen, og hvad har det med mig at gøre?.
- Min dejlige skat, jeg havde håbet, jeg aldrig skulle fortælle dig om dette, men en ond isdronning har de sidste år fået mere og mere magt. Hun har erobret land efter land, og hver gang tryllet en evig vinter frem. Det var derfor, at først din far og så din mor drog af sted. For at slutte sig til oprørerne, der prøvede at bekæmpe isdronningen, men Maja, det lykkedes ikke, og nu har isvinteren ramt os. Og Maja, du har jo selv kunnet læse det i bogen: Kun den pige, der bærer forårets navn… Kan besejre dronningen – til alles gavn. Pigen bliver nødt til at drage af sted, ellers vil vinteren for evigt vare ved, læste mormor højt. Så knugede hun Majas hånd og fortsatte:
- Det er dig, Maja. Du bærer forårets navn, og du må drage af sted. Det har været bestemt i tusinder af år, og det er derfor, at isdronningens mænd ledte efter en pige med et navn, der klingede af forår. De ville nok fange hende, så hun ikke kunne fuldføre spådommen.
- Men hvor skal jeg drage hen, og hvordan skal jeg besejre isdronningen?
- Ja, det står der jo faktisk ikke noget om. Men du må nok frem til isdronningens slot, og finde ud af, hvad du så kan gøre. Pak en rygsæk med mad og varmt tøj, og tag af sted på dine ski. Og gør det nu i nat, for når isdronningens mænd spørger vores naboer, er der nok nogen, der fortæller, at der bor en Maja her. Og så kommer de efter dig.
Maja havde det som om, noget iskoldt løb ned af hendes ryg. Hun havde lyst til at putte sig under dynen. Sove og glemme alt det forfærdelige, men hun tvang sig til hurtigt at pakke en rygsæk og spænde skiene på. Så krammede mormor hende.
- Dejlige skat. Jeg håber det lykkes. Det skal lykkes, sagde hun.

*

I ti dage rejste Maja. Mod nord, som mormor havde sagt, at hun skulle gøre. Om dagen gemte hun sig i huler eller under buske. Om natten gled hun af sted på ski. Til sidst nåede hun frem til isdronningens slot. Det lå på en bakketop, og det var lavet af glitrende is. Selv om der hele tiden havde været koldt, følte Maja det som om, det blev endnu koldere. Hvad skulle hun dog gøre nu?
Det var sidst på natten. På himlen blegnede de sidste stjerner, og Maja vidste, at solen snart ville bryde frem. Det var tid til at gemme sig, og hun kravlede ind under nogle store grantræer. Heldigvis havde hun masser af varmt tøj på, ellers kunne hun slet ikke have siddet stille så længe.
Mens hun lå i skjul under granen, hørte hun en lyd, der mindede om den skrækkelige lyd, hun havde hørt i skoven. Bare ikke helt så kraftig. Mellem grenene spottede hun to sorte heste, der kom ridende imod hende med to isryttere på ryggen.
- Jeg er snart træt af at søge den pige med det forårsnavn. Jeg tror, vi har banket på 100 døre efterhånden, sagde den ene.
- Ja, jeg gider heller ikke mere. Du, lad os holde en pause. Vi binder hestene her og hviler, sagde den anden.
Maja turde næsten ikke trække vejret, så bange var hun, da mændene satte sig foran hendes skjul.
- Jeg forstår nu ikke, hvordan dronningen kan være bange for sådan en lille pige. Hvad tror hun dog, at et barn kan gøre, når så mange voksne forgæves har forsøgt at bekæmpe hende, og nu er fanget i slottets kælder, spurgte den ene.
- Hun er jo bange for, at barnet skal komme ind til hende, og gøre noget, der varmer hendes hjerte. Men hvad kan dog varme en isdronnings hjerte? Og hvordan skal hun dog komme ind, svarede den anden.
- Ja, det er nu ikke svært at komme ind på slottet, hvis man er smart. Der går jo en kanal med spildevand, og den kan man klatre ind af.
- Med spildevand? Men det er da utrolig ulækkert. Spildevandet kommer jo fra toilettet, og er fuldt af lort og tis. Det er der da ikke nogle, der vil gøre.
- Nej, det tror jeg heller ikke. Men man kan i hvert fald gøre det. Hvis man er god til at svømme, og kommer ind i spildevandsrøret derhenne ved søen. Det fører direkte op til dronningens toilet, og så kan man gå ind til hende. Men hvordan man så skal bære sig ad med at varme hendes hjerte, det aner jeg virkelig ikke.
En stund endnu sad de to mænd og talte sammen. Så bandt de hestene fri, og Maja åndede lettet op.

