lørdag den 23. februar 2013

Hajen og søkoen

Om aftenen bad Mie Lasse fortælle.
”Åh, nej,” sagde han, ”jeg er så træt. Jeg kan ikke finde på noget.”
”Jo, du kan,” sagde Mie, ”Find på noget om en… om en lyserød haj. Og en… Og en blå søko.”
”En lyserød haj,” sagde Lasse forundret, ”Hajer er da ikke lyserøde.”
”Jo,” sagde Mie. ”Denne her er. Eller det ville den gerne være. Det er en pigehaj, der kun drømmer om en ting: At blive en lyserød pigehaj.”
”Nå,” sagde Lasse, ”men hvad så med en søko? Hvad er overhovedet en søko?”
”Ved du ikke det,” sagde Mie, ”man skulle ikke tro, det var dig, der var 15 år og babysitter vel? Og mig der var seks år og blev passet. En søko er da sådan et vanddyr, der lidt ligner en elefant, og som svømmer og svømmer og svømmer for at finde søgræs og andre planter, den kan æde. Den laver næsten ikke andet end at æde. Det så jeg i fjernsynet forleden.”
”Nå,” sagde Lasse, ”men er en søko så blå?”
Mie tænkte sig lidt om.
”De fleste er grå,” sagde hun, ”Men denne her er blå. Eller det ville den gerne være. Det er en drenge-søko, der kun drømmer om en ting: At blive en blå drenge-søko.”
”Hvor bor de så henne? Søkoen og hajen,” spurgte Lasse.
”De bor i Sydamerika. Lige der hvor floden bliver til et hav, og havet bliver til en flod. Eller det vil sige. Søkoen bor inde i floden, og hajen bor ude i havet. De kender slet ikke hinanden. Ikke til at starte med. Søkoen svømmer bare rundt i floden og er søko, og hajen svømmer rundt i havet, og er haj. Og de ved slet ikke, at de drømmer om det samme. Eller næsten det samme. Søkoen vil jo så gerne være blå, og hajen vil jo så gerne være lyserød.”
”Ja, det er jeg med på,” sagde Lasse. ”Men bliver de så det?”
”Det ved jeg da ikke. Det er jo det, du skal fortælle Lasse.”
Lasse tænkte sig lidt om. Kløede sig i håret og lukkede øjnene.
Så begyndte han at fortælle:

”Det var morgen i floden, og Søren Søko var ved at æde søgræs sammen med hans mor. Det gjorde de hver morgen.
”Godt Søren,” sagde hans mor. ”Op af floden. Og ned af floden. Op af floden. Og ned af floden. Sådan gør en søko. Hver dag.  Det gælder om at få nok at spise.”
”Ja, ja, mor, men kan vi ikke spise et andet sted. Hvad er der på den anden side af floden,” spurgte Søren.
”Havet,” svarede hans mor, ”men havet kan vi ikke komme ud i. Det er saltvand, og det kan vi ikke leve i.”
”Æv,” sagde Søren Søko, ”der er så meget vi ikke kan. Jeg kan ikke blive blå, og det er ellers det, jeg allerhelst vil.”
Moren rystede på hovedet.
”Dig og dit blå. Hvis det var lyserød, du ville være, kunne jeg hjælpe dig. Men blå, det kan du altså ikke blive.”

På samme tid svømmede Hanne Haj rundt i havet på den anden side af floden.
”Åh, mor, kan jeg ikke blive lyserød,” sagde hun, men det fik bare hajmor til at ryste på hovedet.
”Dig og dit lyserøde. Hvis det var blå, du ville være, kunne jeg hjælpe dig. Men lyserød, det kan du altså ikke blive. Og kom nu. Vi skal ud og snige os ind på nogle dyr. Vi gemmer os derovre mellem stenene og ser om, der kommer en fed fisk forbi.”
Hanne Haj så sur ud.
”Åh, hvorfor skal vi altid jage de samme steder. Hvad er der på den anden side af havet?”
”Floden,” svarede hajmor, ”men floden kan vi ikke komme op i. I floden er der ikke saltvand, og vi kan ikke leve uden saltvand.”

