mandag den 16. januar 2012

Fisken Finn og havheksen

Denne historie er så lang, at den er delt i fire kapitler. Læs den eventyrlige historie om
Fisken Finn, der drømte om at blive en berømt sanger, selv om han ikke kunne synge.

Første kapitel: Finn opsøger havheksen

”Fortæl farfar. Fortæl om den uhyggelige heks og fisken Finn, der blev fanget af sørøverne,” beder Anna.
Hjemme hos farfar er der hverken fjernsyn eller computere. Til gengæld er der et kæmpestort akvarium, der fylder hele den ene væg i stuen. Derinde svømmer de røde, grønne, blå og gule fisk rundt, og det er akkurat ligesom at dykke på troperne, siger farfar.
Om aftenen sidder han og Anna i sofaen og kigger på fisk, mens farfar fortæller  eventyr.
”Okay, så fortæller jeg om den gule fisk Finn, der boede på havets bund og alle hans musikalske venner,” siger farfar.
For det første var der krabben Krab. Han hamrede altid kløerne ned i muslingeskallerne.
”Gadagungbang-bang-gadagungbang-bang-gadabada-gadabada-gungbang-bang.” For det andet var der trompetfisken Trut, som blæste toner ud gennem næsen.
”Duttelut-dut-dut-duttelut-dut-dut-duttelutte-luttelutte-lut-dut-dut.”
Når Trut og Krab spillede sammen, strømmede fiskene til. De lyttede og svajede i takt til musikken, og bagefter viftede de alle sammen med halerne, for det er fisks måde at klappe.
Finn prøvede også at spille musik, men så var der aldrig nogen, der viftede med halerne. Tværtimod skyndte alle sig væk, og Finn stod altid alene tilbage og brølede ned i en konkylie.
Arrghh-gruhhh-grimigram-jeg-synger-så-smukt,” sang han. Men det lød ikke særlig smukt.
 Om aftenen lyttede Finn, når Krab og Trut gav koncert.
Så trillede der tit en tåre ned ad hans kind, men det var der ingen, der så, for i vand kan man ikke se tårer. Finn ønskede, at det var ham, der stod på koralrevs-scenen og spillede, mens alle hørte på.
”Du kan da bare tage hen til havheksen,” sagde hans ven Lars en dag.
”Hvis du gør noget for havheksen, gør hun noget for dig.”
”Okay, vil du ikke tage med. Så kan du lyse i mørket,” foreslog Finn. Lars var nemlig en lygtefisk.
”Så skal du også holde op med at kalde mig bangebuks,” svarede Lars.
Næste dag svømmede de to venner hen til havheksens sorte grotte. Finns hjerte bankede, da de svømmede ind af den smalle åbning mellem to store sten. I det dunkle vand kunne de se fiskeben og fiskeskeletter. Der var også halen fra en hval, og tænderne fra en krokodille.
”Addr, det er uhyggeligt,” sagde Lars.
Vennerne svømmede længere og længere ind i grotten, og pludselig hørte Finn en dyb stemme:
”Hvem der? Hvem er inde i min grotte?”
Finn kiggede sig omkring, men han kunne ikke se nogen.
”Det er mig. Finn,” svarede han med en tynd stemme.
”Hvad laver du? Hvad vil du i min grotte,” brølede stemmen.
Finn turde næsten ikke svare. Lars så forskrækket på ham, og begyndte at svømme ud af grotten. Sammen med ham forsvandt lyset, og Finn var helt alene tilbage i det kulsorte vand.
”Hvad laver du i min grotte,” gentog stemmen.
Finn tog sig sammen.
”Jeg vil gøre noget for dig. Jeg vil gøre, hvad du beder mig om, og så vil jeg til gengæld have et ønske opfyldt,” sagde han.
En stund var der stille. Finn havde lyst til at følge efter Lars. Kun tanken om røde, grønne og blå fisk med viftende haler fik ham til at blive. Endelig lød stemmen.
”Hent guldringen i sørøverskibet.”
”Okay,” råbte Finn og slog med halen.
Annas farfar dasker også med hånden.
”Så skat, nu får du ikke mere i aften, men i morgen vil jeg fortælle dig, hvordan det gik, da Finn svømmede hen til sørøverskibet,” siger han.
Så bærer han Anna op i seng, og putter hende under dynen.