                                                                                       *

Da det igen blev nat, vidste Maja præcist, hvad hun skulle gøre. Selv om det var så klamt, at hun næsten ikke kunne forestille sig noget klammere.
Hun gik hen til den sø, der lå lige foran slottet, og fandt et stort, sort rør, der var gravet ned i jorden. Røret var halvt fyldt med grumset vand, der stank. På toppen flød noget brunt, som Maja undlod at kigge på. Maja tog en sten i hånden og i munden holdt hun den lighter, hun havde fået af sin mor,
- Jeg må bare gøre det. Af med tøjet og 1, 2, 3, nu, sagde hun til sig selv. Og så lod hun sig plaske ned i det mørke vand. Mens hun svømmede af sted, prøvede hun at lade være med at trække vejret gennem næsen. Når hendes hånd rørte ved noget blødt, kæmpede hun for ikke at tænke på, hvad det var.
I munden holdt hun det, der ikke måtte blive vådt, og i hånden havde hun en stor sten.  
Endelig dukkede noget lys op for enden af den mørke tunnel. Det var toilettet. Hun stemte benene fast mod røret og slog til med stenen, så wc-kummen gik i stykker. Der blev et stort hul, og hun kunne trække sig selv op og ud på badeværelset. På væggen hang håndklæder og en badekåbe, som Maja tog på.
 Pludselig hørte hun en høj, uhyggelig stemme.
- Hvem er det der rumsterer midt om natten?
Maja sagde ikke noget. Hun tog bare lighteren i den ene hånd, og et stort tørt håndklæde i den anden. Så gik døren op, og en mager kvinde kom ind. Ligesom mændene på de sorte heste, var hendes ansigt lavet af is. I stedet for øjne havde hun to sten, der stirrede lige på Maja.
- Ha, er det forårspigen. Jeg har ledt efter dig længe, og nu kommer du selv til mig. Og ved du hvad? Du har ikke en chance. Ingen kan varme mit hjerte. Fortæl mig om en sød kattekilling, og jeg vil fortælle dig, hvordan jeg vil drukne den. Fortæl mig, at du elsker og savner din mor, og jeg vil fortælle dig, at hun er i min fangekælder. Smil til mig, og jeg vil sige, at du har skæve tænder.
- Hvem siger at jeg vil varme dit hjerte med ord eller smil, spurgte Maja:
- Jeg vil varme det med ild.
Så tog Maja den lighter, hun havde båret i munden, mens hun svømmede gennem det klamme vand. Tændte ild til håndklædet, og slyngede flammen mod isdronningen.
Et øjeblik så dronningen forskrækket ud.
- Hvad sker der? Hvad gør du, sagde hun.
Så begyndte hun bogstavelig talt at dryppe. Dét, der ikke var et ansigt, men en isklump på hendes hoved, smeltede. Igen og igen slyngede Maja det flammende håndklæde mod dronningen, der sank sammen som en snemand, synker sammen, når sneen tør. Lidt efter lå der bare en stor dynge vand på gulvet. Med to sten i midten. Og ved siden af dem: En stor jernnøgle.
’Det må være til fangekælderen,’ tænkte Maja.
Udenfor var solen ved at bryde igennem.
Maja åbnede vinduet. Nu begyndte det også at tø i naturen. På ganske kort tid smeltede sneen på træernes grene. Et øjeblik stod de nøgne og sorte, så begyndte grønne blade at vokse frem.
’Det er foråret. Foråret kommer nu,’ tænkte Maja.
Så løb hun gennem slottet, ned af alle trapperne. Undervejs trådte hun flere gange i vandpytter, der lå ved siden af sorte kapper.
’Det må være isdronningens mænd, der er tøet ligesom hende,’ tænkte Maja.
Da hun kom ned i bunden af slottet, fandt hun hurtigt fangekælderen, og låste den store jernport op med nøglen.
Bag porten ventede mindst tusind mennesker. Mænd og kvinder. Unge og gamle.
- Det er forårspigen. Vor befrier, råbte en af dem.
- Hurra! Forårspigen har reddet os, skreg en anden.
Så klappede og jublede alle.
Maja blev glad, men hun havde ikke tid til at nyde sin hyldest. Der var kun to mennesker, hun for alvor var interesseret i. Og lidt efter mærkede hun deres arme omkring sig.
- Maja, min datter, sagde hendes mor.
Hendes far kyssede hende og hviskede hende noget i øret:
- Maja, min skat. Min forårsskat. Maja min dejlige Maja. Jeg vidste at du kunne klare det. Du klarede det skønne skat.    


Ovenover har Maja på fem år tegnet dén situation, hvor Maja for første gang ser isdronningens mænd kom ridende.

Tak til Maja, der gerne ville høre, en historie om hendes navn.
Copyright: Maria Rørbæk, http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

11 kommentarer:

  1. Tusind, tusind tak for god godnathistorie. isaer kunne jeg godt lide da al isen smeltede og Maja fandt sin mor og far.
    Kaerlig hilsen
    Stefania 5 aar

    SvarSlet
  2. Tak for din besked, Stefania. Ja, det er sørme godt, at Maja fandt sin mor og far... : )
    VH Maria Rørbæk

    SvarSlet
  3. Den er rigtig god. Tak.
    Hilsen Rasmus 5 år

    SvarSlet
  4. Hej Rasmus, dejligt at høre, at du kan lide historien. Gode hilsner Maria Rørbæk

    SvarSlet
  5. Den historie var rigtig god☺hilsen josefine 7 år

    SvarSlet
  6. Tak for en god historie. Jeg kunne best lide da damen smeltede. Hilsen Freya 4 år.

    SvarSlet
  7. Tak Freja - dejligt at du kan lide historien! Gode hilsner Maria

    SvarSlet
  8. Tak Freja - dejligt at du kan lide historien! Gode hilsner Maria

    SvarSlet
  9. Tak for den historien. Arseniy 7 år nu.

    SvarSlet
  10. SElv tak Arseniy - og tillykke med fødselsdagen, hvis du lige har haft fødselsdag.

    SvarSlet