mandag den 24. september 2012

Kattepigen

Hårene rejste sig på Majas arme, da hun læste overskriften i den gamle bog.
- Kan det virkelig være rigtigt, tænkte hun.
Det var ikke mange timer siden, at Maja og hendes lillebror Kasper havde ligget i deres hule og snakket om, hvordan det mon var at være et dyr. Der var ikke ret meget plads i hulen i træet, så de havde som altid ligget på siden med hovederne mod hinanden og benene trukket op under sig.
- Det vel kommer vel an på, hvad det er for et dyr, havde Kasper sagt. Hvis man nu er en løve, der brøler og er farlig, så er det sikkert rimelig sejt. Men hvis man er en lille tissemyre, der bliver trådt på, er det sikkert temmelig surt.
- Jeg vil gerne prøve at være en kat, havde Maja sagt.
Og nu så det ud som om, hun kunne komme til det.
- Sådan tryller man et menneske om til et dyr, stod der i den gamle bog.
Maja havde fundet den i en kasse nede i kælderen. Den havde nok tilhørt den mærkelige gamle mand, der havde boet i huset før, Maja og hendes familie flyttede ind.
Maja havde en lommelygte med, for lyset var gået ud i kælderen. Hun lyste på de snoede bogstaver, der var skrevet med en sølvskrift, der gav genlys.
- Løft hænderne mod himlen. Kig ned i jorden og over på det menneske, der skal fortrylles. Og sig den magiske remse: Humli-bumli-bamli-byr: Nu skal du blive til et dyr. Og dyret skal være en…. Og sig så det dyr, du vil trylle personen om til.
Maja lyste rundt med lommelygten. Op ad et bord stod et gammelt spejl.
Hun stillede sig op foran det. Løftede først hænderne mod himlen, kiggede så ned i jorden og derefter over på hendes eget spejlbillede.
- Humli-bumli-bamli-byr: Nu skal du blive til et dyr. Og dyret skal være en…. Kat, sagde Maja.
I det samme kom der et kraftigt lysglimt. Næsten som et lyn uden torden. Og da Maja øjeblikket efter så ind i spejlet, så hun ikke længere sit eget spejlbillede. I stedet var der en lille kat med sort pels. Maja kiggede ned af sig selv. Hun havde ikke hænder mere, men poter. Og da hun drejede hovedet, kunne hun se, at hun havde en lang hale.

*

Først var det enormt skægt at være en kat.
Maja kunne springe meget længere end hun plejede, og et stykke tid morede hun sig med at hoppe op og ned fra det gamle bord.
Så hørte hun hendes mor kalde oppe fra stuen.
- Maja, vi skal spise.
’Skønt, jeg er knaldsulten,’ tænkte Maja, og tog trappen op i fem spring. Der duftede lækkert af frikadeller, og Maja elskede frikadeller.
- Uf, en kat, skreg Majas mor, da Maja kom ud i køkkenet.
- Der er kommet en kat ind i huset. Ud med dig, ud, sagde hun og jog Maja ud af stuedøren. Der var lidt køligt udenfor, og Maja var ærgerlig over, at hun ikke fik nogen frikadeller.
Pludselig slog en meget ubehagelig tanke ned i Maja. Hun havde overhovedet ikke overvejet, hvordan hun skulle blive et menneske igen. Og hun kunne jo ikke sige nogen trylleformular, når hun var en kat.  
- Tænk, hvis jeg skal være en kat resten af mit liv, tænkte Maja.
- Tænk, hvis jeg aldrig mere kan tale med min far og mor. Eller med Kasper. Og tænk hvis jeg skal jage mus for at få noget at spise.
Gennem et åbent vindue kunne hun høre faderen og moderens bekymrede stemmer.
- Maja, Maja. Hvor er du. Kom frem, råbte de.
- Jeg er lige her, ville Maja sige, men der kom kun en mjaven ud af hendes mund.
Nu kom Kasper ud i haven.
- Maja, Maja, er du herude, råbte han.
Maja løb over til ham, og gned sig op af hans ben.
- Jeg har ikke tid lige nu, kat, sagde Kasper.