Andet kapitel: Finn bliver fanget
”Så farfar, nu skal du altså fortælle. Hvad skete der, da Finn havde været inde hos havheksen, og hun havde bedt ham hente guldringen,” spørger Anna.
Hun sidder i sofaen sammen med farfar og kigger på akvariet.
”Jo, nu skal du høre,” siger farfar.
Uden for grotten ventede lygtefisken Lars.
”Er du fuldstændig, skingrende vanvittig? Sørøverskibet! Det bliver uden mig,” sagde han.
”Nå, ja, men havheksens hule blev jo også uden dig,” svarede Finn, der slet ikke var til at stoppe. Lars svømmede tilbage, men Finn fortsatte den modsatte vej.
 Helt fra han var ganske lille, havde Finn hørt om dét sørøverskib, der engang for mange år siden var sunket ned i havet.
”Ryd op efter dig, ellers kalder vi på sørøverne,” havde hans far engang imellem sagt.
”Hold op, du må ikke true med sådan noget. Sørøverne er jo genfærd, og tænk hvis dit ønske blev til virkelighed,” advarede hans mor.
Men hvor var sørøverskibet?
Finn vidste ikke engang, om han svømmede den rigtige vej. I sandbunden lå en rødspætte og slappede af.
”Dav, ved du hvor sørøverskibet er,” ville Finn have spurgt, men han nåede kun til ”sørøv,” så var rødspætten forsvundet. Bedre gik det ikke, da han spurgte en krabbe, en søstjerne, en reje og en makrel. Alle smuttede væk uden så meget som at vente på at høre hele spørgsmålet. Til sidst var Finn næsten ved at opgive, men så kom han i tanke om den ældgamle rokke, der var helt overbevokset med muslinger og havtang.
”Du må da vide, hvor sørøverskibet ligger. Du ved jo alt,” sagde Finn, da han fandt rokken.
”Mmmhhh,” nikkede rokken, der rokkede frem og tilbage med kroppen. Så pegede den med halen.
”Svøm den vej. Så langt du kan komme.”
Og så svømmede Finn. Han svømmede, og han svømmede og han svømmede. Tre dage svømmede han, inden den store, sunkne skonnert med tre høje master dukkede op. I det fjerne hørte Finn en mærkelig sang.
”Seks kasser øl og en flaske med rom – det skal jeg ha´ når min mave er tom.” Finn svømmede tættere på skibet, og da han så, hvem der sang, var han lige ved at vende om. På dækket dansede tre skeletter med sorte tørklæder om de hvide kranier. De lange tynde knogleben svingede fra side til side. Der, hvor øjnene burde have siddet, sad der kun to tomme huller.
Seks kasser øl og en flaske med rom – det skal jeg ha´ når min mave er tom.”
På dækket bag dem stod en stor skattekiste.
”Hold, da op, hvor nemt kan det være,” tænkte Finn – men det var meget dumt tænkt. Han svømmede ind på skibet, og hen til skattekisten. Perler og diamanter stak ud under låget. Kisten var så propfuld, at den ikke kunne lukke ordentligt, og på toppen så Finn en guldring skinne. Han slog et par hurtige slag med halen, og skulle lige til at stikke snuden ind i ringen, da sangen stoppede. Nu gik det hele så hurtigt, at Finn knap nok nåede at opfatte, hvad der skete. En af sørøverne tog et fiskenet. Med et snuptag fangede han Finn og hældte ham ned i et akvarium.
”Hold op en dum fisk. Hvordan kan den tro, at vi vil lade nogen slippe væk med skatten,” sagde sørøveren.
Farfar smiler til Anna.
”Det var synd for Finn, for det var altså ikke noget stort akvarium ligesom mit. Men i morgen skal jeg fortælle dig om han slipper ud."

