Pinsehistorie: Tunger af ild

Sofie strakte sig i sengen.
”Fortæller du ikke en godnathistorie, farfar? Det er jo pinse.”
”Tjoeh… Ved du overhovedet hvorfor, vi holder pinse?”
Sofie rystede forventningsfuldt på hovedet.
”Nej, men når historien er færdig, gør jeg.”
”Okay,” sagde farfar. ”Pinsen er en helligdag, ligesom fx juleaften og langfredag.”
”Jeg er med,” sagde Sofie, ”så pinsen har noget med Jesus at gøre.”
”Nemlig. Pinse betyder 50 på græsk, og man fejrer den for at mindes det, der skete 50 dage efter påske. Altså 50 dage efter at Jesus stod op af graven.”
Sofie nikkede og snoede sit røde hår rundt om pegefingeren.
”Jeg er stadig med. Men hvad skete der? Var der nogen, der blev født? Ligesom Jesus blev født juleaften.”
Farfar lavede en mærkelig bevægelse, som om han på samme tid både nikkede og rystede på hovedet.
”Altså… Man siger, at pinsen er kirkens fødselsdag. Men kirken er jo ikke en person, så, nej, der var ikke nogen, der blev født.”
”Hvad så,” spurgte Sofie utålmodigt.
”Så hvad! Så… så skal du bare høre… Nu skal jeg fortælle dig historien om pinsen, sådan som drengen Julius oplevede det for 2000 år siden, da han helt tilfældigt blev øjenvidne til det, pinsen handler om…”
Farfar tog et fast greb i sit skæg, og trak ned. Så begyndte han at fortælle:
”Det var eftermiddag, og Julius gik bange rundt i byen Jerusalem. For et øjeblik siden havde han holdt sin far i hånden. De havde rigtig hygget sig, mens de snakkede om, hvor vanvittig mange mennesker der var i Jerusalem, og om alle de sprog, der svirrede i luften. Julius og hans far boede i et helt andet land, men de var taget til Jerusalem for at deltage i en stor, religiøs folkefest.
”Og det er ikke kun os, der har rejst langt for at være med. Her er folk fra hele verden,” havde faren sagt, og så var det, at Julius slap hans hånd. Bare et øjeblik for lige at se på en bod med duftende kager. Han fik lov at smage et stykke, og da han kiggede op, var faren væk. Helt væk. Der var kun fremmede ansigter.
”Undskyld,” spurgte Julius kagesælgeren, ”har du set min far? Han var her lige.”
Men gadesælgeren svarede bare noget, der nærmest lød som:
”Baka haka hubi laba dibu du.”
Og det blev Julius jo ikke klogere af.
”Du har vel ikke set en lille mand med krøllet hår,” spurgte han en gammel kone, der sad på jorden og tiggede.
”Hibi libi hibi labo,” lød svaret.
Og bedre gik det ikke, da Julius stoppede en lille dreng, en gammel mand og en grønthandler. Alle sagde bare noget komplet uforståeligt.
Julius fik tårer i øjnene.
Hvordan skulle han få mad, når han ikke havde en eneste mønt i lommen? Hvor skulle han sove? Og hvad hvis han aldrig kom hjem igen?
Længe gik Julius rundt i gaderne, men ingen steder fandt han sin far. Efterhånden fik han ondt i maven af sult og stoppede foran et bål, hvor en mand stegte et lam over flammerne.
”Undskyld,” sagde Julius, ”må jeg ikke nok få lidt mad?”
Manden så uforstående på ham.
”Mad,” sagde Julius og pegede på sin mund.
”Sulten,” fortsatte han, og gned sig på maven, mens han så bedende ud.
”HAKA HUMBUM,” råbte manden.
”HAKA HAKA BILI BUM!!!”
Med tårerne trillende ned af kinderne, gik Julius ind i et tempel – altså sådan en slags kirke. Her var fyldt med mennesker. Tykke. Tynde. Mørke. Lyse. Og måske var hans far også derinde et sted?
I midten af templet så Julius en mand, der stod og talte, men det han sagde, var lige så uforståeligt som alt andet.
”Hakurius, hakurius, hubulubu,” sagde han.
Eller noget i den stil.
Julius rystede på hovedet. Hvor var det forfærdeligt ikke at forstå et kuk, når han bare så gerne ville tale med nogen.
I det samme begyndte det at blæse op. En voldsom vind fejede gennem templet. Den hev fat i Julius, så hans hår stod ud til siden, og han var nødt til at holde på sin kappe, så den ikke blæste væk. Ud af ingenting dukkede lange flammer op. De fór rundt i luften som slanger, der snoede sig mellem hinanden. Et barn begyndte at skrige. Andre råbte forskrækket op. Julius satte hænderne op for ansigtet. Han havde aldrig set noget lignende, og han var bange for at blive ramt af ilden.
Så satte nogle af flammerne sig fast på kinderne af den mand, der talte, og dem, der stod omkring ham.
”Tag det roligt,” råbte manden. ”Der sker ingenting.”
Forundret så Julius på ham. Nu forstod han, hvad han sagde.
”Sæt jer ned. Vær ikke bange,” fortsatte manden. ”Mit navn er Peter, og jeg har noget vigtigt at fortælle jer. Som I kan høre, kan I alle forstå, hvad jeg siger – selv om I taler forskellige sprog. Det er fordi, jeg taler med denne tunge af ild.”
Forbløffet satte Julius sig ned, og rundt om ham, gjorde andre det samme. Det så ud som om, alle forstod Peter. Både de lyse og de mørke, de tykke og de tynde. Julius kunne ikke få øjnene væk fra den lange slange af ild, der hang ved Peters kind og snoede sig fra side til side, op og ned, mens han talte om Jesus, en mand, der for nylig var død på et kors her i Jerusalem, og som var Guds søn.
Alle i templet var stille og lyttede, mens Peter fortalte og fortalte. Om Jesus, der havde gået på vandet og helbredt syge, og som til sidst var død på korset for tre dage efter at stå op af sin grav.
Da Peter var færdig med at tale, gik ildtungerne ud. Som når et bål dør hen. Alle folk i templet begyndte at klappe og tale i munden på hinanden.
Han må kunne hjælpe mig, tænkte Julius. Når jeg kan forstå, hvad han siger, må han også kunne forstå, hvad jeg siger.
Febrilsk prøvede han at komme frem, men det var svært, for der var mange, der gerne ville tale med Peter.
Og så fik Julius pludselig øje på et ansigt, han kendte. Gadesælgeren. Ham der havde haft kageboden lige dér, hvor Julius blev væk.
”Hukialibum,” råbte han, og viftede med armene.
”Hukialibum.”
’Han vil have mig til at komme derover,’ tænkte Julius, og så, så så han ham. Lige bag gadesælgeren. Hans far. Med et kæmpe stort bredt smil på ansigtet.
”Far,” råbte Julius. ”Hvor har du dog været? Hvordan kunne du blive væk.”
”Væk,” sagde hans far, ”det var da dig, der blev væk. Men nu er du fundet.”
Julius og hans far omfavnede hinanden, mens gadesælgeren lo.
”Han kunne åbenbart genkende os,” sagde Julius far.
”Sikke et held, at han også var gået herind i templet.”
”Ja,” sagde Julius, ”men hvad var det, der skete? Mærkede du vinden? Så du ildtungerne? Hørte du hvad manden sagde? Og forstod du det? Var det ikke mærkeligt at alle kunne forstå det, lige gyldig hvor de kom fra. Hvorfor skete det, far?”
Julius far tøvede lidt.
”Jeg ved det ikke,” svarede han så, ”men nu, Julius, nu slipper du ikke min hånd.”
Farfar tav stille og puttede dynen godt rundt om Sofie.
”Er historien slut,” spurgte hun.
Farfar nikkede.
”Det var da en underlig historie,” sagde Sofie. ”Er det virkelig historien om pinsen?”
”Ja,” sagde farfar.
”Og hvad har det så med kirkens fødselsdag at gøre,” spurgte Sofie.
”Man siger, at det var den måde, kirken blev grundlagt. Peter og de andre mænd, der fik ildtunger, havde alle kendt Jesus, da han levede, og de ville gerne fortælle, at han virkelig var Guds søn. Og de ville gerne fortælle det til alle mennesker på jorden – ikke kun dem, der talte det samme sprog som dem selv. Og så fik de hjælp til at gøre det – hjælp til at tale, så alle kunne forstå det. Og fra den dag begyndte folk fra forskellige folkeslag at slutte sig til dem, og danne kirker rundt om i verden. Kirker, hvor der bliver fortalt, hvem Jesus var.”
”Nå,” sagde Sofie. ”Og er det så en virkelig historie?”
Farfar strøg sig over skægget. ”Altså det der med Julius var noget jeg selv fandt på, men det med ildtungerne, det står i Biblen. Og som du ved, er der nogen, der tror, at det der står i Biblen virkelig er sket – og andre, der tænker, at det bare er en god historie.”
Sofie nikkede.

”Jeg synes, det var en underlig historie, farfar. Men nu ved jeg da, hvorfor vi fejrer pinse. At det var fordi, der kom tunger af ild, så historien om Jesus kunne blive fortalt til alle mennesker – ligegyldig hvilket sprog, de taler.”
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/