lørdag den 28. oktober 2017

Halloween-historie: De dødes gudstjeneste

Farfar havde inviteret Sofie og tre af hendes venner hjem til græskarsuppe og spøgelseshistorier.
Da han åbnede døren for dem, trådte han forskrækket et skridt tilbage.
Sofie var klædt ud som heks, Marie som mumie, Karl som troldmand og Pelle som selveste Lord Voldemort fra Harry Potter.
”Uha,” sagde farfar med bævrende stemme.
”Og jeg som troede, at det var mig, der skulle forskrække jer.”
Marie stod stille på dørtærsklen.
”Er det da en meget uhyggelig historie, du vil fortælle,” spurgte hun.
Farfar lo.
”Jeg lover dig, at du kommer levende ud igen.”
”Jeg ved ikke om, jeg tør,” sagde Marie.
”Jo,” sagde Sofie, ”så slemt bliver det heller ikke. Kom nu med.”
Inde i stuen havde farfar slukket alt lyset undtagen fem stearinlys, der brændte i stager på gulvet.
”Sæt jer,” sagde han. ”Først historie. Så suppe.”
Børnene dannede en rundkreds om farfar. Marie og Karl havde taget hinanden i hænderne.
”Ved I hvorfor vi fejrer allehelgensaften,” spurgte farfar.
”Allehe-he-helgens aften? Hedder det ikke Halloween,” kom det tøvende fra Marie.
”NEJ,” svarede farfar bestemt.
”Halloween er det amerikanske ord, men vi er i Danmark, og i Danmark hedder det allehelgensaften. Og ordet halloween kommer faktisk også af All Hellows Eve, der netop betyder allehelgens aften på engelsk. Men ved I, hvorfor vi fejrer det,” gentog han.
”Ja,” sagde Sofie, for det havde farfar allerede fortalt.
”Allehelgensdag er dagen, hvor man fejrer alle de kristne helgener – altså nogle særligt gode mennesker. Og natten til den dag troede man tidligere, at spøgelser, ånder og mørkets kræfter havde nemmere adgang til menneskenes verden. Og at de kom for at ødelægge fejringen af alle helgenerne.”
”Nemlig,” sagde farfar.
”Allehelgen er der en særlig forbindelse til de døde. Men det drejer sig ikke altid om spøgelser. Allehelgen kan også bare handle om at mindes de døde. Fx er der nogle kirker i Danmark, hvor præsten søndagen efter allehelgen læser navnene op på alle dem, der er døde i sognet i årets løb.”
”Men jeg har fået at vide at hallo… jeg mener allehelgen er en ny fest,” sagde Pelle.
Farfar smilede.
”Det er på en måde også rigtigt, for i Danmark har man i flere hundrede år ikke fejret allehelgensaften – kun selve allehelgen. Men nu er mange danskere begyndt at efterligne amerikanerne, der længe har fejret allehelgensaften. Ved fx at klæde sig ud, som I gør nu, og ved at lave græskarlygter og stille dem foran husene. Der er også børn, der banker på dørene og siger: ’Slik eller ballade’ – og så får de guf ligesom til fastelavn.”
”Men hvorfor gør man det? Altså det med græskarlygterne og udklædningen,” spurgte Sofie.
Farfar kørte en hånd gennem det store grå hår.
”Det skal jeg fortælle jer. Græskarlygterne står der for at skræmme spøgelser og andre uhyggelige væsner væk. Og udklædningen… Det er lidt sværere at forklare, men det handler om, at det nogle gange kan være godt at gøre det uhyggelige til noget, man kan se og røre ved – som fx en troldeparyk eller en heksenæse af plastic. For det er meget værre, hvis det uhyggelige bare er et eller andet, man slet ikke ved, hvad er. Så allehelgensaften klæder man sig fx ud som en heks, i stedet for at være bange for, at der kommer en virkelig heks.”
”Og spøgelseshistorierne. Hvorfor fortæller man dem,” spurgte Sofie.
”Det er bare en del af det hele. Altså det der med at give plads til det uhyggelige på en ufarlig måde. Der er også nogle, der pynter op med edderkopper, skeletter og den slags, men det har jeg altså ikke gjort.”
Farfar lænede sig frem og pustede fire af de fem lys ud.
Nu var der kun et tilbage, og han tog det i hånden, så de kun lige kunne se hans ansigt i flammens skær.
”Jeg vil nøjes med at fortælle jer en spøgelseshistorie,” sagde han og hev sig i skægget.
”Det er ikke noget, jeg selv finder på, men det, der hedder et sagn. Det vil sige en historie, som folk har fortalt igen og igen. Sådan at en dreng for eksempel hørte det af sin far og selv fortalte det videre til sin egen søn. Og det sagn, jeg vil fortælle jer, er netop også et, jeg har hørt fra min egen far – og nu fortæller jeg det videre til jer.”
Farfar holdt en lille pause.
I mørket havde alle fire børn taget hinanden i hænderne.
”Det skete for mere end 200 år siden på en gård, der lå lige her i nærheden. Husets frue hed Maren, og hun var gået tidligt i seng, fordi hun ville være frisk, når der næste morgen var allehelgens gudstjeneste i den kirke, der lå lige ved siden af gården.
”Maren, Maren, du har sovet over dig. De er allerede i gang,” var der pludselig en stemme, som sagde.
Fortumlet åbnede Maren øjnene.
I det mørke sovekammer stod en mand, der arbejdede på gården – en karl, kalder man det.
”Jeg skulle tisse, Maren, og jeg troede det var midt om natten. Men da jeg gik over gårdspladsen til dasset, hørte jeg noget. Det lød som musik. Ovre fra kirken. Så det må være morgen, og de er allerede i gang.”
Maren svingede benene ud af sengen og skyndte sig i tøjet. Hun tog en kåbe på, altså sådan en lang, varm frakke, man brugte i gamle dage, og gik ud på gårdspladsen.
Der var stadig et par stjerner på himlen, og det var mærkeligt, når det nu var morgen, men hun kunne tydeligt høre orglet ovre fra kirken.
Hun kunne også se, at der brændte lys.
”Vil du ikke med,” spurgte hun karlen, men han rystede på hovedet.
”Jeg er nødt til at malke køerne,” sagde han, og så gik Maren alene ud i mørket.
Da hun nåede frem til kirken, hørte hun ganske tydeligt orglet bruse og mange stemmer, der sang:
”Her kommer Jesus dine små…”
Hun skubbede den store, tunge dør op og gik ind.
Der var stuvende fuldt, og Maren var så flov over at komme for sent, at hun stirrede ned i gulvet og skyndte sig hen på en bænk i midten af kirken.
”Lad verden ej med al sin magt…” sang hun for fuld kraft. I kor med alle de andre.
Konen ved siden af sang lidt falskt, så Maren drejede hovedet for at se, hvem det var. Og så… Så så hun noget, der ikke kunne være rigtigt.
De falske toner kom ud af munden på en bleg gammel kone med et tykt, sort hår, der var redt stramt tilbage. Hendes næse var krum, og Maren genkendte den med det samme. Det var Nabo-Anes næse. Hende, der havde boet på nabogården. Hende, der var blevet begravet i sidste uge.
Maren skulle lige til at prikke manden ved siden af på skulderen. Så han det samme, som hun så? Kunne det virkelige passe, at Nabo-Ane var stået op af sin grav? Men så opdagede hun noget, der fik hende til at skælve. Manden ved siden af var jo Store Henrik. En karl, der var druknet sidste sommer. Og nu så hun også hvem det var, der sad lige foran. Det var byens gamle skolelærer, Olfert, der var blevet kvast i en høstulykke – og ved siden af ham, sad en ung pige, der var død af lungebetændelse.
Maren kiggede rundt på alle kirkebænkene, og hun opdagede til sin rædsel, at næsten alle de syngende var døde – og resten var nogen, hun slet ikke kendte.
”Dem du ikke kender, er dem, der døde før din tid,” hviskede Ane, der havde fulgt hendes blik.
”Men gå Maren. Gå nu! Ellers kommer du aldrig væk herfra.”
Anes hvisken var indtrængende.
Maren kiggede på præsten, der var gået op prædikestolen. Det var ikke den sædvanlige præst, men pastor Poulsen. Ham, der døde lige efter hendes konfirmation.
”Gå Maren. Gå! Og lad ingen holde dig tilbage,” hviskede Ane.
Maren rejste sig. Hun følte det som om, at alle stirrede på hende. Så småløb hun hen mod udgangen.
Et koldt pust ramte hende i nakken, og hun satte farten op. Hurtigere og hurtigere løb hun. Nu var der kun få meter til døren. Hun rakte hånden frem, og mærkede i det samme noget, der greb hende bagfra. Noget, der holdt hende fast.
”Lad mig gå,” hvæsede Maren.
Hun fik fat i døren og trykkede den ned.
Udefra slog den kolde natteluft hende i møde, men der var stadig noget, der havde fat i hende. Noget, der prøvede at trække hende tilbage.
”Lad mig gå! Lad mig gå,” hvæsede Maren.
Med alle kræfter kastede hun sig frem.
Der lød et ritsch, og hun slap fri. Hun nærmest tumlede ud ad kirkedøren og satte i løb. Uden at se sig tilbage styrtede hun afsted. Væk, væk, væk. Ned ad stien. Hjem på gården.
”Og hvad så, hvad så, hvad skete der så,” spurgte Sofie og de andre børn i munden på hinanden.
”Hun kom tilbage til sit værelse,” fortsatte farfar.
”Rystende af skræk gik hun i seng med alt tøjet på. Næste morgen fortalte hun karlen, hvad der var sket. Hun turde ikke selv gå over i kirken, men det gjorde han. Og foran den tunge trædør fandt han et stort stykke af Marens kåbe, der så ud til at være blevet revet af.”
”Pyha,” sagde Sofie, ”så holdt de døde en gudstjeneste. Er det rigtig sket, farfar?”
”Måske,” sagde farfar, ”det var i hvert sådan, min far fortalte mig historien.”
”Min morfar har fortalt mig noget lignende,” sagde Karl.
”Det handlede bare om en lille dreng, der gik i kirke med de døde. Og det foregik juleaften.”
Farfar nikkede.
”Ja, det er faktisk et sagn, der er blevet fortalt i mange forskellige variationer og mange forskellige steder. For det meste handler det om de dødes julegudstjeneste, men for Maren skete det altså allehelgensaften.”
Farfar tændte lyset i loftet.
”Så unger. Det var den spøgelseshistorie. Og nu varmer jeg græskarsuppen.”
”Nå, ja,” sagde Sofie. ”Græskar. Hvorfor er det lige græskar, man skal spise og skære ud?”
Farfar lo.
”Det kunne faktisk lige så godt være noget helt andet, og det var det også, da de første begyndte at fejre allehelgensaften med udskårne lygter. Det gjorde de nemlig i Irland, og derovre lavede de lygterne af roer. Men da folk fra Irland senere flyttede til USA, var der ikke så mange roer, og så begyndte de i stedet at bruge græskar.”
”Og nu bruger vi græskar, fordi vi kopierer amerikanerne,” sagde Sofie.
Farfar nikkede.
”Men næste år… Næste år gør vi det med roer.”
”Ja,” sagde Sofie.
”Og næste år fortæller du en ny spøgelseshistorie. En, der er endnu mere uhyggelig.”
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com

7 kommentarer:

  1. Kære Maria Rørbæk, det er en rigtig god historie! Tak for den!

    SvarSlet
  2. Nu er det 3. år vi læser denne historie - og den er lige god hver gang🎃

    SvarSlet
  3. Tak alle sammen. Godt at høre at I kan lide historien.

    SvarSlet