Tredje kapitel: Vennerne hjælper Finn
Om aftenen da Anna og farfar sidder i sofaen foran akvariet begynder Anna at synge:
- Seks kasser øl og en flaske med rom, det vil jeg ha´ når min mave er tom. ”Ja,” siger farfar, ”det var det sørøverne sang, da de havde fanget Finn og puttet ham ned i akvariet. For de kunne kun det ene vers.”
Finn svømmede frem og tilbage i akvariet, mens hans tårer blandede sig med havvandet. Der var ikke noget mad, og han var dødsulten. Hjemme på koralrevet havde Finns venner for længst undret sig over, hvor han blev af.
”Hvorfor kommer han ikke og hører os spille? Det plejer han da altid,” havde Krab allerede sagt den første aften.
”Er Finn stadig ikke kommet,” spurgte Lygtefisken Lars uroligt.
Og så fortalte han, at han var bange for, at Finn var svømmet hen til sørøverskibet.
”Den torsk,” sagde Trut. Men hun lød alligevel bekymret.
”Vi er nødt til at svømme ud og se efter ham,” sagde Krab, og så begav de tre venner sig af sted. Først opsøgte de den gamle rokke for at få at vide, hvor sørøverskibet lå, og så svømmede de derhen. Da de hørte den uhyggelige sang, opførte de sig heldigvis meget klogere end Finn. De gemte sig bag tre store sten og ventede til det blev aften. Sørøverne skiftedes til at sove, så der hele tiden var to, der var vågne. Hele natten fortsatte den ensformige sang.
Seks kasser øl og en flaske med rom. Det vil jeg ha, når min mave er tom.”
”Sikke de kan synge,” sagde Krab, ”de må virkelig være glade for rom. Hov, hvad er det,” sagde han. Krabs ene klo havde ramt noget.
”Kling,” sagde det.
Lars svømmede derhen for at lyse, og nu kunne de tre venner se toppen af en flaske, der ellers var begravet i sandet. Med hurtige bevægelser gravede Krab den fri.
Rom.
Det var en flaske med rom.
”Hvor er vi heldige. Den må være røget ud af skibet, da det sank, og så har den ligget her i alle de år,” sagde Krab ivrigt.
”Wouv, nu skal vi bare have sørøverne til at finde den. Og drikke den,” sagde Trut.
Hun svømmede hen mod skibet. Et par meter derfra, begyndte hun at trutte. Drillende efterlignede hun sørøvernes sang.
”Splitte mine bramsejl, du skal ikke gøre grin med os,” brølede den ene sørøver. Truende løftede han den lange arm-knogle og begyndte at løbe over mod Trut.
Lige da han passerede de tre sten, sørgede Lars ligesom tilfældigt for at kaste lidt lys på flasken.
”Hvad i alverden… Rom! Der er rom,” råbte sørøveren og glemte alt om Trut.
Han løb tilbage til de to andre. Ham der sov, vågnede med et stort grin. Proppen røg af flasken, og en efter en lænede sørøverne nakkerne tilbage og hældte rom ned mellem ribbenene.
”Seks kasser øl og en flaske med rom, det skal jeg ha´ når min mave er tom,” sang de.
Jo mere de drak, jo højere sang de, men efterhånden begyndte de at kludre i ordene.
Seks  flasker føl og en kasse med rom, det skal jeg ha´ når min have er tom,” sang den ene.
Syv tasker øl og en basse med rom, det skal jeg ha´ når min mave er grøn,” sang den anden.
Jo mere de drak, jo mere vrøvlede de, og jo mere usikkert dansede de. Til sidst faldt de om. En efter en. I en dyb søvn.
”Så er det nu,” sagde Trut, og med hurtige bevægelser svømmede de tre venner ind på skibet. Lars lyste omkring, og hurtigt fandt de Finn, der blev lykkelig over at se sine venne. Trut, Krab og Lars hjalp hinanden med at skubbe låget af akvariet.
”Så er det bare med at komme væk,” hviskede Lars, men Finn var ikke til at stoppe. Han svømmede hen til skattekisten, og i samme øjeblik han fik fat i guldringen, vågnede den ene sørøver.
”Hva, hva, hva…,” råbte han, og faldt så sammen igen.
”Afsted. Nu,” gentog Lars, og denne gang fulgte Finn ordren. Med den skinnende guldring om næsen.
”Pyha, det var godt, han slap ud,” siger Anna.
”Ja, det var det. Og i morgen skal du høre, hvad han gjorde med ringen,” svarer farfar og bærer Anna op i seng.

