fredag den 4. april 2014

Den lange fredag

”Nej, farfar, jeg skal da ikke i seng nu.”
Sofie så sur ud.
”Det er jo langfredag i dag, og så skal det jo være en lang dag,” sagde hun. Farfar smilede.
”Åh, Sofie,” sagde han, ”det er altså ikke derfor, det hedder langfredag. Kom så skal jeg fortælle dig hvorfor.”
Da Sofie lidt efter lå under dynen, begyndte farfar at forklare:
”Du har hørt om Jesus, ikke, ham der er Guds søn, eller det mener jeg og rigtig mange andre i hvert fald, at han er. Når det er juleaften, så fejrer vi den dag, hvor Jesus blev født, og når det er langfredag, så sørger vi over den dag, hvor han døde.”
”Hvordan døde han,” spurgte Sofie.
”Ja, det er virkelig en barsk historie, og nu skal jeg fortælle dig den sådan som en røver, der hed Johannes Marcus oplevede det for mere end 2000 år siden. Eller det vil sige, jeg ved ikke om, han hed Johannes Marcus, men det kalder vi ham bare. Og jeg skal nok fortælle, når vi kommer til dét, der helt ægte står i Biblen, du véd, dén bog, der handler om Gud og Jesus.”
”Ja, ja,” sagde Sofie. ”Fortæl nu bare.”
Og så fortalte farfar: 
*
”For Johannes Marcus begyndte langfredag i en kold fangekælder. Da han vågnede op, havde han ondt i hele kroppen, for han havde sovet på den bare sten. Men det værste var ikke, at han havde ondt i kroppen. Det værste var, at han havde ondt i hjertet. Han var så ked af det, at han begyndte at græde i samme øjeblik, som han vågnede.
Der var to grunde til, at Johannes Marcus græd. Den ene var, at han tænkte på alle de onde og slemme ting, han havde gjort i sit liv. Johannes Marcus var en røver, og mange, mange gange havde han truet andre mennesker til at give ham penge. Og han havde endda også slået nogen ihjel for at tage deres smykker, penge eller ting. Knive og sværd havde han brugt, og nu huskede han alle de bange øjne, der havde kigget på ham. Johannes Marcus ville ønske, at han i stedet havde været en god mand, der havde hjulpet andre, og at folk havde set på ham med glade og taknemmelige øjne. Men nu var det for sent, og det var den anden grund til, at Johannes Marcus græd. For han vidste, at det her var hans sidste dag…”
Farfar så på Sofie, og strøg hende lidt over håret.
”Du må tænke på, at det her skete for mere end 2000 år siden, og dengang var man altså virkelig, virkelig barske overfor folk, der for eksempel var røvere eller havde gjort noget andet, man ikke måtte. Man dømte dem til døden, og nu skulle Johannes Marcus dø, fordi han blev fanget, da han en nat havde prøvet at røve en politimand.”
Sofie så op på farfar.
”Det var synd for Johannes Marcus,” sagde hun.
*
Farfar nikkede.
”Ja, det var det. Så du kan godt forstå, at Johannes Marcus græd. Han græd, fordi han skulle dø, og fordi han havde brugt sit liv så skidt…
Nede i fangekælderen var der som sagt koldt. Der var også mørkt, selv om der var et lille vindue, men dét der mest trængte ind ad vinduet var lyd. Lyden af mange, mange menneskestemmer. Måske tusind eller titusind menneskestemmer.
”Barrabas, Barrabas, Barrabas,” råbte de.
’Det var da noget mærkeligt noget at råbe,’ tænkte Johannes Marcus, men da fangevogteren lidt efter kom ind med noget morgenmad til ham, fik han en forklaring.
”Du skal korsfæstes sammen med ham der Jesus, ham som nogen siger,  er Guds søn,” sagde fangevogteren. ”Pilatus, der jo bestemmer her i byen, sagde at folkemasserne kunne vælge én, der kunne gå fri. Morderen Barrabas eller Jesus. Og som du kunne høre, råber de Barrabas navn, så nu er det både dig og ham Jesus, der skal op at hænge.”
Farfar puttede dynen endnu tættere omkring Sofie.