*

Den nat måtte Maja sove i garagen. Dødsulten, for hun kunne ikke få sig selv til at jage og spise en mus.
Der blev ved med at være lys inde i huset hele natten, og en gang imellem kunne hun høre forældrene og Kaspers bange stemmer gennem de åbne vinduer.
- Hvor er Maja dog henne. Maja, Maja, vores elskede Maja, sagde de.
På et tidspunkt kom der også en politibil.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at finde jeres datter, hørte Maja politimanden sige.
Da han gik ud af huset og hen mod bilen, prøvede Maja at smyge sig op af hans ben.
- Det er mig, der er Maja, prøvede hun at sige, men det blev bare til en mjaven.
- Hold da op en påtrængende kat, sagde politimanden, inden han satte sig ind i bilen og kørte.
Næste morgen tænkte Maja, at hun simpelt hen måtte få Kasper til at hjælpe hende. Hun måtte få ham ned i kælderen og hen til bogen, så han kunne se om, man kunne gøre noget for at trylle et dyr tilbage til et menneske. Men den plan var lettere at tænke end at udføre. For hver gang Kasper så hende, sagde han bare:
- Gå nu væk din dumme kat, eller sådan noget, og det hjalp ikke, at Maja mjavede og sprang op og ned af hans ben.
Kasper havde tårer i øjnene.
- Min søster er væk. Jeg er vildt bange for, hvad der er sket med hende, og så hopper du bare op og ned af mig, kat, sagde han.
Maja anede ikke, hvad hun skulle gøre.
Men så fik hun pludselig en ide.
Hun lagde sig ned på siden med hovedet mod Kasper og benene trukket op under hende.
Kasper så forundret på hende.
- Det var da en mærkelig måde, du ligger på, kat, sagde han.
Kasper satte sig på knæ ved siden af Maja.
- Du ligger lige som Maja plejer at ligge i hulen, kat. Du er vel ikke, du er vel ikke… Maja, spurgte han.

*

Maja mjavede et par gange og gned sig kælent op af Kasper. Så begyndte hun at gå. Kasper gik heldigvis med hende, og lidt efter havde Maja ført Kasper ned i kælderen. Hendes lommelygte lå på trappen, og den havde Kasper taget med.
- Mjav, sagde Maja, og sprang op på den gamle bog.
- Hvad er det du vil vise mig, spurgte Kasper og lyste med lommelygten.
- Sådan tryller man et menneske om til et dyr, læste han op af sølvskriften. Med øjnene fulde af forundring stirrede han på Maja.
- Det er da for vildt, udbrød han. Er du Maja? Der er blevet tryllet om til en kat.
Maja sprang op og ned et par gange for at vise ham, at han havde fuldstændig ret.
- Og sådan tryller du et dyr tilbage til et menneske, læste Kasper videre.
Og så bøjede han først hænderne ned mod jorden, kiggede op mod himlen og derfra over på Maja.
- Bumli-humli-hamli-hyr. Nu er det slut med at være dyr, sagde han.
Igen kom der et kraftigt lysglimt. Da Maja kiggede på sine poter, var de ikke længere poter, men hænder. Og halen var forsvundet.
- Maja, råbte Kasper og fløj hende om halsen.
- Tak, Kasper, sagde Maja. Det var virkelig godt, du hjalp mig!
- Selv tak, men hvad skal vi sige til far og mor. De tror da ikke på, at du har været en kat, sagde Kasper.
Maja bladrede lidt i bogen.
- Tryl tiden tilbage, stod der.
- Det gør vi. Det gør vi simpelthen, sagde Maja.
I kor sagde Kasper og Maja remsen:
- Fimli-fimli-famli-får. Lad det blive til i går.
Så kom lysglimtet, og sekundet efter lå Maja og Kasper i hulen i træet. Med ansigterne mod hinanden og benene foldet op under sig.
- Jeg vil gerne prøve at være en kat, sagde Maja og tilføjede så:
- Eller… Det er måske ikke så rart. En kat kan jo ikke snakke. Jeg tror egentlig helst, jeg bare vil være en pige.

Tak til Maja, der gerne ville høre om en pige, der forvandlede sig til en kat.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/


2 kommentarer: