Hr. Suresen får et flip

Hr. Suresen hed egentlig hr. Sørensen, men det var der ikke nogen, der kaldte ham. I hvert fald ikke nogle af børnene på Syrenvej.
- Hr. Suresen er surere end citroner, sagde Pelle.
- Nej, han er surere. Han er lige så sur som min fars sure sokker, sagde Anna.
- Nej, nej, nej, han er surere endnu. Hr. Suresen er den sureste sure surling i hele verden, udbrød Clara.
Clara, Pelle og Anna boede i hver sit hus på Syrenvej. De gik alle sammen i samme børnehave, men i dag havde de fri, og legede hjemme i Annas have.
Annas storebror, Jacob, havde bygget en snehule til dem, og nu sad de derinde og hyggede sig med kiks.
- Jacob har fortalt mig, at han engang drillede hr. Suresen sammen med nogle andre drenge, fortalte Anna.
- Det var en sommer, og hr. Suresen havde en masse dejlige jordbær i haven. De var rigtig søde, og det er jo egentlig underligt, når man tænker på, hvor sur han er. Nå, men Jacob og de andre drenge gik ind i haven og snuppede hr. Suresens jordbær, og da han opdagede dét, blev han rasende. Han løb efter dem med sin stok og skreg i vilden sky, fortalte Anna.
Pelle tog en kiks mere og så på de andre børn:
- Ja, ja, det er rigtig nok. Det har min storebror også fortalt mig om. En anden gang drillede de ham ved at lave telefonfis. De ringede op til ham og sagde alt muligt frækt, når han tog telefonen.
- Hvad sagde de, spurgte Clara?
- Jo, en dag ringede de midt om natten, og da han tog telefonen sagde de: Kunne du heller ikke sove, fortalte Pelle.
- Og så blev han så sur, så sur. Han råbte: ”Sikke nogle møgunger,” ned i røret. Hr. Suresen hader børn. Det har min storebror selv fortalt mig.
Clara tog handsken af, så hun kunne få en kiks mere op af pakken. 
- Ja, det siger min storesøster også, sagde hun.
- Engang ringede hun til et pizzeria og sagde, at hun hed hr. Sørensen og gerne ville have en pizza bragt ud til Syrenvej 10. Og så kom pizzabudet med en pizza til hr. Suresen, og så blev han så sur, så sur. ”Jeg skal fandengalemig ikke have nogen pizza! Det er de rådne unger igen,” råbte han, da pizzamanden kom. Det hørte min storesøster og hendes veninde selv, for de stod og gemte sig bag en busk.
Pelle så ivrigt på de andre børn.
- Skal vi ikke også prøve at drille hr. Suresen, spurgte han.
- Ah, sagde Anna. Tænk hvis han bliver sur?
- Ja, men det gør han, da, svarede Pelle. Selvfølgelig bliver han sur. Han er jo hr. Suresen, og det er jo det, der er det sjove. Skal vi ikke prøve at gøre ham sur?
- Ah, sagde Clara. Tænk hvis vores forældre hører det. Så bliver de også sure på os.
Pelle blev endnu mere ivrig.
- De behøver da ikke få noget at vide. Kom nu. Lad os gøre det. Lad os drille hr. Suresen. Hvad skal vi drille ham med?
Anna, Clara og Pelle sad lidt i snehulen og tænkte.
- Ja, hvad skal vi drille ham med, spurgte Clara.
En stund var der stille i hulen.
Så udbrød Pelle:
- Jeg har det! Vi laver dørfis. Vi ringer på hans dør, og så løber vi, inden han åbner døren. Når han så kommer ud, er der ikke nogen!
Anna var en lille smule betænkelig, men Clara nikkede.
- God ide, sagde hun. Det er lige dét vi gør.