”Det var altså vildt, det de gjorde dengang for 2000 år siden. For ikke nok med at røvere og mordere skulle dø, de slog dem også ihjel på en forfærdelig måde. De sømmede dem fast på et kors, og så kunne de dø på korset…”
”Men det gør man ikke mere, vel,” spurgte Sofie.
”Nej,” svarede farfar, ”og tænk på hvor lang tid det er siden. Du er jo fem år. Så det er den tid du har levet 400 gange, så meget er totusind år.”
*
”Okay, det er lang tid siden, men hvad så, hvad skete der så,” spurgte Sofie.
”Jo, Johannes Marcus blev både glad og ked af det, da han hørte, at han skulle korsfæstes sammen med Jesus. For han havde hørt så meget om Jesus. Der var mange, der sagde, at Jesus var Guds søn, der var kommet ned på jorden. Og at Jesus havde gjort mange ting, der beviste, at han var Guds søn. Engang havde han gået på vandet uden at synke ned, som man jo ellers gør. Og når syge mennesker kom hen til Jesus, så helbredte han dem. For eksempel kom der engang en mand, der var lam, og slet ikke kunne bevæge sig, og så havde Jesus bare sagt: ’Rejs dig op og gå,’ og så var manden bare gået hjem. Så Johannes Marcus syntes, at det blev en lille smule mindre forfærdeligt at skulle op og hænge på korset, når han skulle hænge ved siden af Jesus. Og samtidig syntes han også, at det var helt forfærdeligt, at Jesus skulle dø.
”Men hvorfor skulle han dø? Hvorfor havde folk råbt, at ham Barrabas skulle gå fri? Hvorfor havde de ikke råbt, at Jesus skulle gå fri,” spurgte Sofie.
”Ja, det er også noget mærkeligt noget,” svarede farfar. ”Men der var mange, der troede at Jesus løj. At han slet ikke var Guds søn, men bare gik og sagde det, og så blev de så vrede på ham, at de ikke ville lade ham gå fri."
*
”Okay, men hvad skete der så med Johannes Marcus,” spurgte Sofie.
”Jo,” fortsatte farfar, ”lidt senere gik døren op igen, og fangevogteren kom tilbage.
”Nu er tiden inde. Kom, du skal bære dit kors,” sagde han.
Og så skulle Johannes Marcus selv bære de to tunge træplanker, der skulle blive til hans kors. Han skulle bære dem hele vejen op til toppen af en høj bakke, og de var tunge, kan jeg godt fortælle dig. Johannes Marcus var lige ved at knække sammen under dem, og sveden sprang fra hans pande. Og Jesus gjorde det samme. Han bar også sit eget kors, og det er derfor, at der i nogle andre lande er folk, der slæber rundt på store kors i dag for at mindes, hvordan Jesus skulle bære sit kors,” fortalte farfar.
”Og det gjorde Johannes Marcus altså også. Og mens han gik de tunge, tunge skridt, så tænkte han på sit liv. På alt det dårlige han havde gjort. Som det med Andreas. Andreas sagde altid, at Johannes Marcus var hans bedste ven, og Andreas havde kun en eneste ting, som han var glad for. Det var en guldkæde, som han havde fået af sin kæreste, der boede i et andet land.
”Når jeg rører ved kæden, tænker jeg på Rebecca. Kæden er det bedste, jeg har, og du er den eneste, jeg har vist kæden, for du er min ven,” sagde Andreas tit. Men en nat, da Andreas lå og sov, havde Johannes Marcus stjålet Andreas´ kæde, og bagefter havde han fået en guldsmed til at smelte den om, så den bare blev til guldstykker. Johannes Marcus havde taget guldstykkerne og aldrig siden set Andreas.
’Gid jeg kunne gøre det om,’ ’gid jeg kunne gøre det om,’ tænkte Johannes Marcus for hvert et skridt han tog. Men han kunne ikke gøre det om.
*
Til sidst kom både Jesus og Johannes Marcus helt op på toppen af bakken. Først blev Jesus hængt op på sit kors. Og bagefter blev Johannes Marcus, og til sidst også en tredje mand, der også var en røver, hængt op på deres.