Fjerde kapitel: Finn finder sin stemme
”Hvad skete der mere med Finn? Han fik guldringen fra sørøverne, og hvad så,” spørger Anna.
”Ja, den nat var Finn lykkelig,” fortæller farfar. Da vennerne var kommet langt væk fra sørøverskibet holdt pause for at sove. Finn drømte, at han havde den smukkeste stemme i verden, og at fisk fra alle have, søer, floder og bække strømmede til at for at høre ham. Om morgenen vågnede han med et lykkeligt smil om munden, og et indre syn af bølgende fiskehaler i alle farver.
Nu skulle han bare hen til havheksen og have sit ønske opfyldt.
Men inden han nåede den sorte grotte, hørte han pludselig en velkendt stemme.
”Finn, Finn, jeg har søgt efter dig i flere dage.”
Den gamle rokke med muslingeskallerne kom svømmende imod ham.
”Jeg er kommet i tanke om noget vigtigt,” sagde den.
”Guldringen. Du må ikke give havheksen guldringen.”
Rokken lød som om, alt i verden var på spil. Finn prøvede febrilsk at skjule ringen, der hang om hans næse.
”Jeg er kommet i tanke om et eventyr, som min mor altid fortalte mig, da jeg var barn. Om guldringen i sørøverskibet. Hvis havheksen får fat i den, kan hun bruge den i en mikstur, der gør hende til den ondeste og den stærkeste heks i verden. I hele universet,” sagde rokken alvorligt.
Finn sank. For sit indre blik så han tusind fisk svømme væk fra ham.
”Du er nødt til at skille dig af med ringen. Du må sørge for, at havheksen aldrig får fat i den.”
Finn svarede ikke. Piskede bare med halen, så han strøg af sted gennem vandet. Rokken kunne slet ikke følge med, og langt bag ham, hørte han bare dens råb:
”Finn, Finn.”
Den aften kunne Finn slet ikke sove. Hvad skulle han gøre? Skulle han give heksen ringen og få sit store ønske opfyldt? Så kunne han blive den bedste sanger i verden. Men hvad for en verden? Hvordan ville verden blive, hvis havheksen blev den stærkeste og den ondeste?
Næste morgen begav han sig ud på en svømmetur, der var endnu længere end turen til sørøverskibet. Han svømmede derhen, hvor han altid havde fået at vide, at han ikke måtte komme. Hen til det brandvarme vand, der blev spyet ud af havbunden.
”Pas på. Vandet er så varmt, at det kan smelte metal,” havde hans mor sagt.
Længe svømmede Finn rundt og rundt om den sorte sokkel, der lignede en skorsten og af og til sprøjtede brandvarmt vand ud fra jordens indre. Han holdt sig lige nøjagtig så langt væk, at han ikke blev ramt af de hede stråler.
”Hvad er der med dig. Du ser så trist ud,” spurgte en havskildpadde, der kom svømmende forbi.
Finn fortalte historien.
”Jeg vil bare så gerne være en berømt sanger,” sukkede han.
”Tænk på heksen,” svarede havskildpadden.
”Hvad hvis hun varmer havet op, så alle dyrene bliver kogt. Eller køler det ned, så vi alle sammen fryser fast og slet ikke kan bevæge os mere.”
Finn nikkede. Så lænede han hovedet tilbage og kastede det af alt kraft frem, så ringen strøg i en bue gennem vandet. Lige ned i den sorte skorsten..
”Nu smelter den,” sagde havskildpadden.
Finn sagde ikke noget. Han drejede bare omkring og svømmede tilbage.
De næste mange aftener holdt Finn sig væk fra sine venner. Han orkede ikke at høre dem spille.
”Kommer du ikke i aften,” spurgte Krab en dag.
”Vi vil virkelig gerne have at du kommer.”
Finn tøvede. Han havde ikke lyst. På den anden side. Der var ikke så meget andet at lave på havbunden. Og denne aften blev koncerten helt anderledes.
Da Krab og Trut var færdige med at spille, greb Krab en konkylie.
”Tak skal I have alle sammen, for at I ville høre os spille. I aften har vi et ekstra nummer. Velkommen til fisken Finn, der vil fortælle historien om havheksen.”
Alle de mange fisk, der var kommet for at høre koncerten, kiggede op på koralrevs-scenen. Krab holdt konkylien frem mod Finn. Et øjeblik følte han sig helt genert. Så begyndte han at tale ned i den.
”Der var engang en fisk, der hed Finn, som boede på havets bund,” begyndte han.
Så fortalte han om fisken, der ikke kunne synge. Om havheksen, der brølede i sin sorte hule. Om sørøverskibet og de lange dage som fange i akvariet. Han fortalte videre om romflasken, der havde været begravet i århundreder. Om de fulde sørøvere. Og om rokken, der fortalte eventyret om ringen.
Da han til sidst nåede frem til fortællingen om det brandvarme vand, var der helt stille. Alle fiskene

 lyttede på ham. Ingen sagde et ord.

”Ringen strøg gennem vandet. Lige ned i den sorte skorsten,” sluttede Finn sin historie.

Fra den dag var Finn med på holdet, når Krab og Trut gav koncert. Han sluttede altid med at

fortælle en historie. Og så viftede alle fiskene med deres haler i røde, grønne, blå og gule farver.

Til Sara på 5 og Jonathan på 8 år, der holder ferie i Thailand og gerne ville høre en historie om koraller, krabber, fisk, krokodiller, en hval og et genfærd.

Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com


Illustreret af Ingrid Rørbæk - vil du tegne til en historie, så send den i elektronisk form til mariaroerbaek@hotmail.com
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar