fredag den 23. juni 2017

Sankt Hans-historie: Forpulede Hans og lede Grethe

Sankt Hans aften hoppede Sofie afsted med farfar i hånden. De var på vej hjem fra det store bål ved søen, og klokken var så mange, at Sofie plejede at ligge i sin seng. Alligevel var der helt lyst.
”Du, farfar,” spurgte hun.
”Hvorfor holder hekse egentlig Sankt Hans?”
”Hekse! Hvis du havde spurgt mig, hvorfor mennesker fejrer Sankt Hans, kunne jeg nemt have svaret dig, for det minder faktisk lidt om juleaften. Juleaften fejrer man jo, at Jesus blev født, og Sankt Hans Aften fejrer man en anden fødselsdag. For en mand, der blev kaldt Johannes Døberen, fordi han døbte Jesus.”
”Johannes! Det har jo ikke noget med Hans at gøre,” sagde Sofie med rynkede bryn.
”Jo, jo… Johannes er bare blevet forkortet til Hans. Og Sankt Hans betyder bare, at han er en helgen. Altså en meget god mand. Men faktisk holdt man også sådan en sommerfest før, der var nogen i Danmark, der havde hørt om Jesus og Johannes. Dengang hed festen bare noget andet, men man tændte også bål.”
”Var det for at brænde hekse af,” spurgte Sofie.
”Ikke til at starte med. Først var det for at skræmme de onde væsner væk. Men i dag siger vi jo, at heksene bliver brændt og flyver til et højt bjerg i Tyskland, der hedder Bloksbjerg…”
Farfar fik det drømmende udtryk i ansigtet, som Sofie elskede. Så vidste hun, at en historie var på vej.
”Så faktisk ved jeg godt, hvordan heksene fejrer Sankt Hans…” sagde han og hev sig i skægget.
”… De mødes da til et Sankt Hans træf på toppen af Bloksbjerg. Så griller de frølår, rottehoveder og snoge med sneglefyld og drikker spande med spyt. Og fortæller historier.  Sande historier om alt det onde, de har lavet i årets løb.”
”Hvad fortæller de,” spurgte Sofie og klemte farfars hånd. Hun ville gerne høre det, og så alligevel ikke. Tænk hvis det var alt for uhyggeligt.
”I aftes fortalte heksen Trusnulda, hvordan hun havde fortryllet en dreng, så han ikke længere kunne sige søde far og søde mor, men altid sagde røv far og røv mor. Og heksen Grisnilda forklarede, hvordan hun havde fortryllet en pige, så hun troede, at hun var en hane og løb omkring og galede: ’Kykkeliky. ’Jo værre historier, jo bedre. Da en heks fortalte, at hun havde sat ild til en børnehave, lo alle højt. Og da en anden sagde, at hun havde forhekset tohundredeogfemten mennesker til at slå de mest stinkende rødkåls-prutter, klappede alle som gale.
”Åh, hvor er I vidunderligt onde,” sagde den ældste af heksene.
”Men hvad med Esmeralda. Esmeralda har ikke fortalt nogen historier i år… Og hvor er hun i øvrigt henne?"
Og så kiggede alle heksene på hinanden.
”Esmeralda, Esmeralda. Hvor er Esmeralda?”
I det samme kom en sort skikkelse flyvende.
Det var endnu en heks, der landede på plænen foran bålet, og stillede sin kost op af et egetræ. I skæret fra ilden kunne man se en sort streg på hendes ene kind.
”Godaften Esmeralda, hvorfor kommer du så sent,” spurgte den ældste heks, mens alle de andre slog en ring rundt om hende.
”Fortæl nu. Har du tryllet nogle prinser om til frøer,” spurgte én.
”Hvad er det værste, du har lavet i år,” sagde en anden.
Esmeralda tav lidt.
”Bare giv mig et grillet rottehoved,” sagde hun.
”Jeg har ikke noget at fortælle.”
”Jo, du har. Hvorfor har du sod på kinden?”
Nu begyndte alle heksene at tale i munden på hinanden:
”Kom nu, Esmeralda.”
”Vi vil høre det.”
”Så let slipper du ikke.”
Til sidst sukkede Esmeralda dybt.
”Okay, okay… I ved jo godt, at jeg elsker børn. De smager langt bedre end både frøer og fluer. Og jeg havde fået en ide til at fange nogen... Jeg byggede et hus med ydermure af pandekager, et tag af lakrids og vinduer af vingummi. Døren var af hvid chokolade og dørmåtten af karamel.
”Så, nu skal jeg bare vente,” sagde jeg til mig selv, men der kom ikke nogen børn. Jeg lå på lur inde i huset i én dag, to dage, tre dage… Der blev til én uge, to uger, tre uger. Jeg var lige ved at opgive, men så en tidlig morgen, blev jeg vækket af stemmer.
”Hurra, Hans, huset dér er bygget af pandekager.”
”Ja, Grethe, og døren er af chokolade.”
Forventningsfuld listede jeg mig hen til døren, hvor mit heksenet hang parat.
Gennem vinduet så jeg en dreng og en pige med helt udspilede kinder. Der hang lidt vingummi ud af drengens ene mundvig, og pigen havde chokolade på hagen.
’Nu gælder det om at være hurtig,’ tænkte jeg. Sparkede døren op og jog heksenettet ned.
”Nej, nej, nej,” skreg drengen.
”Hjælp. En heks,” græd pigen.
Men jeg lod mig ikke stoppe.
Resolut hev jeg begge børn ind i huset. Drengen smed jeg ind i mit store bur og låste døren.
”Du kan gå til hånde,” sagde jeg til pigen.
Esmeralda så bedrøvet på de andre hekse.
”I ved, at jeg ikke ser så godt længere, og mit hjem var nærmest blevet hyggeligt, men det fik pigen rådet bod på. Der hvor der var rent, snavsede hun til, og der hvor der var ryddet, rodede hun. Hun sørgede også for, at der kom spindelvæv i alle kroge.
”Det er dejligt med sådan en hushjælp,” sagde jeg til hende. ”Jeg tror, jeg venter lidt med at æde dig. Men din bror vil jeg snart have, så ham skal du fede op.”
Esmeralda sukkede igen.
”Og så? Og så? Hvad skete der så,” spurgte den ældste heks.
Esmeralda så ned i jorden.
”Jo, dagene gik. Grethe lavede mad til Hans. Ovnstegt kylling. Flæskestege og lasagne. Lækre retter, skulle jeg mene, men selv om Hans åd og åd, blev han ikke tykkere. Jeg kunne jo ikke se så godt, så hver morgen gik jeg hen til buret og bad ham stikke fingeren ud, og når jeg mærkede på den var den helt tynd.
”Du er ikke værd at æde, når du er så tynd. Men hvordan kan du være så tynd, når du æder og æder ?”
Igen holdt Esmeralda en pause.
”Kom nu-u-u-u,” råbte de andre.
Esmeralda så flov ud.
”Efter nogle uger blev jeg utålmodig. Jeg havde bare så stor lyst til at sætte tænderne i en barnehånd.”
”Varm ovnen op,” sagde jeg til Grethe.
”Men Hans er jo slet ikke tyk nok,” sagde hun. ”Han er jo tynd som en pind.”
”Skidt vær med det. I aften skal han ædes,” svarede jeg.
Og så begyndte Grethe at gøre ovnen klar, mens jeg kommanderede rundt med hende.
”Tag brændet. Ind i ovnen med det. Og tænd så!”
Esmeralda så ud på de andre hekse.
”Jeg havde jo selvfølgelig tænkt, at jeg ville æde begge børn. Så jeg sagde til Grethe, at hun skulle kravle ind i ovnen for at mærke om, den var varm nok. Og min plan var, at smække lågen efter hende.
”Jeg kan da ikke komme ind i ovnen. Den er da alt for lille til mig,” sagde Grethe. Og det syntes jeg jo, var godt dumt sagt.
”Den er da ikke spor for lille. Selv jeg kan da kravle derind,” hånede jeg og ville vise, hvor dum hun var. Men…"
Esmeralda stirrede igen ned i jorden.
”I samme øjeblik jeg stak hovedet ind i ovnen, gav Grethe mig et ordentligt skub. Jeg tumlede ind, og så var det hende, der smækkede jernlågen efter mig.
”Hurra! Heksen er fanget! Heksen er fanget! Og jeg ved, hvor hun gemmer nøglen,” skreg hun.
Flammerne slog mig i møde, og ja, der var varmt nok. Frygtelig varmt.
Bag mig jublede Hans.
”Vi snød dig, dit gamle fjols. Det var et kyllingeben, jeg stak ud til dig!”
Nu var alle hekse åndeløse af spænding.
”Hvad så, hvad så, hvad skete der så,” spurgte den ældste.
”Jo, først stampede og slog jeg til ovn-ruden uden at få hul på den. Så mærkede jeg min heksekniv, der altid ligger i lommen. Og da jeg slog hårdt med den, gik ruden i stykker. Nu ville jeg ud og æde børnene. ’Jeg tager dem bare råt,’ tænkte jeg, men den forpulede Hans og den lede Grethe var allerede stukket af. Der var ikke andet at se end træer og træer.”
Esmeralda tav, og et kort øjeblik var der stille. Så begyndte alle at le.
”Ha, ha, ha, Esmeralda. Og du kalder dig en heks. Det er meningen, du skal være ond, og så var du bare dum,” sagde den ældste.
Esmeralda bøjede hovedet.

”Jeg ved det,” sagde hun. ”Men næste år. Næste år fanger jeg et barn. Og æder det med ketchup.”
Farfar slap Sofies hånd. De var nået helt hjem, og han rodede i lommen efter nøglen.
I haven var det begyndt at mørkne.
”Og der en for resten en ting til, jeg vil fortælle dig om Sankt Hans,” sagde han og låste op.
”Sankt Hans Aften falder den 23. juni – et halvt år før juleaften. Og et halvt år efter. For julen, den fejrer vi, når det lige har været årets korteste dag, og vi igen går mod lysere tider. Og Sankt Hans, den fejrer vi, når det nærmest er omvendt.”
Sofie nikkede.
”Ja. Sankt Hans fejrer vi, når det lige har været årets længste dag. Og vi igen går mod mørkere tider.”