Der var fyldt med folk, som stimlede sammen omkring dem, men de kiggede ikke så meget på Johannes Marcus. De kiggede mest på Jesus. ’Jødernes konge,’ stod der på et skilt foran Jesus kors, og folk hånede ham.
”Hop dog ned fra det kors,” var der, en der sagde.
”Hvis du kan frelse andre, så frels dog dig selv,” sagde en anden.
’Det var da noget mærkeligt noget at sige,’ tænkte Johannes Marcus, men så huskede han, hvad han også havde hørt om Jesus. At han var Guds søn, der kom ned på jorden for at frelse menneskene fra deres
synder. At alt det onde og dårlige og skrækkelige, som menneskene havde gjort, ville Jesus lige som tage på sig og sige: ’Jeg dør på korset for jeres skyld, så I slipper for at blive tynget og plaget af alt det dårlige I har gjort.’ Og måske var det lige dét, der skulle ske nu. At Jesus tog alle menneskers, og altså også Johannes Marcus synder på sig, og døde for deres skyld?
På den anden side af Jesus hang en anden røver.
”Er du ikke Kristus, Guds søn,” spurgte han. ”Frels dig selv og os,” sagde han med spot i stemmen.
Men så rettede Johannes Marcus ham, og det han sagde, det kan man læse i Biblen, der jo bogen om Gud og Jesus. For Johannes Marcus sagde:
”Frygter du ikke engang Gud? Du som har fået samme dom. Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.”
Og så vendte Johannes Marcus sig om mod Jesus og sagde:
”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.”
Og så svarede Jesus ham Og dét Jesus sagde, det står også i Biblen. Jesus sagde nemlig:
Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”
*
Sofie så på farfar og gentog det, han lige havde sagt.
”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis. Hvad mente Jesus med det?”
Farfar smilede til Sofie.
”Jo, Sofie, han mente, at når de døde, ville de begge to komme op i Paradis. Og være sammen et dejligt, dejligt sted.”
”Og hvad så,” spurgte Sofie, ”kom de så det?”
Farfar smilede igen.
”Det tror jeg Sofie, det tror jeg. Jeg tror, at de kom til Pradis, og var sammen og havde det godt, og vi andre mennesker også gør det, når vi dør. Så jeg for eksempel skal være sammen med min far og mor igen, når jeg dør, selv om de har været døde i mange, mange år.”
”Men du ved det ikke, vel, farfar,” spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
”Nej, jeg ved det ikke Sofie. Og sådan er det med det, der står i Biblen. Vi véd det ikke. Vi ved ikke helt, hvordan det hele hænger sammen. Der er nogen, der tror, at det er helt ægte historier. Og der er også nogen, der synes, at det er noget vrøvl og vås. Og så er der nogen, der tror, at det er historier, der ikke sådan helt skal forstås som om de ægte er sket, men mere er historier, der fortæller noget om livet. Sådan så denne her historie for eksempel handler om, at selv om man har gjort noget rigtig, rigtig slemt som en røver, der har røvet, så kan man godt blive tilgivet alligevel og få lov at få det godt. Måske især hvis man også selv er rigtig ked af at have gjort noget forkert.”
”Okay,” sagde Sofie. ”Det var en lidt mærkelig historie. Lidt mere underlig end dem, du plejer at fortælle.”
Farfar nikkede.
”Ja, det kan du godt have ret i at Sofie. Men nu ved du i hvert fald, hvorfor det hedder Langfredag. Fordi det er den dag, vi tænker på, at Jesus døde. Og på hvor lang dagen føltes for ham. Dagen hvor han både skulle bære sit tunge kors, og hænge på det og dø på det. Men faktisk står der så i Biblen, at han genopstod tre dage efter. At han ikke mere var død, men rejste sig fra sin grav. Og det er også det vi fejrer, når det er påske. Så påsken handler både om noget, der er rigtig skidt og sørgeligt, og noget, der er rigtig godt og glædeligt. Og det véd jeg i hvert fald. Helt sikkert,” sagde farfar, inden han puttede Sofie med et stort kys på kinden:
”At nogle gange, når noget virker helt skidt og håbløst, så bliver det alligevel godt.”