Historie til Store Bededag: Guf-guffeli-guf

”Vil du have en hvede mere?”
Farfar rakte Sofie fadet.
”Tnej, tnak. Tneg tar tvået tvier,” sagde Sofie.
”Hvad for noget?” spurgte farfar.
Sofie sank og prøvede igen:
”Nej, tak. Jeg har fået fire. Men… farfar. Hvorfor er det egentlig, vi holder Store Hvededag?”
Farfar lo.
”Det hedder altså ikke Store Hvededag, Sofie, men Store Bededag, og i Danmark har den fjerde fredag efter påske været brugt til bededag i mere end 300 år – og altså været en fridag, hvor man – i hvert fald i gamle dage - skulle koncentrere sig om at bede til Gud.”
”Men hvorfor hedder det STORE bededag,” spurgte Sofie og knipsede en krumme væk.
”Engang var der mange bededage, men i 1770 ville en af kongens folk, der hed Struense, gerne have folk til at arbejde noget mere, og så sløjfede han en helt masse helligdage – herunder mange af de andre bededage, så kun STORE bededag var tilbage.”
Sofie kiggede på fadet.
”Og hvorfor spiser man så hveder dagen før Store Bededag,” spurgte hun.
”Det skal du høre om i dagens historie.”
Farfar hev sig lidt i skægget.
”Ser, du, Sofie… Der var en gang en dreng, der hed Lasse Emil. Han var så fattig, at han ikke engang havde sko, og om vinteren gik han bare rundt med klude bundet på fødderne. Han og hans far var landstrygere. De havde ikke noget sted at bo, men gik fra gård til gård og spurgte om, der var noget, de kunne arbejde med, og på den måde fik de mad. Engang imellem sang de også, og fik mønter som tak.
”Se far! Se de drenge der! Se, hvor de guffer kage,” sagde Lasse Emil, da de en forårsdag gjorde holdt i en lille by, hvor nogle velklædte drenge sad foran bageren og spiste sukkerkringler.
”Du, far, kunne vi ikke også en gang købe noget hos bageren?”
Lasse Emils far trak vejret dybt ind.
”Joeh, min dreng,” sagde han så.
”I morgen er det bededag og alle holder fri. Det skal vi også fejre, så hvis vi bare kan tjene nogle mønter på vores sang, skal vi have boller fra bageren.”
”Mums,” sagde Lasse Emil.
”Det glæder jeg mig til. Så skal vi guffe.”
Lasse Emil og hans far gik nu fra gård til gård for at synge, men de første mange steder blev de jaget væk.
”Gå med jer! Vi har ikke noget at betale med,” sagde en vrissen mand.
”Ingen landsstrygere her,” brøllede en bonde.
Men på en lille gård kom en gammel kone ud.
Længe stod hun og lyttede på deres sang.
”Hvor er det smukt,” sagde hun.
”I skal rigtignok have en mønt.”
”Tak,” sagde Lasse Emil.
”Så skal vi have boller fra bageren. I morgen, når det er bededag.”
Konen smilede.

”Ja, så må I rigtignok købe bollerne i dag. For i morgen holder alle jo fri. Også bageren. Men han sælger sit brød i aften.”
Lasse Emil knugede mønten i hånden, da han og faren gik hen til bageren.
”Hvad skal I her? Har I penge at betale med,” spurgte bagerkonen. Imens gled hendes blik op og ned ad deres snavsede og lasede tøj.
”Ja,” sagde Lasse Emil og rakte mønten frem.
”Vi skal have boller, som vi skal spise i morgen på bededagen.”
Konen tog mønten i hånden og så straks lidt venligere ud.
”Vi har bagt nogle særlige, store hvedeknopper. Hveder, kalder vi dem. De er gode, selv om I først skal have dem i morgen.”
Så rakte hun hvederne frem, og Lasse Emils far pakkede dem ind i en lille bylt.
Den nat fik de lov til at sove i hjørnet af en stald. De havde fået en lille smule tynd kartoffelsuppe til aftensmad og skulle til gengæld hjælpe bonden med at ordne et hegn, når bededagen var forbi.
”Åh, det bliver dejligt i morgen. Når vi skal spise bagerens gode hveder,” sagde Lasse Emil.
”Ja,” sagde hans far.
”Så skal vi smovse, os to.”
”Du far, skulle vi lige smage på en hvede. Så vi ved, hvad vi har at glæde os til,” spurgte
Lasse Emil.
”Ja, det var da en god ide.”
Lasse Emils far fandt bylten frem, og brækkede et lille stykke af den ene hvede.
Uh, det smagte godt.
”Ih, jeg glæder mig til i morgen. Når vi skal guffe på bededagen,” sagde Lasse Emil.
”Ja, guf, guf, guffeli-guf. Men vi kan godt lige tage en bid mere.”
Og sådan sad de to og spiste bare lidt. Og et lille stykke mere. Og et til. Og så en smule. Og en anelse mere. Og så en enkelt haps.
”Hov,” sagde Lasse Emils far.
”Nu er bylten tom. Vi har spist det hele.”
”Men far! Bededagen… Vi skulle jo… Vi skulle jo fejre… Og guffe,” sagde Lasse Emil med bævrende underlæbe.
Så mærkede han farens hånd i sin.
”Ved du hvad min dreng… Vi siger bare, at vi fejrede bededagen ved at spise hveder aftenen før. Og at vi guffede og smovsede.”
Farfar kørte en hånd gennem sit pjuskede hår.
”Se, det var historien,” sagde han så.
”Men er den rigtig,” spurgte Sofie.
”Altså alt det med Lasse Emil og hans far var noget, jeg fandt på, men det er rigtigt, at traditionen med at spise hveder dagen før Store Bededag er opstået, fordi bagerne også skulle holde fri på bededagen. Og så bagte de i stedet store hvedeknopper, der kunne varmes næste dag som morgenmad. Men… Hvederne var vist så lækre, at mange ikke kunne vente med at spise dem. I hvert fald ændrede traditionen sig, så man allerede spiser dem om aftenen. Og det med hveder og Store Bededag er en helt speciel dansk tradition, som man ikke har i andre lande.”
”Men hvorfor netop hveder? Hvorfor ikke franskbrød, for eksempel,” spurgte Sofie.
”Det ved jeg ikke,” sagde farfar.
”Men det er måske fordi, bagerne tænkte, at netop hveder også ville være lækre dagen efter.”
Sofie smilede.
”Er der flere Store Bededags-traditioner,” spurgte hun og kørte tungen rundt i det store hul mellem fortænderne.
Farfar nikkede.
”Den ene er der stadig nogen, der følger, det handler nemlig bare om at gå en aftentur på et bestemt sted i København, på noget der hedder Voldene. Den anden tradition er heldigvis slut.”
”Tvorfor tveltvigtvis,” sagde Sofie, der alligevel havde taget en hvede mere.
”Fordi den handlede om at slås,” sagde farfar.
”I København var der i årene omkring år 1900 opstået en mærkelig tradition med et kæmpe gadeslagsmål på Store Bededag. Det var drenge fra Christianshavn, der kæmpede mod drenge fra Amager – bevæbnede med kosteskafte, lange stave eller ruller af sejlgarn med søm i. Politiet prøvede at forhindre det med ridende betjente på Amagerbrogade, men drengene havde smuthuller, så de kunne komme forbi og kæmpe – og der var også voksne, som så til uden at stoppe drengene. Ja, faktisk opildnede de dem bare til at slås - og der var slagsange, der fx handlede om, hvor gode christianshavner-drengene var. Og om de dumme drenge fra Amager.”
Sofie rystede på hovedet.
”Det er godt, vi ikke behøver følge alle traditioner altid… Men det der med hvederne… Det kan jeg nu godt lide. Og… Jeg tror godt, jeg kan spise en til.”
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com