torsdag den 19. maj 2011

Rasmus Røv får en lærestreg

Sofie elskede, når farfar fortalte om dengang, han var dreng, og boede i et højhus med en helt masse mærkelige mennesker.
”Fortæl om Rasmus Røv,” bad hun tit – og dengang hun var helt lille og ikke kunne sige R, sagde hun:
”Fortæl om Asmus Øv.”
Så pleje farmor at se sur ud, hvis hun altså var i nærheden.
”Torben, hør nu, hvor grimt du har lært Sofie at tale. Du må kalde ham noget andet end, det der… Rasmus, der rimer på øv.”
Men det ville farfar ikke være med til.
”Rasmus Røv hed Rasmus Røv, og sådan er det,” sagde han.
”Og Rasmus Røv, det hed han, fordi han engang gav en lærestreg til en dame, der hed fru Olsen. Fru Olsen var så ualmindelig nysgerrig. Hun gik altid og gloede ind ad vinduerne for at se om, folk havde ryddet op, og hvis der rodede gik hun og snakkede om det til de andre nabokoner. ”Har du set, hvor det flyder inde hos Rasmus. Med ølflasker og gammel mad. Man skulle tro det var en gris, og ikke en mand, der boede derinde,” sagde hun. Og så blev Rasmus sur. ”Pas dig selv og lad være med at glo ind ad andre folks vinduer,” sagde han, men det fik ikke fru Olsen til at holde op. Og en dag, da hun som sædvanlig stak hovedet helt tæt på hans vindue, hev Rasmus bukserne ned om anklerne, så hans hvide baller kom til syne. Lige op i hovedet på fru Olsen. Og siden den dag holdt hun op med at glo ind ad vinduerne, og Rasmus, ja, han blev aldrig kaldt andet end Rasmus Røv.”
*
Så plejede Sofie at grine og bede farfar fortælle om dengang, Rasmus Røv selv fik en lærestreg.
”Ja, det var jo min far, der gav ham den,” begyndte farfar, selv om det vidste Sofie jo udmærket godt.
”Dengang havde vi ikke el-varme, sådan som vi har i dag med radiatorer, hvor man bare kan skrue op for varmen. Næh, vi havde en kakkelovn, og far havde brænde i skuret. Men der var nogen, der gik og stjal hans brænde. ”Hvad Søren, det svinder i brændestablen. Har vi fået mus, der spiser træ,” spurgte min far. En aften bad han min storebror Karl om at gemme sig i brændeskuret for at se, hvad det var for en tyv, men Karl var så træt at han faldt i søvn, og næste dag manglede der endnu mere brænde.
”Sikke en fræk tyv. Ham skal jeg nok få sat en stopper for,” sagde far. Og selv om det blev ved med at svinde i brændet, holdt far op med at brokke sig.
”Ha, den tyv skal nok lære at lade være med at stjæle andre folks brænde,” sagde han.  

*

Det blev vinter og koldt, vi gik altid og småfrøs oppe i vores lejlighed.
”Brænde er alt for dyrt, vi kan ikke gå og fyre hele tiden,” sagde min far.
Men nede hos Rasmus blev, der ikke sparet på varmen. Jeg kom der tit, fordi jeg legede med hans søn Pelle, og en dag da vi sad og lavede lektier ved køkkenbordet, smed Rasmus et par ekstra brændeknudder ind i den knitrende ild.
PUF! Sagde det. Og med et ordentligt brag eksploderede kakkelovnen. Heldigvis kom hverken mig eller Pelle til skade, men Rasmus blev helt sort i hovedet.
Han flåede vinduet op, stak hovedet ud og brølede så høj, han kunne.
”Hvem har puttet krudt i mit brænde?”
Dét hørte min far, og så stak han selv hovedet ind af Rasmus vindue.
”Dit brænde og dit brænde. Jeg har puttet krudt i MIT brænde. Og mærket det, så jeg ikke selv tog det. Men nu lære at lade være med stjæle. I hvert fald fra MIG.”
*
Hvis farmor hørte med på denne sidste del af historien, så hun sur ud igen.
”Torben, hvad er det dog for nogle historier, du fortæller. Du skal da ikke lære Sofie, at man skal stoppe en tyv på den måde. Man skal ringe til politiet, skal man,” sagde hun.
Men så blinkede farfar bare til Sofie.
”Jeg lærer ikke Sofie noget om noget som helst. Jeg fortæller hende bare historien om nogle af de mærkelige mennesker, der boede i mit hus, dengang jeg var barn.”


Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar