søndag den 18. januar 2015

Historien om Prinsesse Prut

- Fortæl en uhyggelig historie, farfar. Og en sjov historie.
- Nej, Sofie, du får kun én historie.
- Ja, men så skal det være en historie, der både er uhyggelig og sjov. Den skal handle om en prinsesse, der bliver fanget af en drage. Og om… og om en prut og en lort, der havner på prinsessens hoved.
- Nej, Sofie, den slags historier fortæller jeg ikke.
- Jo, farfar. Det er lige den historie, jeg vil høre.
Farfar puttede dynen rundt om Sofie.
- Okay, så lukker jeg døren, så farmor ikke kan høre, hvad jeg fortæller… Der var engang en prinsesse, der var så yndig, så yndig. Hun havde lange lyse slangekrøller, store blå øjne og en fornem lyserød strutkjole. Hun talte altid pænt og nydeligt, og kom aldrig med bandeord. Der var kun én ting, der ikke var så yndigt ved prinsessen, og det var, at hun slog…
- Slog hun, spurgte Sofie. Slog hun sin lillebror?
- Nej, sagde farfar.
- Slog hun vejrmøller?
- Nej.
- Slog hun på tromme?
Farfar og sænkede stemmen:
- Nej. Hun slog prutter.

*

Prinsesse Prut slog de mest modbydelige prutter, der fik alle hofdamerne til at vifte sig om næsen med deres lyserøde lommetørklæder.
- Bwadr, der lugter af æg, hviskede den ene.
- Nej, af rødkål, sagde den anden.
- Prinsesse Prut bliver aldrig gift, sagde den tredje. Og dét var hofdamerne enige om. Prinsesse Prut bliver aldrig gift, sagde de.
Men prinsessen gad heller ikke blive gift. Ikke med en yndig prins i hvert fald. Ikke med sådan en, der gik i fine prinseklæder med guldtråd i siden, og altid sad pænt, og aldrig kom med bandeord, og altid gjorde som de voksne sagde. Hvis prinsessen skulle giftes, skulle hun giftes med stalddrengen Tom. Ham havde hun kendt, siden de begge var små børn, og dengang havde de altid haft det så skægt sammen. De havde hoppet i høet, klappet fårene og løbet om kap mellem mælkejungerne.
Men da prinsessen blev 13 år, havde hendes far, kongen, forbudt hende at lege med Tom.
- Nu er du er en rigtig prinsesse. En yndig pige, der ikke leger med en stalddreng. Du kan øve dig på at synge nogle prinsessesange eller sy, havde hendes far sagt. Og siden den dag havde prinsessen aldrig mere været sammen med Tom. Hun havde ikke engang fået lov til at sige farvel til ham, selv om han var hendes bedste ven. Og når hun nu sad i tårnværelset og kiggede over mod stalden, så hun ham nogle gange løbe omkring. Så red han på hestene, eller fodrede fårene, og så blev prinsessen så trist.
- Jeg savner Tom, tænkte hun.

*

På samme tid i den anden ende af landet sad en drage i sin dragehule. Han følte sig lidt ensom, og besluttede sig for at flyve ud i verden for at finde en rigtig prinsesse, som han kunne gifte sig med. Han fløj over bjerge, skove og søer, og til sidst kom han til kongeslottet, hvor prinsessen lå og sov i tårnværelset.
- Og hvad så, spurgte Sofie. Fangede han så prinsessen?
Farfar nikkede.
- Ja, det gjorde han. Mens hun lå med lukkede øjne og snorksov, stak han pludselig sit kæmpe dragehoved ind af vinduet, hev fat i prinsessens lyserøde natkjole, og fløj bort med hende hængende i gabet.
- Var der ikke nogen, der så hende og kunne hjælpe hende? Hvad med alle vagterne, var der ikke nogle vagter på slottet, spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
- Alle vagterne sov. Kongen havde ikke troet, at der var nogen, der kunne finde på at bortføre en pruttende prinsesse, så han havde ikke passet godt nok på hende. Men heldigvis var der én der så, at dragen fløj bort med prinsessen, og det var Tom.

*

Tom var nemlig gået ud for at se på stjerner, da han pludselig så silhuetten af en drage flyve op mod himlen. I gabet hang der noget og dinglede, og da Tom i det samme fornemmede en let stank af æg og rødkål vidste han, at det var prinsessen, der var blevet fanget.
Resolut sprang han op på sin hest, og red af sted efter dragen.
- Og hvad så, spurgte Sofie, hvornår kommer det med lorten, der havnede på prinsessens hoved?
- Det kommer, det kommer, svarede farfar.
Da prinsesse Prut vågnede, kiggede hun ned, og så til sin store skræk, at hun var højt oppe i luften. Hvis hun faldt ned nu, ville hun slå sig ihjel. Og da hun kiggede op, blev hun endnu mere forskrækket, for da så hun, at hun hang i et dragegab.
- Slip mig fri, sæt mig ned, sagde hun, men dragen ændrede ikke kurs. Han fortsatte bare hen over søer, skove og bjerge, og heldigvis for prinsessen fløj han ikke særlig hurtigt. Ikke hurtigere end at Toms hest kunne følge med nede på jorden - kun lidt bagefter dragen.
Til sidst nåede de frem til dragehulen. Den var dyb og mørk, men dragen spyede ild, og tændte faklerne på væggen. Prinsessen kunne se, at de var fulde af spindelvæv med store edderkopper i.
- Er her ikke dejligt, sagde dragen. Her skal du bo og være min kone, og jeg skal nok lære dig at spy ild.
- Nej, tænkte prinsessen, hvis jeg skal giftes, skal jeg giftes med Tom.
Men hun sagde ikke noget.
Hjemme på slottet havde hendes far, kongen, opdaget, at prinsessen var væk. Der lugtede helt anderledes, men det gjorde ikke kongen glad.
- Min dejlige datter skal hjem, sagde han. Og så udlovede han en dusør: Dén der kunne få hans datter tilbage, måtte få lov at gifte sig med hende. Hvis hun altså selv ville.
- Hvornår kommer det med lorten, der havnede på prinsessens hoved, gentog Sofie.
- Det kommer, det kommer, svarede farfar. Nu skal du høre, hvad der skete hos dragen.

*

Prinsessen kunne ikke lide at være i dragehulen, men hun fik ikke lov til at gå ud.
- Du skal blive og være min kone, sagde dragen.
- Skal du ikke ud og hente noget mad til os, spurgte prinsessen, for så tænkte hun, at hun kunne stikke af imens.
- Det kan jeg godt, sagde dragen, men hvis du stikker af, så fanger jeg dig, og putter dig ned i mit dragehul.
- Jeg stikker ikke af, svarede prinsessen, men det gjorde hun selvfølgelig. Lige så snart dragen var ude af hulen, løb hun hen til indgangen, så hun kunne holde øje med ham. Hun så, hvordan han strakte sine store dragevinger ud, og fløj op mod himlen. Da dragen var blevet en lille prik på himlen, løb prinsessen ud.
- Jeg vil væk, væk, væk, tænkte hun, og begyndte at løbe ned af bjergsiden. Hun gled i mudderet, og slog sit ben, så hun ikke kunne løbe særlig stærkt, og kort efter hørte hun en uhyggelig lyd. Flaks, flaks, flaks.
- Jeg sagde du ikke skulle stikke af, brølede dragen, for det var ham, der flaksede.
Og så løb prinsessen endnu stærkere. Det gjorde ondt i benet, men hun løb og løb, mens sveden dryppede ned af hendes ryg.
- Du skal i mit hul, brølede dragen. Og i det samme mærkede prinsessen en drageklo på ryggen. Hun blev løftet op i luften, og selv om hun skreg, fløj dragen hende tilbage i hulen. Han skubbede en sten væk, og prinsesse Prut kunne se ned i et dybt hul.
- Der skal du ned, sagde dragen vredt, og så slap han hende, så hun faldt ned gennem hullet.
- Åh, nej, jeg slår mig, nåede hun lige i tænke, men hun slog sig ikke. Hun landede ganske blødt. Alligevel ville hun ønske sig, at hun havde slået sig, for det bløde var dragelort. Dragelort, der lugtede fælt.
Højt over hende hørte hun dragen le uhyggeligt højt.
- Ha, ha, ha. Så kan du lære ikke at stikke af. Og hvis du så meget som prøver på det igen, binder jeg dig med mit reb, sagde dragen.
Og så skete det klammeste, der nogensinde var sket for prinsessen. Dragen brugte nemlig dragehullet som toilet, og lidt efter fik Prinsesse Prut sit livs værste brusebad. Først så hun bare de store grønne drageballer komme ned mod hullet, så alt lys forsvandt, og så mærkede hun dragelorten glide ned over hende.
- Adddddrrrrr, skreg prinsessen, inden dragen sluttede af med at slå en prut. Lige i hovedet på hende:
- FFFFFSSSSSCCCCHHHHH, sagde det.
- Ha, ha, ha, nu flyver jeg ud og finder noget mad, og nu ved jeg at du ikke stikker af, sagde dragen.

*
Heldigvis for Prinsesse Prut var Tom nået frem til dragehulen. Han havde gemt sig bag en busk, og så nu hvordan dragen for anden gang bredte sine store dragevinger ud og forsvandt som en lille prik på himlen. Da han var væk, løb Tom ind i hulen.
- Pr-u-u-ut, hvor er du, råbte han.
- Her, og her er forfærdeligt. Hjælp mig op, svarede prinsessen.
Tom så sig om i hulen. I hjørnet lå den rulle reb, som dragen havde tænkt at bruge til at binde prinsessen. Tom kastede rebet ned til prinsessen, og hev hende op. Hun så skrækkelig ud med dragelort på den lyserøde natdragt.
- Kom, vi skynder os, sagde Tom, og så løb de ud til hans hest, der var bundet til busken.
Gadagung, gadagung, gadagung gik det. Ned af bjerge, gennem skove og langs med søer. Undervejs stoppede de, så prinsesse Prut kunne få et bad og vaske alt den klamme dragelort af. Til sidst nåede de hjem til slottet, og da de kom ridende ind på gårdspladsen klappede alle. Kongen løb ned og omfavnede sin datter.
- Tak fordi du har reddet hende, sagde han til Tom.
- Selv tak, og nu vil vi gerne giftes, sagde Tom. Og så blev der holdt et kæmpe bryllup, der varede i tre dage og tre nætter. Alle dansede og festede og havde det skønt.
Farfar lagde lidt mere dyne rundt om Sofie. 
- Var den både uhyggelig og sjov, spurgte han.
Sofie svarede ikke.
Hun var allerede faldet i søvn.
- Nå, men det var i hvert fald historien om prinsessen, der blev fanget af en drage… Og om en prut, og en lort, der havnede i prinsessens hoved.

Her flyver dragen med Prinsesse Prut - tegnet af Maja, 5 år.

Tak til Maja på 5 og Emil på 3, der ville høre om en drage, der slog en prut på en prinsesses hovede.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/