Næste dag svømmede Søren Søko op til enden af floden, hvor han kiggede ud i havet.
Mellem stenene fik han øje på et gråt dyr med en trekant på ryggen. Sådan én havde han aldrig set før.
”Hej, hvad er du for en,” spurgte han.
”Jeg hedder Hanne Haj,” sagde Hanne Haj.
Hun var vant til at andre dyr flygtede, så snart de så hende.
”Jeg hedder Søren Søko,” sagde Søren Søko.
”Kommer du ikke her over,” spurgte Hanne Haj for hun havde lært, at hun skulle æde alle de dyr, hun kunne – og hun kunne kun æde Søren Søko, hvis han kom ud i havet. Floden kunne hun jo ikke selv svømme ud i.
”Næh, det kan jeg ikke,” svarede Søren, ”jeg kan ikke tåle saltvand.”
Når Hanne Haj ikke kunne spise Søren Søko, kunne hun lige så godt snakke lidt med ham.
”Hvordan er der egentlig i floden,” spurgte hun, og så fortalte han om alle de planter, han hver dag skulle æde.
”Og hvordan er der egentlig i havet,” spurgte han.
”Fint, der er i hvert fald mange dyr at jage,” svarede hun.

De næste dage mødtes Søren Søko og Hanne Haj hver morgen ved flodmundingen. Hver især fortalte de den anden om den verden, de kom fra, og en dag begyndte de også at tale om drømme.
”Jeg er så træt af at være grå,” sagde Søren Søko, ”jeg ville ønske, jeg var blå.”
”Det er jeg også,” sagde Hanne Haj. ”Altså træt af at være grå. Gid jeg var lyserød.”
Og så så de på hinanden og sagde i munden på hinanden:
”Men det kan jeg hjælpe dig med at blive!”

Nu drejede Søren Søko og Hanne Haj rundt og svømmede hver sin vej. Da de hver især havde fået et råd af deres mor, mødtes de igen ved flodmunden.
”Min mor spørger om, du virkelig gerne vil være lyserød,” sagde Søren Søko.
”Og min mor spørger om, du virkelig gerne vil være blå,” sagde Hanne Haj.
Og så fortsatte de i kor:
”Min mor siger, at du skal forestille dig, hvordan det vil være at have din drømmefarve. Luk øjnene og se det for dig.”
Hanne Haj lukkede sine øjne og så, hvordan hun fik samme farve som et balletskørt. Åh, hvor ville hun bare være smuk. Hun ville være den smukkeste haj i havet.
Og Søren Søko lukkede sine øjne og så, hvordan han fik samme farve som himlen. Åh, hvor ville han bare være flot. Han ville være den flotteste fyr i floden.
Men så så Hanne Haj også, hvad alle de andre dyr så. En haj, der lyste op og blev set på lang afstand. Hver gang hun nærmede sig et dyr, så det hende, og stak af.
Og Søren Søko så, hvad alle de andre dyr så. En søko, der lyste op og blev set på lang afstand. Hver gang et rovdyr svømmede forbi, opdagede det den blå farve og snappede efter ham.
”Åh, nej,” råbte Hanne Haj.
”Jeg får ikke noget at æde.”
Og Søren Søko skreg:
”Åh, nej, jeg bliver spist!”
Så åbnede de øjnene og sagde i munden på hinanden:
”Det går ikke! Jeg vil ikke! Jeg beholder min egen farve.”

Lasse puttede endnu engang dynen godt ned om Mie.
”Så Mie, det var den historie.”
Mie smilede.
”Der kan du bare se, Lasse, du kunne sagtens finde på noget.”
”Ja,” sagde Lasse, ”du glemmer bare én ting.”
”Hvad,” spurgte Mie.
”At det var dig. Det var dig, der fandt på det. Det var dig, der fandt på det med den blå søko. Og det med den lyserøde haj."


Historien er illustreret af Ingrid Rørbæk - hvis du vil tegne til en historie, kan du bare sende den i elektronisk form til mariaroerbaek@hotmail.com

1 kommentar:

  1. Dejlig historie, som jeg har prøvet at illustrere via appen Paper, - det er kun lige en test, men jeg hvis det virker vil jeg fremover gerne lave tegninger til Marias historier. Og måske er der også børn som får lyst til det samme. Der er en gratisudgave af programmet med en pen samt farvepalet, den helt store udgave koster omkring en 50-er.

    SvarSlet