fredag den 11. november 2011

Da vennerne blev uvenner

En morgen ville Lea-Olivia ikke i børnehave.
”Hvorfor vil du ikke det,” spurgte mor.
”Det vil jeg bare ikke.”
Lea-Olivia holdt fast i sengen og stirrede ind i væggen.
”Du plejer da at være så glad for børnehaven. For alle dine venner,” sagde mor.
Lea-Olivia sagde ikke noget. Hun så bare sur ud.
Mor sukkede.
”Okay, Lea-Olivia, jeg tager et hurtigt bad, så kan du lige tænke over det, og så skal du altså stå op.”
Da Lea-Olivia var blevet alene, hev hun børnehavebilledet ned fra væggen. Anne, Mia og Sofie grinede alle sammen til hende. Sofie B skar et sjovt ansigt.
Åh, altså, hvor havde det bare været skønt, dengang det kun var Lea-Olivia, Anne, Mia, Sofie og Sofie B.
*
Mor kom op af trapperne.
”Kom nu, Lea-Olivia, jeg kommer for sent, hvis ikke du kommer nu,” sagde hun.
Og så var der pludselig en, der blandede sig.
”Tag det roligt, mor. Jeg skal nok klare det. Jeg skal først møde i skolen klokken tolv.”
Det var Lea-Olivias storesøster, Clara, der var kommet ind på værelset.
Clara var super sej og 16 år. Hun kunne male Lea-Olivia i ansigtet, så hun lignede det vildeste dyr eller den smukkeste prinsesse. Hun kunne også spille klaver og fortælle verdens bedste historier.
”Hva´ så, Lea-Olivia, hvad er der i vejen,” spurgte Clara, og satte sig på sengen.
Og så begyndte Lea-Olivia at græde.
*
Engang havde det været rigtig sjovt at gå i børnehave, fortalte Lea-Olivia. De havde alle sammen været venner. I hvert fald pigerne, for drengene kunne nogle gange godt finde på at drille og råbe pige-lus, hvis de rørte ved en af dem, men så havde pigerne bare stået sammen.
”Ha! Hvis I får pigelus af os, så får vi drengelus af jer,” havde de sagt.
For der var ingen, der kunne drille Lea-Olivia uden, at Anne, Mia, Sofie og Sofie B forsvarede hende. Og der var heller ingen, der kunne drille hverken Anne, Mia, Sofie eller Sofie B uden, at Lea-Olivia og de andre piger, forsvarede hende.
”Vi var bare så gode venner, Clara. Hvis én blev ked af det, trøstede de andre. Hvis én havde slik, delte hun med de andre,” fortalte Lea-Olivia.
*
Men så en dag, var der kommet en ny pige. Sarah. Og hun var også fem år. Og den første dag i børnehaven havde Sarah haft vingummi med i jakkelommen. Skjult, selvfølgelig, så pædagogerne ikke opdagede noget. Og omme bag legehuset havde hun delt ud. Til Lea-Olivia, Anne, Mia og Sofie.
”Men hvad med Sofie B, skal hun ikke også have noget,” havde Lea-Olivia spurgt, og så havde Sarah rystet på hovedet.
”Nej, jeg har kun ti stykker. To til hver. Så Sofie B kan ikke få noget. Men hun ved det jo alligevel ikke.”
Dagen efter havde Sarah haft noget endnu mere lækkert med.
”Kom,” havde hun sagt til Lea-Olivia, Anne og Mia.
”I dag har jeg otte chokoladeæg med. To til dig, Lea-Olivia, og to til dig Anne, og to til dig Mia og to til mig selv, selvfølgelig.”
”Men hvad så med Sofie og Sofie B,” havde Lea-Olivia spurgt.
”Desværre, jeg har jo kun otte.”
*
Sarahs far ejede en slikbutik, så det var næsten hver dag, at Sarah havde noget med.
”Jeg kunne kun få plads til tre marsbar,” hviskede hun en dag til Lea-Olivia.
”Kom med, jeg har en til dig og en til Anne.”
Og så listede de tre piger over mod legehuset.
”Hvad skal I? Må jeg være med,” råbte Mia efter dem.
”Nej, vi har en leg, der kun er for tre,” svarede Sarah.
Og da de havde spist marsbarrerne og tørret chokoladeresterne væk med hænderne, foreslog Sarah, at de skulle lege gemmeleg.
”Må jeg være med,” spurgte Sofie B, da Sarah var gået i gang med at tælle.
”Nej, der kan kun være tre til gemmeleg,” svarede Sarah.
”Åh, lad være, der kan da godt være mange. Må jeg ikke være med Lea-Olivia,” gentog Sofie B, men så så Lea-Olivia bare ned i jorden.
*
Clara lagde armen om Lea-Olivia, mens hun fortalte.
”Æv, det lyder dumt, Lea-Olivia,” sagde hun.
”Ja,” sagde Lea-Olivia, ”men det værste var i går. Pludselig var både Sarah og Anne og Mia og Sofie og Sofie B væk. Jeg kunne ikke se dem nogen steder på hele legepladsen. Der var kun drenge, der løb rundt, og så de små piger. Men så opdagede jeg, at de stod omme bag ved legehuset, og da jeg gik over og spurgte om, jeg måtte være med, havde de alle sammen munden fuld af noget, jeg ikke kunne se hvad var.
”Må jeg ikke være med,” spurgte jeg.
Og så så Sarah vredt på mig.
”Nej, det her sted er kun for piger, der kun har ét navn, og du har jo to. Du hedder jo Lea-Olivia og ikke bare Lea eller Olivia.”
Og senere på dagen legede de andre piger gemmeleg. Og Sofie B talte. Men da jeg spurgte hende om, jeg måtte være med, sagde hun nej.”
Da Lea-Olivia var færdig med at fortælle, græd hun stadigvæk.
Clara strøg hende over håret.
”Hvor er det synd for jer,” sagde hun. ”I var så gode venner, og nu er I slet ikke venner mere.”
”Nej,” sagde Lea-Olivia. ”Kan du ikke gøre noget, Clara?”
”Hvad skal jeg gøre,” spurgte Clara.
”Du kan bare sige til Sarah, at hun skal være sød mod os alle sammen og en rigtig ven. Og at hvis hun ikke er det, så slår du hende ihjel!”
Clara grinede lidt.
”Nej, Lea-Olivia, det er vist ikke så god en ide.”
*