*

Anna, Clara og Pelle gik over mod hr. Suresens røde hus for enden af vejen. Indkørslen var helt dækket af sne.
- Okay, vi ringer på, og så løber vi. Vi gemmer os bag hækken, sagde Pelle.
Børnene sneg sig op ad stien, langs hr. Suresens hus. Inde i stuen sad den lille, tykke mand.
- Kom, vi dukker os, så han ikke ser, når vi går forbi vinduet, sagde Pelle.
- Skal vi virkelig gøre det, spurgte Anna, da de stod foran døren, men Pelle havde allerede trykket på dørklokken. Ding. Dong.
- Kom, vi løber, råbte Clara, og så løb børnene. Alt, hvad de kunne. Lige da de var nået ud af indkørslen, hørte de hr. Suresens stemme bag sig:
- Hvem var det? Frække unger! Hvem ringer på min dør.
- Ha, ha, hvor bliver han sur, grinede Pelle.
Så blev der stille.
- Kom, vi lister hen og gør det igen, sagde Clara.
Ding. Dong. Én gang til kom hr. Suresen ud, da børnene var væk. ”Dumme unger,” råbte han. Ding. Dong. Én gang til løb børnene inden, hr. Suresen nåede ud. ”Hold op. Drilleaber,” skreg han.
Ding. Dong. Også denne gang nåede børnene væk fra indkørslen, inden hr. Suresen åbnede døren, men denne gang blev han ikke stående. Han begyndte at løbe efter dem.
- Hurtigt, hurtigt, vi skal ind i Annas have, råbte Pelle.
Og så drønede ungerne afsted. Men der var én ting, de ikke havde tænkt på. Sneen. Deres fødder satte spor i sneen, og selv om børnene troede, at de var nået i sikkerhed i Annas have, løb hr. Suresen efter dem.
- Dumme, dumme unger. Jeg hader børn, der driller, råbte han.
Inde i haven kom hr. Suresen løbende over mod dem. Han var så rasende, at han spruttede. Hans lille tykke hoved var helt rødt.
- Dumme, dumme unger, råbte han.
Og så skete der noget meget, meget mærkeligt.
Hr. Suresen begyndte at græde. Anna havde aldrig før set en voksen mand græde, men nu løb tårerne ned af kinderne på ham.

*

Anna holdt op med at løbe. Pelle og Clara stod også stille.
- Hør, hr. Su… jeg mener, hør hr. Sørensen, hvad er der galt, spurgte Anna.
Den lille tykke mand svarede ikke.
Han græd bare.
Anna gik over imod ham.
- Jamen hr. Sørensen dog. Hvad er du dog så ked af?
Pelle og Clara kom også hen til ham.
- Hvorfor græder du, spurgte Clara.
- Jeg er bare så ked af det, sagde hr. Sørensen.
- Der er ingen, der kan lide mig. Børnene driller mig altid. Driller og driller og driller. Jeg bliver så ked af det, når jeg altid bliver drillet.
Anna trådte et skridt frem mod hr. Sørensen. I lommen havde hun et stykke papir, som hendes mor havde givet hende, så hun kunne tørre næsen.
- Værsgo, hr. Sørensen. Tør øjnene.
Pelle rakte kiksepakken frem mod hr. Sørensen.
- Vil du ikke have en kiks?
- Jo, tak, sagde hr. Sørensen og tørrede sig om øjnene.
- Undskyld, sagde Clara. Det var ikke vores mening at være onde mod dig. Vi tænkte bare, at det var sjovt at få dig til at blive sur.
- Undskyld, sagde Pelle. Vi skal nok lade være med at drille dig. Vi vil ikke gøre dig så ked af det.
- Undskyld, sagde Anna, vil du ikke se vores snehule, nu du er her?
Og så kom hr. Sørensen med ind i snehulen.
Han blev altid så nemt sur, fortalte han. Lige fra han var en lille dreng, havde han råbt og skreget, når der var nogen, der drillede ham. Og så drillede de ham bare endnu mere.
- Men egentlig vil jeg hellere være sød end sur, sagde hr. Sørensen. Og allerhelst ville jeg have, at der ikke var nogen, der drillede mig.
- Vi skal nok lade være med at drille dig, sagde Anna, Clara og Pelle i munden på hinanden. Og om aftenen fortalte de alle sammen deres ældre søskende, hvad der var sket.
- Faktisk er det synd for ham, og han er egentlig sød nok, sagde Anna til sin storebror Jacob.
Jacob nikkede og gav sin lillesøster et kram. Så så han på hende og sagde:
- Hr. Suresen hedder egentlig hr. Sørensen. Og det kalder vi ham fra nu af.  

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Tegningen er af Ingrid Rørbæk.