De to søstre sad lidt på sengen uden at snakke. Clara strøg bare sin lillesøster over ryggen.
”Ved du hvad,” sagde hun så, ”Sarah minder lidt om mig.”
”Om dig,” sagde Lea-Olivia, ”det gør hun i hvert fald ikke. Du er sød og sej og Sarah er bare en, der har ødelagt det hele.”
”Jaeh, men hun minder alligevel lidt om mig. Da jeg startede på den nye skole efter, at vi var flyttet, så var jeg så bange for, at de andre børn skulle holde mig udenfor, at jeg i stedet begyndte at holde dem udenfor. Jeg var faktisk ikke særlig sød. Der var for eksempel en pige, der var lidt tyk, og hende kaldte jeg for Tykkeberg. Og det gjorde jeg så mange gange, at hun til sidst begyndte at græde. Og da jeg havde fødselsdag, inviterede jeg ikke hende med, selv om mor havde sagt, at jeg skulle invitere alle pigerne i klassen.”
Lea-Olivia så overrasket på Clara.
”Ja,” gentog Clara, ”så jeg var virkelig ikke særlig sød. Men ved du hvad, jeg har en ide til, hvordan I alle sammen kan få det godt i børnehaven igen.”
*
Inden Lea-Olivia og Clara gik over i børnehaven, ordnede Clara noget i køkkenet.
”Det er en hemmelighed, så bliv ude,” sagde Clara.
Og bagefter gemte hun noget nede i tasken. Lea-Olivia var meget spændt på, hvad det var.
”Jeg siger det ikke, du får det at se,” sagde Clara.
Ovre i børnehaven var alle de andre store piger ved at lege gemmeleg. Der var ingen af dem, der sagde hej til Lea-Olivia.
Clara talte lidt med en af pædagogerne, og så råbte hun:
”Kom alle store piger. Vi skal ind i puderummet. Jeg skal fortælle jer noget.”
Inde i puderummet sad Lea-Olivia, Anne, Mia, Sofie, Sofie B og Sarah i en rundkreds med Clara i midten. Op af tasken fiskede Clara en flaske.
”Det her er en trylledrik. Jeg har selv lavet den,” sagde hun.
Alle pigerne kiggede opmærksomt på Clara, da hun hev seks glas op af tasken.
”Det er en venskabsdrik,” sagde Clara.
”Hvis man drikker denne her drik, er man venner. Så hjælper man hinanden. Så leger man sammen. Så deler man, så lader man være med at drille.”
”Den skal vi drikke,” sagde Sofie, Sofie B, Mia, Anne og Lea-Olivia i munden på hinanden.
”For vi er jo venner. Bedste venner. Vi har bare glemt det.”
Sarah så fra den ene til den anden uden at sige noget. Hun så helt forvirret ud.
”Du må jo også gerne drikke den, Sarah,” sagde Lea-Olivia. ”Så er vi jo venner alle sammen. Alle seks.”
Sarah tøvede lidt. Så smilede hun.
”Alle seks? Så I fem kan altså ikke holde mig udenfor?”
”Nej,” sagde Clara. ”Hvis I alle seks, tager trylledrikken, er I alle seks venner. Så er der ingen af jer, der kan blive holdt udenfor – men der er heller ingen, der kan holde andre udenfor.”
Nu smilede Sarah lige så bredt som Lea-Olivia og de andre.
”Den er jeg med på,” sagde hun. Og så hældte Clara en rød drik op i alle glassene.
”SKÅ-Å-Å-Å-Å-Å-LLLLLLL,” sagde de seks piger i munden på hinanden.
Og fra den dag havde Lea-Olivia fem venner i børnehaven.
Anne, Mia, Sofie, Sofie B. Og Sarah.

2 kommentarer:

  1. wauw de er gode.
    Mvh godnathistorie.blogspot.com

    SvarSlet
  2. Det var godt at de blev gode venner til sidst ❤

    SvarSlet